Puttefælden

Kender I den? Der hvor man lover sig selv ikke at lægge sig ned til barnet, selv om han sender nok så bedende øjne til én? Og når knægten lynhurtigt får jagtet spyddet ind i det iskolde skjold, man har forskanset sic i? Og det falder til jorden i et stjerneskud?

Så ligger man der jo, under den varme dyne. Med den varme barnehånd i sin egen. Med rolige åndedrag lige ind i ansigtet. Og fortrænger det der arbejde, der skal være færdigt til i morgen tidlig. 10 minutter gør jo ingen skade, vel? Eller bare lige 2 mere … her er så … fredfyldt … og dejligt lunt … ?

Folk og Fæ

I sidste weekend havde jeg sagt ja til at være speaker til et arrangement, der vist bedst kan beskrives som et mix mellem et børnedyrskue og et levende landbrugsmuseum. Liv i Landet, hedder det, og finder sted i og omkring en fin gammel 4-længet gård i Morten Korch klassen. Vi har været med som publikum et antal gange, så da de spurgte mig om jeg ville være speaker, da den tidligere speaker var stoppet, var jeg heller ikke i tvivl om at det ville jeg gerne.

Det er et kæmpe arrangement, fandt jeg ud af – og der ligger en kæmpe projektlederindsats bag at få stablet sådan et arrangement på benene. Men jeg nød at det for en gangs skyld ikke var mig, der var den, og kunne “nøjes” med at sætte mig bag mikrofonen, hvor jeg sad og kommenterede det, der skete i ringen og på pladsen omkring mig.

Hold nu fast, hvor var det hyggeligt! Tænk James Herriot, tænk Siegfried Farnon, tænk Folk og Fæ – og alt det finurlige, der følger med. I den ene side af pladsen havde vi alle dyrene, som var udstillet – de fleste af børn, men også enkelte repræsentanter for gamle, danske husdyrracer var med. På den anden side af pladsen, ude på en stubmark, kørte det gamle landbrug, komplet med hesteplov, selvbinder og tærskeværk. Som da (min) far var ung, og hjalp til når der skulle høstes på gården.

Selvbinder. Venligst udlånt af internettet.

Vi havde fremvisning af dyr, veterantraktorer, veteranbiler, rollespillere og det fantastiske hesteshow, og det allersjoveste var ringridningen lørdag aften. Et godt mix af veterantraktorer, ponyer med trækkere og granvoksne heste dystede om at ramme den lillebitte ring, der var monteret i et stativ lige ud for speakervognen. Jeg havde simpelthen nærmest royal balkon lige ud til løjerne, og sjældendt har jeg været SÅ underholdt!

Rundt om på pladsen var der børstenbindere, uldfiltere, træskærere og orker, og jeg følte at jeg var dumpet lige ned i et dyrskue-marked, strikket på bedste, engelske opskrift. Og jeg følte mig en lillebittesmule “hjemme på gården”, for det smukke landbrugsmuseum mindede på så mange måder om mit eget (tabte) barndomsland.

Den skønne røde Massey-Ferguson 35, som trofast har fragtet folk og fæ rundt i barndommens land

PS. Hvis man – som jeg – bliver helt blød i øjenkrogene, når man hører kendingsmelodien til Folk og Fæ, kan jeg varmt anbefale et gensynhttps://youtu.be/yCYY02b0_nM

“Jeg holder af hverdagen …”

Så var vi tilbage i hamsterhjulet igen. Med travle arbejdsdage, madpakkesmøring og hente-bringe-ræs, en træt 7-årig, en overstadig, understimuleret cocker-locker, og to trætte forældre. Som klapper sammen ved synet af sofaen.

I ferien havde vi tid. Tid til at snakke sammen, spille sammen, være sammen, spise is sammen og sidde under parasollen uden at sige noget sammen. Nu når vi knapt at veksle tre ord med hinanden, og det meste kommunikation består af sms’er og korte telefonsamtaler i kategorien “Husk hundemad!” til “Har du set barnets sandaler?”

Ingen af os har kræfter til noget, dér sidst på dagen. Ingen af os orker madlavning, oprydning, vasketøj eller at spille med knægten, og det er med slæbende fødder vi får frembragt et eller andet spisbart, mens vi håber den anden tømmer opvaskemaskine.

Weekenderne går med at sove ud. Hvis vi skal noget, må det kun være den ene dag, for ellers er der ingen kræfter mandag morgen – og så er der bare uendeligt langt til fredag.

Selv om vi begge to er glade for vores jobs, og vi elsker vores søn højt, så er det et hårdt liv. Et liv hvor vi giver afkald på meget – selv om der også er meget mening og indhold. Selv savner jeg RIGTIG meget mine venner udenfor jobbet, og at kunne gå til noget, bare én gang om ugen. Og at kunne klare at skulle noget to dage i en weekend uden at brænde sammen.

Er det bare alderen, der trykker, eller er der lys forude ..?

Historien om en skoletaske

For 38 år siden havde jeg min første skoledag i det, der dengang hed børnehaveklassen. Jep, vi skal helt tilbage til 1980, til fløjlsbukser, grydehår og store skjorteflipper, og ikke mindst glade farver og rottehaler.

Der var jeg, i klassen med de andre børn, der allesammen havde gået i børnehave – det havde jeg ikke. Det kom jeg til at slås med længe – men det er en anden historie ?

Ved siden af mig sad en spinkel lille mørkhåret fyr, som hed Kenneth, som spurgte: “Hvor gammel er du?”

“5 år,” svarede jeg, for jeg fyldte først 6 i oktober.

“Så er du for lille, man skal nemlig være 6 år,” sagde Kenneth så.

Jeg fik dog lov til at blive i klassen, selv om jeg vistnok græd lidt lige dér.

Den næste katastrofe indtraf da vi skulle til at gå igen, for der var jeg nær stukket af med en anden piges taske, der var fuldstændig magen til min. Den anden pige stod med store, blanke øjne og rottehaler, og måtte have fat i en voksen inden jeg stak helt af med hendes nye skoletaske, i samme glade farver som min. Katastrofens omfang blev minimeret, da pigens mor greb ind, og fik peget på min taske, der stod tilbage, ensom og forladt henne ved det runde bord, hvor Kenneth nu også havde rejst sig og var på vej hjem.

Pigen og jeg gik i klasse sammen i 10 år, og er stadig rigtig gode veninder den dag i dag. I mandags delte hun så et fint billede af “vores” taske på min væg – i øvrigt samme dag som mit lille bidrag til P4 Morgens lytterhistoriesamling om første skoledag blev læst op i radioen. Helt uden vi havde aftalt det ?

Vi huggede i øvrigt aldrig mere noget fra hinanden ?

Mit særlige barn

Jeg har en søn, der befinder sig i kategorien “børn med særlige udfordringer.” Det ved jeg, for jeg er hans mor, og jeg har tilbragt rigtig meget tid sammen med ham. Jeg har brugt – og bruger – enorme mængder tid og kræfter på at (prøve at) opdrage ham, at lære ham hvad der er okay og hvad der ikke er okay opførsel, og at prøve at få ham til at begribe begrebet “konsekvens.”

At han mister tid med iPad’en, hvis han ikke bærer sin tallerken ud efter maden.

At han ikke kan få en is før han har spist rugbrød.

At han ikke får en legeaftale, hvis han ikke går tidligt i seng – fordi han bliver for træt næste dag.

Alle disse ting kan andre forældre helt sikkert genkende, men den nedsmeltning og absurd udadreagerende vrede, der følger med, er ikke almindelig. Han kan ikke forstå det, og han kan heller ikke forstå at det ikke nytter at blive vred. Han er nu for stor og stærk til at jeg bare kan tage ham under armen og bære ham ud i bilen, som jeg har kunnet tidligere, og jeg kommer til kort i at have strategier, jeg kan bruge i hverdagssituationer.

I dag var vi hos frisøren. Han nåede at klippe knægten i siderne og baghovedet med maskine, før knægten fik en nedsmeltning, skreg i vilden sky “JEG VIIIL IIIIIKKEEEE!!!” – så voldsomt at folk vendte sig om på gaden efter lyden inde fra frisørsalonen. Han flåede frisørkappen af og styrtede ud af salonen – hverken halvt eller helt færdig, med ujævne kanter og sære totter stikkende af i alle retninger. Hylende løb han ned af gaden, mens jeg befippet måtte undskylde til frisøren. Ude på fortorvet spurgte flere mig om det var min søn, og flere havde prøvet at standse ham (tak ??).

Dette er blot den seneste i rækken af hændelser, som jeg meget ofte står i med ham. Pyt med hvad folk tænker om mig – men bare de ikke lukker min søn ude fra fællesskabet, fordi han har et hidsigt temperement.

Bare jeg dog vidste hvordan jeg bedst kan hjælpe ham!

Sommertid

Efter en hæsblæsende slutspurt med hvad dertil hører af eksaminer, årsafslutning, feriehungrende elever, dimissioner og deslige blev det endelig! ferie – for allerede halvanden uge siden. Tre uger igen – og jeg er allerede slet ikke klar ?

Men lige her i min hængekøje med et haveblad, og fuglekvidder foroven, så er livet faktisk helt skønt ?

Strand, sol og hundehømhømer

Det sker hvert år. Og det sker endda flere gange om året (altså undtagen sidste år, hvor sommervejret ikke ligefrem holdt med danskerne). Den der med at jeg ser familiehyggen for mig, når jeg stopper barn og hund i bilen, og sætter kurs mod fjerne kyster.

Jeg forestiller mig hvor hyggeligt det bliver med min glade søn og hund, der ivrigt trasker fra p-pladsen og hen til stranden, hvor hund sætter sig tålmodigt og venter mens vi mennesker får badetøj på inden vi går i vandet. Vi får lagt tøj og håndklæder pænt og uden for meget sand i, og så trisser vi ud i vandkanten, inden vi kaster os i baljen.

Klip til virkelighed.

Hund hyler i bilen hele vejen, og er ved at kratte bagsædet op. Ved ankomst til p-plads springer hund ud af bildør – på en god dag har jeg lige nået at kroge hundesnoren fast, før hun gør sit første forsøg på at rive min skulder af led. Imens hopper barn ud og plager om is og om at låne telefonen, hopper og springer af sted mod stranden, imens jeg ihærdigt prøver at hive strandtaske, strandstol, og køletaske ud af baggagerummet samtidig med at jeg prøver at modvirke skulder-af-led-trækning og råber efter barnet at han skal stoppe og vente på mig. Jeg får mokset tasker, drikkedunke og diverse under den ene arm, hiver i hundesnoren og får overdraget håndklæder til vrangvilligt barn, der klager over at HAN A L T I D skal bære det hele. Imens har hund sat sig til at skide, jeg roder og roder, og får hundeposerne frem. Det lykkes mig at få hundelort på fingrene – på BEGGE hænder … ?

Tasker og andet overlades til nu meget klagende dreng, mens jagten går på et toilet, hvor jeg kan vaske hænder og håndtag på hundesnor – hund samarbejder ikke, og jeg må bruge tålmodighed det bedste jeg har lært her. Og vi er kun nået 50 meter fra bilen, helt uden at have været i vandet endnu.

Jeg får vasket hænder, vi finder vejnedi sandet, hund graver så det sprøjter, og dreng kaster alting i sandet inden han løber ned i vandet. Jeg holder stadig hund med én arm, mens jeg skifter tøj med den anden. Ikke særlig besværligt! Imidlertid lykkes det for os alle tre at komme i vandet og nyde det, inden turen går til ishuset og derefter hjem.

På turen hjem sidder jeg altid og tænker ALDRIG MERE! ? – men lur mig om jeg ikke har glemt det inden næste gang …

Damen med det blå hår

Det har været vældigt på mode at have pangfarver i håret, sådan a’la en hel regnbuemanke i bedste enhjørningestil. Den mode er nok passé i de større byer, men herude på landet glæder vi os over modelunerne i god lang tid, så efter et års tilløb (og sparen sammen af skillinger) fik jeg tid hos frisøren til striber. Af de festlige og på ingen måde diskrete slags.

Den slags havde jeg jo talt om i et helt år, og jeg tror de fleste troede (håbede) det var gået over, men! Min lykke var i hvert fald stor, da jeg trådte ud fra frisørsalonen ?

Det har medført to typer reaktioner. Eller faktisk tre:

  • Den første type er “GIIIIIISP!!!! Skal du til karneval eller hva’?” (min søde mor ?)
  • Den anden type er mere “hmmm. Nå. Ja, jeg troede jo det skulle være hele parykken i alle farver. Nåmen, det er da pænt.”
  • Den tredie type er lige dele “aj, hvad er der sket med dit hår? SeriØØØST?” eller ingenting (mine elever, fortrinsvist).

Jeg er stadig glad for mine (lånte) påfuglefjer, og har tænkt mig en påtår eller to. Så længe lager af lyse striber haves ?

To sider af samme person

Det er ingen hemmelighed at tilværelsen har kastet mig ud i nogle vilde faldskærmsture uden faldskærm, og at jeg i den grad har taget nogle knubs ved de ublide landinger, som jeg kun har klaret takket være mine nære og kære. Det er heller ingen hemmelighed at jeg – ved et tilfælde – kom ind i skoleverdenen, sådan nærmest ved en håndbremseparkering midt i et af de frie fald, og fandt ud af at jeg faktisk trives ualmindelig godt med at undervise, og at jeg herigennem kom i god kontakt med min basale grundviden om alle de naturvidenskabelige fag – hvilket igen har givet mig en masse AHA-oplevelser, og en højere forståelse af livet, universet og alting (dén indsigt ramte pudsigt nok i det år, hvor jeg fyldte 42 *host*geek*host*).

Men altså. Hvor meget jeg end elsker min nye fagområde, og alt hvad det medfører af rummelighed, omsorg, sociale kompetencer og medmenneskelighed, så hænder det at jeg føler et voldsomt stik af savn i forhold til min gamle tilværelse som agronom (for den uindviede: kandidat i landbrugsvidenskab fra Landbohøjskolen. Ja, sådan hed det dengang i det forrige årtusinde). Det sker, når jeg ser mine studiekammerater fra dengang tjekke ind til Agromek, Plantekongres eller på efteruddannelser i enzymers betydning for metanudledningen hos drøvtyggere – eller hvis jeg selv får sneget mig ind til et arrangement om den nyeste viden indenfor biotek. Fårk, hvor jeg savner at nørde i molekylærbiologi og fysiologi!

Her er det så at jeg minder mig selv om at sådan VAR min tilværelse som agronom jo ikke – den bestod mest af forvaltning efter love og regler, skrivning af laaaaange, juridisk-tekniske rapporter som ingen læste eller forstod, men som var et juridisk krav for at opfylde forvaltningen, og forsvindende lidt om molekyler eller enzymer. Altså meget lidt. Som i – nærmest ingenting. Og jeg ville alligevel have siddet og haft ondt i videnskabssjælen til det arrangement om biotek, jeg var til forleden, og følt at jeg lavede for meget papir, og for lidt forskning.

Så hvad gør en klog for at få stimuleret sit behov for molekyler og syntesebiologi? Tja, jeg har endnu ikke fundet den kloge, der kan svare på det – men i første omgang har jeg sat mig for at følge nogle af de undervisningsforløb om biotek, som Biotech Academy på DTU har lavet specielt til grundskolen. Og forhåbentlig få koblet mig på nogle spark-mås forskere og studerende, der kan fylde på min ivrige tørst efter nørdeviden, og spændende ting at læse.

Foto venligst udlånt af internettet