Eventyrer? Mig?

“Er der noget, du ikke har prøvet?”

Min 9. klasseselev kigger på mig med næsten-vantro øjne, og stiller spørgsmålet i forlængelse af at jeg fortæller om min tid som radiovært på DTU’s – nu hedengangne – studenterradio, XFM.

Og det får mig i første omgang til at tænke over hvad jeg vitterlig ikke har prøvet. Murer er det første, der falder mig ind – men i det hele taget er praktiske fag, der kræver man er hurtig og snild på fingrene, ikke min spidskompetence. Hey, jeg kan ikke engang strikke ..!

Men ellers, så ja. Der er vist en hel del jeg har prøvet. Jeg har været studerende, og har boet på kollegie. Jeg har været skiguide og radiovært. Redaktør for et universitetsblad. Lavet hjemmesider og læst kommunikation. Arbejdet i et ministerium, hvor jeg fik lov at rejse til Bruxelles og forhandle forordninger (dvs. EU-lovgivning) sammen med delegerede fra de andre EU-lande. Beregnet forurening fra svinestalde, og lavet beredskabsplaner for at beskytte sårbar natur. Arrangeret uddannelsesmesser og lavet store undersøgelser af sammenhængen mellem de studerendes bopæl og deres valg af studie. Sunget gospel på højt plan i København, og har optrådt sammen med Stig Rossen og Bryan Rice. Kender forskere og professorer, der lige kan ryste tal og ny viden ud af ærmerne. Har været udvekslingsstudent i Australien, og besteget Ayers Rock. Har venner rundt om i verden, og har besøgt mange af dem. Har været til gudstjeneste med Hillary Clinton i en sort gospelkirke i Harlem, New York. Har gået på Hogwarts (næsten) og danset  Les Lanciers i lang balkjole med smokingklædte ungersvende, i en af Danmarks smukkeste balsale. Er gift med verdens dejligste mand, og mor til verdens dejligste søn.

Pludselig synes “de sorte år”, med masser af mislykkede graviditeter og tilbagevendende arbejdsløshed, som en lille parentes i et spændende liv med mange oplevelser. Jeg er heldig og priviligeret, det ved jeg, men jeg har også været åben og opsøgende for eventyr. Og jeg har knoklet som en lille hest i snevejr for at komme på eventyr. Så kan det godt være jeg ikke er god til at strikke eller rydde op, men eventyr – det kan jeg da finde ud af 😉

Billede venligst udlånt af internettet.

Musvågetid

Det er musvågetid. Den tid på året hvor de store, smukke fugle sidder langs vejene, på markerne, på vejskiltene og i træerne. Hvor kontrasten mellem den mørkebrune fjerdragt og de vintergrønne marker står tydeligt, og jeg bliver gjort opmærksom på de store fugles tilstedeværelse.

Jeg er vild med musvåger. Måske fordi jeg pludselig begyndte at lægge mærke til dem for en del år siden, hvor de kom tilbage efter mange år som eksil-fugl med dårlige levevilkår i Danmark. I min barndom så jeg dem sjældent, men nu ser jeg dem tit. Både når de sidder langs vejene, og når de hænger majestætisk på de varme op-vinde og svæver, overlegent, uden at bevæge så meget som en fjer. Kun deres karakteristiske skrig afslører at de hænger som mørke silhouetter mod den blå himmel. Forår, sommer, efterår.

Lige nu trækker musvågerne sydpå, så vi har besøg nordfra. De stopper her på vejen, fordi temperatur og levevilkår er gode her på denne årstid. Så snart det bliver for koldt, trækker de længere sydpå, for at vende tilbage i takt med følfod og lærkesang.

Det er musvågetid, og det er det lidt endnu.

Er I klar over hvor svært det er at fange en musvåge i et drive-by-photoshoot? De skrider, lige så snart bilen standser …

Der er musvåger på alle 3 billeder, jeg sværger!

Ordenssans i uorden

“Hun er også et værre rodehoved”, kunne en masse mennesker finde på at sige om mig. Og det giver umiddelbart god mening at tænke det, for træder man ind på vores matrikel er der uorden, både ude og inde. “Hun kan ikke holde hus”, kan jeg næsten høre min farmor sige, “og haven ser også forfærdelig ud.”

Jeg kan kun give min farmor ret. Både hus og have ser forfærdelige ud, så meget at jeg skammer mig over at invitere gæster. For i virkeligheden er jeg et ordensmenneske, det kan bare ikke ses.

Jeg kan ikke overskue rodet mere. Jeg aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte, eller hvor pokker jeg skal gøre af alle de ting, der er uordentlige. Eller tage stilling til om en ting er brugbar eller ej, skal den til genbrug eller småt brændbart? Min mand er ligesådan, så tilsammen udgør vi et makkerpar i ikke at ane hvor vi skal gøre af ting.

Den slags orden hersker der en uskreven samfundsforventning om at man har indbygget i sig, og formår man ikke at holde orden dukker ordet “doven” op. Det ligger i luften at man bare skal tage sig sammen.

Faktum er at det bare ikke ligger i vores spidskompetencer, det der med at overskue rod og skabe orden i kaos. Hvis jeg kunne, ville jeg hjertens gerne hyre en hushjælp til at rydde op og ordne vasketøj en gang om ugen, men hvor søren finder man sådan en? Rengøringshjælp er blevet almindeligt at betale sig fra, men en god, gammeldags husholderske har desværre ikke vundet indpas endnu. Det ligger stadigvæk usagt at den slags skal man selv kunne.

Hvad gør du for at holde orden i kaos ..?

Om efterskoler og playstation

Har haft smølfen med til møde på Dybsø Naturskole, der er nabo til Svenstrup Efterskole. Samtalen på vej ud af indkørslen lyder nogenlunde sådan her:

Smølf: “Moar, hvad er det derinde?”

Mig: “Det er en efterskole.”

Smølf: “Hvad er en efterskole?”

Mig: “Det er en skole for de store børn i 9. og 10. klasse. Så bor de på skolen.”

>tænksom pause<

Smølf: “Jeg vil A L D R I G flyttehjemmefra, mor … (pause) … altså medmindre jeg får min playstation med …”

Billede venligst udlånt af internettet

Min ladestation

Det er her, jeg sidder, når jeg skriver.  I en arvet lænestol, med et arvet færøsk sjal, min arvede bogreol og en spritny klemspot, da jeg ellers famler efter tasterne i blinde, når mørket falder på – og det gør det jo tidligt i denne tid. I vindueskarmen står der enten caffee latte, lakridste eller saftevand, og der ligger næsten altid en bog og/eller en mobil. Og mindst en perleplade, som skrumpen har lavet til mig, og som bliver brugt som bordskåner. Eller vindueskarmskåner, må det vel hedde.

Her er simpelthen så rart at være. Jeg kan mærke min mormor, min farmor, den fædrende gård, og ikke mindst roen indfinde sig, når jeg sidder her. Lige pt. har jeg kun en fin Trip Trap trappestige som fodskammel, men jeg ønsker mig en puf i julegave. Gerne en genbrugs-en, hvor jeg selv kan brodere et nyt betræk med en regnbueenhjørning på – altså ikke fordi jeg hverken kan brodere, hækle eller strikke, men det kunne jo være skægt at prøve 🙂

Når det ellers er lyst udenfor har jeg en fantastisk udsigt ud over min have, som langsomt er ved at blive forvandlet til en skøn oase, med fine detaljer – takket være min “slotsgartner”. Her er simpelthen perfekt at sidde, både med en kop kaffe i morgensolen, og med en kop te om aftenen. Jeg har faktisk mere eller mindre opgivet min kontorplads oppe på kvisten, fordi her er så meget hyggeligere.

Det er nærmest sådan en slags ladestation for nær-udbrændte mødre.

Udsigten. Og det er vores have helt ned til de høje granner bagerst til venstre.

 

Når fatter er ude …

  • … bryder fyret altid sammen. Uden undtagelse! Og assistance må tilkaldes udefra, da jeg ikke har det store kørekort til træpillefyr.
  • … bliver sønneke syg. Havde ham lidt mistænkt for at ville tiltuske sig en dag med iPad i sofaen, men han har faktisk feber 😕
  • … løber vi tør for mælk, juice, havregryn og toiletpapir lige efter butikkernes lukketid …
  • … får hunden ædt etellerandet, så hun enten brækker sig ud over gulvtæpperne, eller skal til dyrlægen. Dennegang en læbepomade (wtf hund?!?), hvor hylstret var gnasket til små, skarpe plastikstykker, så den inderste fedtede masse kunne labbes ind. Håber på hun ikke fik plastikstykkerne med ned i farten, for de kan prikke hul på tarmene …
  • … skal jeg på arbejde en dag efter SFO’ens lukketid, og børnepasser skal findes – ofte i sidste øjeblik, fordi jeg har glemt alt om det.

Det kunne faktisk lidt godt være en genudsendelse af denne

Hjem med 4-toget

Jeg har været et så eksotisk sted som København i går. På Christiansborg, faktisk. Og det er meget eksotisk, når man til dagligt slår sine folder i de midtsjællandske skove, med en sjælden afstikker til cafeen på en Stegt Flæsk ad libitum aften.

Men altså, jeg havde taget mine pæneste skolelærersko på, fundet min 10 år gamle den-var-engang-moderigtig kasket frem, og var så ellers troppet op på stationen for at fange et tog til hovedstaden. I god tid, for en gangs skyld, så jeg nåede både en lækker, nybagt øko-havrebolle med ost, og en latte to go – lågzuz, for den slags er der langt mellem på landevejene over Sjællands Fagre Sletter.

Foto: Forfatteren sæl’

Jeg var endda i så god tid at jeg kunne stå af på Nørreport, så jeg rigtig kunne slentre gennem de storbyske gågader (der i øvrigt er fyldt med biler – wtf??), og nå dagens anden latte to go. Man må jo nyde det, mens man kan, ikk? 😄

Her gik jeg så og genkendte alle stederne fra min studietid, og fra dengang for et par år siden … for 10 år siden ( hvad skete der lige for det?), hvor jeg hele december måned fra mit hjørnekontor på Købmagergade var ved at begå mord på den saxofonist, der kun kunne to samge, som så til gengæld kørte på repeat. Og ingen af dem var julesange! Kiggede på alle de fortravlede jakkesæt, der klaprede hen ad Købmagergade på vej hen til et job, hvor de var vigtige.

Flashback til dengang jeg klaprede af sted i høje hæle og nålestribet ned ad samme strøg …

Imens prøvede jeg at være street cool og lade som ingenting, mens jeg var ved at dreje halsen af led over de utrolig mange flagship stores med utroligt dyrt tøj. Til folk på 20 kg mindre og med en væsentligt tungere mobilepay end min. Prøvede ikke at stirre altformeget på den spraglede dame, der hjulede af sted på skateboard mens hun højlydt priste Moder Jord, og kærligt samlede faldne blade op i sin buket af pinde og visne blade. Nåede endda at spekulere på om det var sådan en slags gadeteater – HEEEEYYYY SEEEE!!! En bil fra Hørkram! Den er hjemme fra Sorø! Jeg vinker lige – eller hun bare var på sjove piller.

Henne ved Højbro Plads kunne jeg se de havde pyntet med ENORME græskar foran Christiansborg Slotskirke – nice!

Totalt nice græskar, dér. Større end derhjemme, ikk’?

Efter at være fulgt i slipstrømmen på en højhælsdame i jakkesæt stod jeg sammen med en af foredragsholderene og sludrede, mens vi tog bælter på efter turen gennem Secret Service. Han kunne endda godt huske mig fra sidste foredrag! Sammen stod vi og knugede hver vores taske og talte om at det vist var mange år siden vi sidst havde været på Borgen ( som i – jeg har aldrig været der før 😳), og kiggede på billeder af de pt. siddende politikere.

Det var enormt svært at holde på ‘jeg er for cool til denher storby’-facade, så jeg faldt i med et brag, og stillede mig hen i kødranden af de andre bønder, der lyttede til betjentens røverhistorier om hemmelige skakter mellem murene. Og jeg tog billeder af Jacob Haugaards portræt. Og en selfie.

Tag jer ikke af de forvaskede, snart-tisgule totter. Det er højeste mode i provinsen. Ægte!

Jeg kommer simpelthen for lidt til storbyen. Er der nogen, der vil mødes derinde med mig? Til en latte to go? Så lover jeg at levere underholdningen i stykket “En bondekone oplever storbyen”. Og jeg lover at tage 4-toget hjem igen 😁

Godt brugt ferie

For første gang i 16 år har jeg været på efterårsferie. Jeg elsker efterår med dets mange farver, og er især vild med den meget amerikaniserede græskarpynt 🎃 Og efterårsferier må gerne indeholde sprøde solskinsdage med knitrende blå himmel og gul-røde blade, der giver luften og jorden en duft af – jord. Den skal indeholde endeløse traveture i skoven, glade børn, der samler kastanjer og løber rundt så bladene hvirvler, græskarskæring og de sidste lilla asters. Nå ja, og selvfølgelig min fødselsdag, der altid falder i efterårsferien 😊

Og altså – bortset fra det med de glade børn (der var en endeløs klagen og hylen fra ynglet, da vi hev dem væk fra deres ipads, og bestemt ingen af dem, der gad at samle kastanjer. Eller gå ture) – så var det sådan en slags ferie jeg havde i år. En familieferie, der talte bror og tre niecer, vores forældre og min egen lille familie + hund, i en hyggelig feriehytte i Søhøjlandet ved Silkeborg.

Jeg havde den hyggeligste fødselsdag, hvor jeg blev sendt tidligt i seng aftenen før, og kom ned til nybagte boller og et fint gavebord. Vi gik tur i efterårsskoven, fik lagkage og kakao, finere italiensk mad a’la lillebror, og Irish Coffee. What’s not to love ❤

Desværre er ferien slut nu, og med den også det fine vejr. Jeg må nok indstille mig på at havesæsonen er ved at være slut for i år, og de fine blade drysser af. Det var skønt, så længe det varede.

Fotograf: Yours truly 🙂

Tanker fra hvilestolen

“Du er en af heltene,” sagde en veninde til mig forleden, “fordi du står dér i frontlinjen og råber STOP.” Vi talte om at det samfund, vi har skabt os, er ved at ødelægge os med stress, angst og mange andre overbelastningssymptomer, og det, at jeg har måttet trække håndbremsen inden det stak helt af, er et signal helt ude på frontlinjen.

En anden ven kaldte mig et “indikatordyr”. I søer med stabile økosystemer findes der nogle små dyr, som skrider som de første, når der bliver ubalance i ting. Og her var sammenligningen at jeg – som et andet pH-følsomt dyr – forsvandt, og dermed er min forsvinden et sikkert tegn på at der er noget, der er råddent i Danmark.

Jeg føler mig nu ikke særlig helteagtig. Når jeg kigger rundt i landskabet findes der enormt mange mennesker, der er hårdere ramt end mig. Sygeplejesker fx. Eller pædagoger. Som allesammen arbejder under urimelige forhold med så få resourcer til rådighed, at det er uartigt. Hvordan kan vi være så rige, og samtidig så fattige?

Jeg synes vi skulle lave en trivselsdag. En national trivselsdag, hvor alle skal mingle med andre faggrupper, og hvor vi skal debattere om vi har det liv, vi ønsker os – og hvad vi kan gøre anderledes. Sådan at ingen skal slides op af deres arbejde, hverken fysisk eller psykisk.

Politikere ingen adgang.

Foto venligst udlånt af internettet.

Hurtigstatus #2

Hold nu op, hvor har det gjort underværker med den deltidssygemelding! På bare en uge er de fleste stresssymptomer forsvundet, hukommelsen er i bedring OG jeg har fået overskud ? Ikke overskud i “jeg laver lige en festival”-klassen, men overskud til at sætte vask over, få ryddet lidt op i et par bunker, gå en tur med hunden, og få plantet et par planter i min have.

De første 3-4 dage sov jeg nærmest væk … så har jeg været få timer på arbejde – FEDT, fordi jeg har overskud til det, og oplever en kæmpe glæde ved det ❤️ I går tog jeg på cykeltur med min mand (vi er sådan nogle MTB-typer med hang til små skovstier og mudder), og i dag nyder jeg en kop kaffe, uden det bare skal være IV-koffein på overlevelsesniveau.

Mit mål må være at jeg kan gå på arbejde, og alligevel mønstre den slags overskud, når jeg kommer hjem. Det må da være en menneskeret?

God søndag ???