Undtagelsestilstand

Ih, hvor jeg glæder mig til den opgave er afleveret i morgen …

Glæder mig til at kunne trække vejret frit igen, og kunne sove om natten.
Glæder mig til at mit hjerte, der buldrer af sted, tager det lidt mere med ro.
Glæder mig til at mavesmerterne forsvinder.

Glæder mig til at komme hjem – og have overskud til at spille et spil med smølfen.
Glæder mig til at have overskud til at tænke i sund mad igen.
Glæder mig til at have tid til at sætte en vask over – og hænge den op.
Glæder mig til at komme i haven.
Glæder mig til gode traveture med lakridsen.
Glæder mig til familie- og vennehygge i weekenderne.
Glæder mig til at slippe den dårlige samvittighed over ikke at være nok nogensteder.

Kort sagt – jeg glæder mig til at få mit liv igen. Livet med job, familie OG studie on the side er ikke for sarte sjæle!

Det skæve Danmark flytter ud

Ja undskyld mig, men nu skriver jeg i affekt. Og jeg kommer helt sikkert til at træde nogen af de mennesker, jeg ellers holder meget af, over tæerne – men helt ærligt! Tør øjnene, og kom op på hesten igen.

Det handler om udflytning af statslige arbejdspladser. Jeg synes, og har hele tiden syntes, at det var på mere end høje tid at vi vendte trafikken fra at gå mod København (og til en vis grad Aarhus), til nu at gå den anden vej – ud i Danmark. For landet er stort set blevet næsten-støvsuget for arbejdspladser, som er suget helt ned i maven på københavnerdyret, og har efterladt de nøgne landskaber med de faldefærdige huse, de tomme skolebygninger og de lukkede butikker bag sig. “I kan jo pendle eller flytte,” har det lydt, hver gang en lokal arbejdsplads lukkede og rykkede teltpælene til København. Især har resten af Sjælland lidt under københavnereffekten, fordi Sjælland blot anses for at være en slags forhave til Valby Bakke. Vi kan jo bare pendle!

Når arbejdspladser skal flyttes den anden vej, SÅ starter hylekoret for alvor. Der er ingen ende på hvor forfærdeligt og dumt det hele er, og at det koster penge. Ja det gør det – se det som en investering i HELE Danmark, hvor det ikke længere bliver en taber-stempling at bo i den rådne banan. Hvor husene igen kan sælges, lokalsamfund kan vokse og blomstre, og butikkerne genåbnes.

Danske virksomheder har i mange år lukket afdelinger eller hele produktionssites ned og flyttet dem til udlandet, med mange, mange tabte arbejdspladser til følge, og selv om det er en krise for den enkelte, er det ikke noget der bliver begrædt tilnærmelsesvis så højt og jammerligt, udover at det bliver nævnt på side 12 i en lokalavis. Her står der lige pludselig hundreder af mennesker uden jobs, som nu er tvunget til at flytte efter nyt job – oftest ind til de største byer – men ingen løfter et øjenbryn.

Det er SÅ arrogant, og det er SÅ forargende at se hvordan medierne ensidigt viser billedet af de stakkels københavnere, der skal ud at lede efter nyt job, hvis de ikke vil flytte med. Der er virkelig langt mellem de gode historier i de landsdækkende medier om den gavnlige effekt af at investere i et HELT Danmark, hvor det ikke bare er byboerne der nyder godt af alle goderne.

Tag en tudekiks. Kom op på hesten igen.

At være praktisk ubegavet

I undervisningsverdenen opererer nogle med begreber som “bogligt begavet” og “praktisk begavet” (jeg foretrækker selv begrebet “elever”). Men for lige at blive i den sfære, så kan jeg – uden at ryste i bukserne – godt afsløre at jeg er det, man må kalde “praktisk ubegavet”.

Det betyder at jeg ikke er meget bevendt, når der skal renoveres huse eller bygges haveskure, og jeg fungerer bedre som køkkenskriver end som kok (jo, jeg kan godt finde ud af at lave mad – det tager bare lang tid 😉 )

Men det har også andre bagsider. Fx er jeg bare ikke god til at gennemskue hvad der lige skal gøres, når vi er ved at gøre klar til forældremøde for 7. årgang. Jeg kan ikke lige gennemskue at der mangler tallerkener/gafler/servietter/stole/andet, sådan at jeg finder tingene frem af mig selv. Jeg ender altid med at være hende den lidt ubehjælpsomme, klodsede type, der virkelig ikke kan tage initiativ, og som skal sættes i gang med alting. Over tid er jeg dog blevet bedre til at informere mine medmennesker om at det vil være en god ide, hvis de giver mig en målrettet, konkret opgave, og så en ny bagefter. Så er alle nemlig mere glade, og jeg står ikke tilbage med oplevelsen af at være “forkert”.

En anden bagside er når mængden af forskellige praktiske gøremål hober sig op. Det kan fx være mængden af rod i huset, som jeg ikke kan overskue – jo, jeg kan godt finde ud af at rydde op og smide ud, men jeg ved bare ikke hvor jeg skal begynde, eller hvad jeg skal gøre med mængden af overskudsting, som ikke har en fast bopæl i et skab eller på en hylde.

Det er også i min ellers højtelskede have … Jeg har massevis af ideer til hvordan jeg gerne vil indrette den, og vilde ideer om frodige staudebede og lækre hjemmedyrkede grøntsager, men ideerne står i kø – og jeg kan ikke beslutte mig for hvilken ide jeg skal gå med.

Derfor: jeg ender med at bruge timevis med at vandre hvileløst frem og tilbage, mens jeg snakker med mig selv, får fjernet én bunke ét sted fra, men får dannet tre nye et andet sted. Jeg begynder at grave i ét hjørne af haven, mens haveredskaber og bunker af opgravet ukrudt ligger et andet sted, fordi jeg ikke lige ved hvor jeg skal gøre af dem. Ofte går jeg i stå med projektet, fordi jeg ikke helt kan beslutte mig for hvordan det skal ende – og så går jeg i gang et andet sted.

Resultat? Rod alle steder, ufærdige projekter overalt. Og mig, der simpelthen har mistet overblikket.

Til gengæld er jeg mega-go’ til naturvidenskab 🙂

When the shit hits the fan

Vi er alene hjemme, mig og knægten. Farmand er på tre dages kick-off med arbejdet, så vi må klare os selv så længe. Det kunne umiddelbart lyde let og ligetil, men som regel indtræffer mindst tre af nedenstående hændelser – gerne flere:

  • Hunden får dårlig mave, og skide-brækker sig på gulvtæppet på 1. sal (JA, vi ønsker os virkelig meget et nyt, ikke-tæppegulv, men “tid”, ikk?)
  • Fyret går ud. Gerne i løbet af natten, så der er iskoldt i huset næste morgen.
  • Fyret kaster op, og spyr sod ud i hele bryggerset, og nægter at fortælle hvad der er galt. Det står bare dér og blinker.
  • Hunden finder noget ræddi, ræddi lækkert at rulle sig i (læs: eau de ådsel) på sidste haverunde inden sengetid, hvilket vi som regel først opdager når hun hopper op i sengen og vil ligge i arm. Ad. Ofte fører dette til scenarie 1, da hun også kan finde på at gnaske i ådslet >.<
  • Det bliver østenvind, og så dur hverken fyr eller brændeovn.
  • Strømmen går, og så så man lige mig stå der og glo fortabt på eltavlen og sikringerne.
  • Vi løber tør for mælk. Og værre – kaffe!
  • Lige pt. har kommunen besluttet at grave vores vej op for at lave nyt kloakrør, så vi må parkere ca. 500 m væk fra huset. Normalt intet problem, men vi sjosker af sted i ankelhøjt pladder – med armene fulde af det mælk, vi glemte at købe i går.

Godt vi kan grine af det – ellers kunne man godt synes det var en kende træls 😉

Linedanser

Velkommen til!

Både til jer og til mig. Jeg har taget hul på en hel ny blog, som jeg glæder mig til at sætte ord og billeder til, ikke bare i 2018, men forhåbentlig i årevis fremover.

Jeg kommer til at skrive om min hverdag som mor til en knægt med krudt i måsen, som kone til en skøn mand, der – ligesom jeg – har mange ideer til livets indhold og hvordan man gør det, og som lærer til en samling skønne unger, som jeg er så priviligeret at få lov til at undervise i mine yndlingsfag: naturfagene.

Men først og fremmest kommer jeg til at skrive om mine tanker om livet, om hvordan livet former mig og mine medmennesker, om at holde tungen lige i munden, når man balancerer på den spændte line, som hedder livet.

Linedanser.