Tanke-tid

Det er først på lørdag eftermiddag, og jeg sidder i toget på vej mod København. Jeg nåede ikke at tanke en latte på stationen inden toget kom, men da der jo findes adskillige kaffesteder i Kbh går det nok.

Jeg browser. Lidt på facebook, lidt på insta, får skrevet et par beskeder, og får så åbnet Skøre Livs blog. Om tanker, og tid til tanker. Det er temmelig tankevækkende, og jeg kigger op.

Der er ret mange mennesker med toget, og de sidder allesammen og glor ned i en skærm. Jeg smider resolut min egen skærm i tasken, og konstaterer at tog-tid er tænketid. Rigtig god tænketid endda.

Jeg får kigget på landskabet, der suser forbi. På de våde, nøgne træer, der har en barsk, poetisk skønhed over sig, på de mennesker, der sidder i toget. Og jeg får tænkt en masse tanker.

Om min veninde, jeg gerne ville give et tip om bankskifte.

Om min bror, som jeg talte med forleden, og ting, jeg gerne vil sige som opfølgning på den samtale.

Om julegaver.

Om min bedste veninde, som jeg virkelig trænger til at få en kop kaffe med, og få grineflip over fjollede ting med.

Om de veninder, jeg sås med i går aftes, og hvordan det er 38 (wtf??) år siden jeg startede i skole med.

Om hvordan jeg har fået meget mere overskud på energi på arbejdet (mere om det senere …)

Om den gospelkoncert, jeg er på vej ind for at høre med mit yndlingskor.

Det er i den grad kvalitetstid, opdager jeg pludselig. Og jeg opdager også at jeg trænger mere til vand end til kaffe, hvilket jeg så går efter på Kbh H. Det er holdt op med at regne, og jeg beslutter at gå det sidste stykke vej fra H til Brorsons Kirke på Rantzausgade, hvor koncerten finder sted. Mere kvalitetstid med plads til tanker.

Brorsons Kirke. Foto: undertegnede.

Brødrene Løvehjerte

Jeg tænkte at det var tid til at læse Brødrene Løvehjerte for smølfen. Men måske var det for tidligt at begynde på det med min lille, følsomme dreng – min følsomme dreng, der uden videre spiller skydespil, hvor det gælder om at myrde de andre. Men “de andre” i skydespillet har ikke brødre og mødre, eller bor på en slagbænk i et køkken, og er syge og skal snart dø.

Smølfen kravler helt ind under huden på mig, og spørger om Tvebaks mor ikke bliver ked af det. Og jo, det gør hun … og jeg martres af at historien ikke levner moderen lykke.

Men nu er jeg begyndt.

Her hos os

Nu har jeg været efter mig selv her på siden for at være dårlig til en masse ting, primært de praktiske, de der “det kan alle da”-ting. Og jeg må indrømme at jeg i skrivende stund har en lille smule koldsved over at vores søn i morgen for første gang skal hentes og følges hjem af en stor skoledreng her fra vejen – fordi her roder! Samtidig ligger jeg med feber på penicillin med infektion i kroppen, og det er ikke det bedste udgangspunkt for at få stuvet ting af vejen.

Men så blev jeg trodsig. Hvem siger man kan måle menneskelig kvalitet på graden af oprydning? Og så begyndte jeg at finde på gode ting om mig – og os, her i familien – for vi er jo i virkeligheden nogle elskelige og søde væsener her på matriklen 😊

  • Vi er gode til at grine sammen.
  • Vi er gode til matematik.
  • Vi er gode til at være snedige.
  • Vi er gode til at være nogens venner.
  • Vi er gode til at hygge os.
  • Vi er passionerede og engagerede.
  • Vi er ildsjæle.
  • Vi elsker det, vi laver.
  • Vi er nørder (og nørder er for seje 🤓)
  • Vi er kloge og forstandige.
  • Vi er sjove at være sammen med.
  • Vi kan li’ dig.
  • Vi har en sort, sort humor 😎
  • Vi er gode til at lave god mad.
  • Vi drikker kvalitetsøl.
  • Vi er gæstfrie.

Og det har vel også en slags værdi ☀️

En helt almindelig søndag morgen i Villa Skovlyst

7.14
Hunden lusker sig op i benenden af min seng. Sjosker 3 gange rundt om sig selv, og lægger sig til at snorke.

7.33
Et bump og lyden af løbende fødder fortæller at smølfen er vågnet. Han kommer ind i min seng, hvor han begynder at baske rundt med arme og ben, imens han hvisker “hej mor!” og but’er mig på næsen.

7.34
Hunden bliver jaloux, og kravler op på hovedpuden over mit hoved, hvor den lægger sig, med snuden og ørerne ned i mit ansigt.

7.35
Smølfen siger nu højt: “moar, kan du ikke lige sige til hunden at den skal gå væk!” Jeg forsøger at verfe den væk, men den lægger sig igen på min hovedpude efter at have trasket lidt frem og tilbage. Oftest træder den på mit hår en del gange. Det gør ondt at blive trådt på håret.

7.37
Manden synes da ikke at han vil gå glip af al morskaben, og kravler tættere på. Nu ligger vi så 4 i min seng, der har den imponerende bredde af 90 cm.

7.41
Hvis familien stadig ligger der, giver jeg op og går ned og tænder for kaffemaskinen …

Eventyrer? Mig?

“Er der noget, du ikke har prøvet?”

Min 9. klasseselev kigger på mig med næsten-vantro øjne, og stiller spørgsmålet i forlængelse af at jeg fortæller om min tid som radiovært på DTU’s – nu hedengangne – studenterradio, XFM.

Og det får mig i første omgang til at tænke over hvad jeg vitterlig ikke har prøvet. Murer er det første, der falder mig ind – men i det hele taget er praktiske fag, der kræver man er hurtig og snild på fingrene, ikke min spidskompetence. Hey, jeg kan ikke engang strikke ..!

Men ellers, så ja. Der er vist en hel del jeg har prøvet. Jeg har været studerende, og har boet på kollegie. Jeg har været skiguide og radiovært. Redaktør for et universitetsblad. Lavet hjemmesider og læst kommunikation. Arbejdet i et ministerium, hvor jeg fik lov at rejse til Bruxelles og forhandle forordninger (dvs. EU-lovgivning) sammen med delegerede fra de andre EU-lande. Beregnet forurening fra svinestalde, og lavet beredskabsplaner for at beskytte sårbar natur. Arrangeret uddannelsesmesser og lavet store undersøgelser af sammenhængen mellem de studerendes bopæl og deres valg af studie. Sunget gospel på højt plan i København, og har optrådt sammen med Stig Rossen og Bryan Rice. Kender forskere og professorer, der lige kan ryste tal og ny viden ud af ærmerne. Har været udvekslingsstudent i Australien, og besteget Ayers Rock. Har venner rundt om i verden, og har besøgt mange af dem. Har været til gudstjeneste med Hillary Clinton i en sort gospelkirke i Harlem, New York. Har gået på Hogwarts (næsten) og danset  Les Lanciers i lang balkjole med smokingklædte ungersvende, i en af Danmarks smukkeste balsale. Er gift med verdens dejligste mand, og mor til verdens dejligste søn.

Pludselig synes “de sorte år”, med masser af mislykkede graviditeter og tilbagevendende arbejdsløshed, som en lille parentes i et spændende liv med mange oplevelser. Jeg er heldig og priviligeret, det ved jeg, men jeg har også været åben og opsøgende for eventyr. Og jeg har knoklet som en lille hest i snevejr for at komme på eventyr. Så kan det godt være jeg ikke er god til at strikke eller rydde op, men eventyr – det kan jeg da finde ud af 😉

Billede venligst udlånt af internettet.

Musvågetid

Det er musvågetid. Den tid på året hvor de store, smukke fugle sidder langs vejene, på markerne, på vejskiltene og i træerne. Hvor kontrasten mellem den mørkebrune fjerdragt og de vintergrønne marker står tydeligt, og jeg bliver gjort opmærksom på de store fugles tilstedeværelse.

Jeg er vild med musvåger. Måske fordi jeg pludselig begyndte at lægge mærke til dem for en del år siden, hvor de kom tilbage efter mange år som eksil-fugl med dårlige levevilkår i Danmark. I min barndom så jeg dem sjældent, men nu ser jeg dem tit. Både når de sidder langs vejene, og når de hænger majestætisk på de varme op-vinde og svæver, overlegent, uden at bevæge så meget som en fjer. Kun deres karakteristiske skrig afslører at de hænger som mørke silhouetter mod den blå himmel. Forår, sommer, efterår.

Lige nu trækker musvågerne sydpå, så vi har besøg nordfra. De stopper her på vejen, fordi temperatur og levevilkår er gode her på denne årstid. Så snart det bliver for koldt, trækker de længere sydpå, for at vende tilbage i takt med følfod og lærkesang.

Det er musvågetid, og det er det lidt endnu.

Er I klar over hvor svært det er at fange en musvåge i et drive-by-photoshoot? De skrider, lige så snart bilen standser …

Der er musvåger på alle 3 billeder, jeg sværger!

Ordenssans i uorden

“Hun er også et værre rodehoved”, kunne en masse mennesker finde på at sige om mig. Og det giver umiddelbart god mening at tænke det, for træder man ind på vores matrikel er der uorden, både ude og inde. “Hun kan ikke holde hus”, kan jeg næsten høre min farmor sige, “og haven ser også forfærdelig ud.”

Jeg kan kun give min farmor ret. Både hus og have ser forfærdelige ud, så meget at jeg skammer mig over at invitere gæster. For i virkeligheden er jeg et ordensmenneske, det kan bare ikke ses.

Jeg kan ikke overskue rodet mere. Jeg aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte, eller hvor pokker jeg skal gøre af alle de ting, der er uordentlige. Eller tage stilling til om en ting er brugbar eller ej, skal den til genbrug eller småt brændbart? Min mand er ligesådan, så tilsammen udgør vi et makkerpar i ikke at ane hvor vi skal gøre af ting.

Den slags orden hersker der en uskreven samfundsforventning om at man har indbygget i sig, og formår man ikke at holde orden dukker ordet “doven” op. Det ligger i luften at man bare skal tage sig sammen.

Faktum er at det bare ikke ligger i vores spidskompetencer, det der med at overskue rod og skabe orden i kaos. Hvis jeg kunne, ville jeg hjertens gerne hyre en hushjælp til at rydde op og ordne vasketøj en gang om ugen, men hvor søren finder man sådan en? Rengøringshjælp er blevet almindeligt at betale sig fra, men en god, gammeldags husholderske har desværre ikke vundet indpas endnu. Det ligger stadigvæk usagt at den slags skal man selv kunne.

Hvad gør du for at holde orden i kaos ..?

Om efterskoler og playstation

Har haft smølfen med til møde på Dybsø Naturskole, der er nabo til Svenstrup Efterskole. Samtalen på vej ud af indkørslen lyder nogenlunde sådan her:

Smølf: “Moar, hvad er det derinde?”

Mig: “Det er en efterskole.”

Smølf: “Hvad er en efterskole?”

Mig: “Det er en skole for de store børn i 9. og 10. klasse. Så bor de på skolen.”

>tænksom pause<

Smølf: “Jeg vil A L D R I G flyttehjemmefra, mor … (pause) … altså medmindre jeg får min playstation med …”

Billede venligst udlånt af internettet

Min ladestation

Det er her, jeg sidder, når jeg skriver.  I en arvet lænestol, med et arvet færøsk sjal, min arvede bogreol og en spritny klemspot, da jeg ellers famler efter tasterne i blinde, når mørket falder på – og det gør det jo tidligt i denne tid. I vindueskarmen står der enten caffee latte, lakridste eller saftevand, og der ligger næsten altid en bog og/eller en mobil. Og mindst en perleplade, som skrumpen har lavet til mig, og som bliver brugt som bordskåner. Eller vindueskarmskåner, må det vel hedde.

Her er simpelthen så rart at være. Jeg kan mærke min mormor, min farmor, den fædrende gård, og ikke mindst roen indfinde sig, når jeg sidder her. Lige pt. har jeg kun en fin Trip Trap trappestige som fodskammel, men jeg ønsker mig en puf i julegave. Gerne en genbrugs-en, hvor jeg selv kan brodere et nyt betræk med en regnbueenhjørning på – altså ikke fordi jeg hverken kan brodere, hækle eller strikke, men det kunne jo være skægt at prøve 🙂

Når det ellers er lyst udenfor har jeg en fantastisk udsigt ud over min have, som langsomt er ved at blive forvandlet til en skøn oase, med fine detaljer – takket være min “slotsgartner”. Her er simpelthen perfekt at sidde, både med en kop kaffe i morgensolen, og med en kop te om aftenen. Jeg har faktisk mere eller mindre opgivet min kontorplads oppe på kvisten, fordi her er så meget hyggeligere.

Det er nærmest sådan en slags ladestation for nær-udbrændte mødre.

Udsigten. Og det er vores have helt ned til de høje granner bagerst til venstre.

 

Når fatter er ude …

  • … bryder fyret altid sammen. Uden undtagelse! Og assistance må tilkaldes udefra, da jeg ikke har det store kørekort til træpillefyr.
  • … bliver sønneke syg. Havde ham lidt mistænkt for at ville tiltuske sig en dag med iPad i sofaen, men han har faktisk feber 😕
  • … løber vi tør for mælk, juice, havregryn og toiletpapir lige efter butikkernes lukketid …
  • … får hunden ædt etellerandet, så hun enten brækker sig ud over gulvtæpperne, eller skal til dyrlægen. Dennegang en læbepomade (wtf hund?!?), hvor hylstret var gnasket til små, skarpe plastikstykker, så den inderste fedtede masse kunne labbes ind. Håber på hun ikke fik plastikstykkerne med ned i farten, for de kan prikke hul på tarmene …
  • … skal jeg på arbejde en dag efter SFO’ens lukketid, og børnepasser skal findes – ofte i sidste øjeblik, fordi jeg har glemt alt om det.

Det kunne faktisk lidt godt være en genudsendelse af denne