Min ladestation

Det er her, jeg sidder, når jeg skriver.  I en arvet lænestol, med et arvet færøsk sjal, min arvede bogreol og en spritny klemspot, da jeg ellers famler efter tasterne i blinde, når mørket falder på – og det gør det jo tidligt i denne tid. I vindueskarmen står der enten caffee latte, lakridste eller saftevand, og der ligger næsten altid en bog og/eller en mobil. Og mindst en perleplade, som skrumpen har lavet til mig, og som bliver brugt som bordskåner. Eller vindueskarmskåner, må det vel hedde.

Her er simpelthen så rart at være. Jeg kan mærke min mormor, min farmor, den fædrende gård, og ikke mindst roen indfinde sig, når jeg sidder her. Lige pt. har jeg kun en fin Trip Trap trappestige som fodskammel, men jeg ønsker mig en puf i julegave. Gerne en genbrugs-en, hvor jeg selv kan brodere et nyt betræk med en regnbueenhjørning på – altså ikke fordi jeg hverken kan brodere, hækle eller strikke, men det kunne jo være skægt at prøve 🙂

Når det ellers er lyst udenfor har jeg en fantastisk udsigt ud over min have, som langsomt er ved at blive forvandlet til en skøn oase, med fine detaljer – takket være min “slotsgartner”. Her er simpelthen perfekt at sidde, både med en kop kaffe i morgensolen, og med en kop te om aftenen. Jeg har faktisk mere eller mindre opgivet min kontorplads oppe på kvisten, fordi her er så meget hyggeligere.

Det er nærmest sådan en slags ladestation for nær-udbrændte mødre.

Udsigten. Og det er vores have helt ned til de høje granner bagerst til venstre.

 

Når fatter er ude …

  • … bryder fyret altid sammen. Uden undtagelse! Og assistance må tilkaldes udefra, da jeg ikke har det store kørekort til træpillefyr.
  • … bliver sønneke syg. Havde ham lidt mistænkt for at ville tiltuske sig en dag med iPad i sofaen, men han har faktisk feber 😕
  • … løber vi tør for mælk, juice, havregryn og toiletpapir lige efter butikkernes lukketid …
  • … får hunden ædt etellerandet, så hun enten brækker sig ud over gulvtæpperne, eller skal til dyrlægen. Dennegang en læbepomade (wtf hund?!?), hvor hylstret var gnasket til små, skarpe plastikstykker, så den inderste fedtede masse kunne labbes ind. Håber på hun ikke fik plastikstykkerne med ned i farten, for de kan prikke hul på tarmene …
  • … skal jeg på arbejde en dag efter SFO’ens lukketid, og børnepasser skal findes – ofte i sidste øjeblik, fordi jeg har glemt alt om det.

Det kunne faktisk lidt godt være en genudsendelse af denne

Hjem med 4-toget

Jeg har været et så eksotisk sted som København i går. På Christiansborg, faktisk. Og det er meget eksotisk, når man til dagligt slår sine folder i de midtsjællandske skove, med en sjælden afstikker til cafeen på en Stegt Flæsk ad libitum aften.

Men altså, jeg havde taget mine pæneste skolelærersko på, fundet min 10 år gamle den-var-engang-moderigtig kasket frem, og var så ellers troppet op på stationen for at fange et tog til hovedstaden. I god tid, for en gangs skyld, så jeg nåede både en lækker, nybagt øko-havrebolle med ost, og en latte to go – lågzuz, for den slags er der langt mellem på landevejene over Sjællands Fagre Sletter.

Foto: Forfatteren sæl’

Jeg var endda i så god tid at jeg kunne stå af på Nørreport, så jeg rigtig kunne slentre gennem de storbyske gågader (der i øvrigt er fyldt med biler – wtf??), og nå dagens anden latte to go. Man må jo nyde det, mens man kan, ikk? 😄

Her gik jeg så og genkendte alle stederne fra min studietid, og fra dengang for et par år siden … for 10 år siden ( hvad skete der lige for det?), hvor jeg hele december måned fra mit hjørnekontor på Købmagergade var ved at begå mord på den saxofonist, der kun kunne to samge, som så til gengæld kørte på repeat. Og ingen af dem var julesange! Kiggede på alle de fortravlede jakkesæt, der klaprede hen ad Købmagergade på vej hen til et job, hvor de var vigtige.

Flashback til dengang jeg klaprede af sted i høje hæle og nålestribet ned ad samme strøg …

Imens prøvede jeg at være street cool og lade som ingenting, mens jeg var ved at dreje halsen af led over de utrolig mange flagship stores med utroligt dyrt tøj. Til folk på 20 kg mindre og med en væsentligt tungere mobilepay end min. Prøvede ikke at stirre altformeget på den spraglede dame, der hjulede af sted på skateboard mens hun højlydt priste Moder Jord, og kærligt samlede faldne blade op i sin buket af pinde og visne blade. Nåede endda at spekulere på om det var sådan en slags gadeteater – HEEEEYYYY SEEEE!!! En bil fra Hørkram! Den er hjemme fra Sorø! Jeg vinker lige – eller hun bare var på sjove piller.

Henne ved Højbro Plads kunne jeg se de havde pyntet med ENORME græskar foran Christiansborg Slotskirke – nice!

Totalt nice græskar, dér. Større end derhjemme, ikk’?

Efter at være fulgt i slipstrømmen på en højhælsdame i jakkesæt stod jeg sammen med en af foredragsholderene og sludrede, mens vi tog bælter på efter turen gennem Secret Service. Han kunne endda godt huske mig fra sidste foredrag! Sammen stod vi og knugede hver vores taske og talte om at det vist var mange år siden vi sidst havde været på Borgen ( som i – jeg har aldrig været der før 😳), og kiggede på billeder af de pt. siddende politikere.

Det var enormt svært at holde på ‘jeg er for cool til denher storby’-facade, så jeg faldt i med et brag, og stillede mig hen i kødranden af de andre bønder, der lyttede til betjentens røverhistorier om hemmelige skakter mellem murene. Og jeg tog billeder af Jacob Haugaards portræt. Og en selfie.

Tag jer ikke af de forvaskede, snart-tisgule totter. Det er højeste mode i provinsen. Ægte!

Jeg kommer simpelthen for lidt til storbyen. Er der nogen, der vil mødes derinde med mig? Til en latte to go? Så lover jeg at levere underholdningen i stykket “En bondekone oplever storbyen”. Og jeg lover at tage 4-toget hjem igen 😁

Godt brugt ferie

For første gang i 16 år har jeg været på efterårsferie. Jeg elsker efterår med dets mange farver, og er især vild med den meget amerikaniserede græskarpynt 🎃 Og efterårsferier må gerne indeholde sprøde solskinsdage med knitrende blå himmel og gul-røde blade, der giver luften og jorden en duft af – jord. Den skal indeholde endeløse traveture i skoven, glade børn, der samler kastanjer og løber rundt så bladene hvirvler, græskarskæring og de sidste lilla asters. Nå ja, og selvfølgelig min fødselsdag, der altid falder i efterårsferien 😊

Og altså – bortset fra det med de glade børn (der var en endeløs klagen og hylen fra ynglet, da vi hev dem væk fra deres ipads, og bestemt ingen af dem, der gad at samle kastanjer. Eller gå ture) – så var det sådan en slags ferie jeg havde i år. En familieferie, der talte bror og tre niecer, vores forældre og min egen lille familie + hund, i en hyggelig feriehytte i Søhøjlandet ved Silkeborg.

Jeg havde den hyggeligste fødselsdag, hvor jeg blev sendt tidligt i seng aftenen før, og kom ned til nybagte boller og et fint gavebord. Vi gik tur i efterårsskoven, fik lagkage og kakao, finere italiensk mad a’la lillebror, og Irish Coffee. What’s not to love ❤

Desværre er ferien slut nu, og med den også det fine vejr. Jeg må nok indstille mig på at havesæsonen er ved at være slut for i år, og de fine blade drysser af. Det var skønt, så længe det varede.

Fotograf: Yours truly 🙂

Tanker fra hvilestolen

“Du er en af heltene,” sagde en veninde til mig forleden, “fordi du står dér i frontlinjen og råber STOP.” Vi talte om at det samfund, vi har skabt os, er ved at ødelægge os med stress, angst og mange andre overbelastningssymptomer, og det, at jeg har måttet trække håndbremsen inden det stak helt af, er et signal helt ude på frontlinjen.

En anden ven kaldte mig et “indikatordyr”. I søer med stabile økosystemer findes der nogle små dyr, som skrider som de første, når der bliver ubalance i ting. Og her var sammenligningen at jeg – som et andet pH-følsomt dyr – forsvandt, og dermed er min forsvinden et sikkert tegn på at der er noget, der er råddent i Danmark.

Jeg føler mig nu ikke særlig helteagtig. Når jeg kigger rundt i landskabet findes der enormt mange mennesker, der er hårdere ramt end mig. Sygeplejesker fx. Eller pædagoger. Som allesammen arbejder under urimelige forhold med så få resourcer til rådighed, at det er uartigt. Hvordan kan vi være så rige, og samtidig så fattige?

Jeg synes vi skulle lave en trivselsdag. En national trivselsdag, hvor alle skal mingle med andre faggrupper, og hvor vi skal debattere om vi har det liv, vi ønsker os – og hvad vi kan gøre anderledes. Sådan at ingen skal slides op af deres arbejde, hverken fysisk eller psykisk.

Politikere ingen adgang.

Foto venligst udlånt af internettet.

Hurtigstatus #2

Hold nu op, hvor har det gjort underværker med den deltidssygemelding! På bare en uge er de fleste stresssymptomer forsvundet, hukommelsen er i bedring OG jeg har fået overskud ? Ikke overskud i “jeg laver lige en festival”-klassen, men overskud til at sætte vask over, få ryddet lidt op i et par bunker, gå en tur med hunden, og få plantet et par planter i min have.

De første 3-4 dage sov jeg nærmest væk … så har jeg været få timer på arbejde – FEDT, fordi jeg har overskud til det, og oplever en kæmpe glæde ved det ❤️ I går tog jeg på cykeltur med min mand (vi er sådan nogle MTB-typer med hang til små skovstier og mudder), og i dag nyder jeg en kop kaffe, uden det bare skal være IV-koffein på overlevelsesniveau.

Mit mål må være at jeg kan gå på arbejde, og alligevel mønstre den slags overskud, når jeg kommer hjem. Det må da være en menneskeret?

God søndag ???

Hurtigstatus

Nå, men nu er jeg så typen med en deltids sygemelding. Jeg er VILD med mit job, og rimelig træt af at det er nødvendigt … men min krop har talt med STORE bogstaver. Og det skal man lytte til. Så jeg har fået fredet et par områder i hverdagen til bare at sidde og kigge på min have, mens jeg drikker en kop the og nusser med min hund.

Fotografen er såmænd mig selv 🙂

Kender du typen?

  • Der konstant halser bagefter, og i sidste øjeblik får kastet noget mad sammen altforsent til at sønneke kommer i seng til tiden?
  • Som desperat kaster rodet ind i skabe/gæsteværelser/garage 7 minutter før gæsterne kommer?
  • Som først husker at der skal købes gave til sønnekes legekammerat, når vi er på vej til fødselsdag – og vi derfor kommer liiiige lidt for sent (men med hasteindkøbt gave)?

I årevis har det været mig. På ydersiden kunne det godt se ud som om vi havde styr på tilværelsen, men under overfladen lurede panikken og den knap så blankpolerede virkelighed. Som vi nok allesammen kender i større eller mindre grad.

Men hende er jeg ikke mere.

Nu er jeg hende, der glemmer gaven, og fødselsdagsinvitationen i det hele taget. Hende, der ikke når hverken at skubbe rodet ud i garagen eller få gjort bare lidt rent inden gæsterne kommer (af samme årsag har vi næsten aldrig gæster, selv om jeg ELSKER gæster). Hende, som gang på gang spiser dårlige småkageleftovers fra møder til frokost, fordi hun igen-igen-igen ikke fik smurt madpakke. Og som ikke får købt toiletpapir, selv om de sidste nødløsninger synger på allersidste vers. Og som glemmer. Glemmer aftaler, ting, steder, løfter til sønneke, ord og alt muligt andet. Hele tiden. Og som i øvrigt er helt fantastisk til at få slået sig selv i hovedet med alle fiaskoerne, hvilket ikke gør godt for noget. Som sover det meste af weekenden (og de eftermiddage, hun kan slippe af sted med det) væk, fordi trætheden bare invaderer i bredspektrum.

Jeg prøver at tænke det væk, forstået på den måde at jeg accepterer at jeg ikke kan klare det hele til perfektion, og det virker periodevis. Men hvis jeg har glemt din fødselsdag, en aftale, eller noget jeg skulle have med for dig, så er det ikke af ond vilje. Så er det bare fordi jeg har for travlt til at huske det hele.

Det bedste jeg ved

Det allerbedste jeg ved, er:

  • En sønneke-krammer
  • At pjatte, grine og kramme med min familie
  • At pjatte, grine og kramme med mine venner
  • At danse til god musik
  • At synge
  • At plante stauder, og se dem blomstre
  • At gå tur i skoven med hunden
  • En dukkert på en varm sommerdag
  • En ridetur på en frisk hest
  • Dugperler i edderkoppespind
  • Majgøgeurt og hjertegræs

… og mange flere i samme genre 🙂

Hvad er dine?

Billeder venligst udlånt af internettet

Om at løbe i cirkler efter sig selv

Står ved smartboardet med et slide om triglycerider. Det er visse fedtstoffers molekylestruktur, og de spaltes i vores tarmsystem til fedtsyrer, alkohol og vand. Herfra passerer de ind i lymfekarrene, føres til leveren, og videre ud i blodet, hvorfra de skal bruges i cellerne.

Et emne, jeg er 1000 hjemme i, og har undervist i mange gange før. Men pludselig kan jeg ikke huske ordene, selv om de står lige dér på smartboardet. Jeg ved inde i mit hoved hvad det er, jeg vil sige, men jeg kan ikke huske hvad ordene hedder.

Det kommer efter en periode med hjertebanken, tankemylder og dårlig søvn, en følelse af konstant at være kilometer bagud på alle fronter og hvor hverdagen består af brandslukning. På vej hjem kan jeg ikke genkende landskabet, jeg ved ikke hvor jeg er eller er på vej hen. Eller hvad tid det er. Det er skidt, jeg ved det – og tager det igen op til overvejelse om jeg mon skulle gå ned i tid, sådan at jeg fik en fridag om ugen.

Men så. Hvis jeg har én fridag, fortsætter jagten på alle fronterne de 4 andre dage (plus de to weekenddage), og så hjælper det jo ikke. Så derfor gik jeg en ny vej; nemlig at overveje hvad der skulle til for at ændre på tilstanden. Og her kom Skøre Livs indlæg om stress ind i billedet, for det handler nemlig om accept. Accept af at jeg gør det godt nok.

At jeg ikke behøver at være ligesom seje Katrine, der med sin praktiske baggrund kan kombinere dansk og håndværk. Eller rolige Jannik, der med sin tømrerbaggrund kan få eleverne til at sømme en husgavl sammen som led i geometriundervisningen. Eller som Morten, der både er fisker og dykker, som tager eleverne med ud for at snorkle efter tangnåle og hundestejler. Jeg behøver ikke at kunne alt det. Jeg er nemlig kloge Line, der med sin akademikerbaggrund har en enorm viden om naturvidenskab, og hvordan verden derude hænger sammen – videnskabeligt. Som kan finde kontakter til projekter, eller lige ved hvor man skal fremsøge troværdig viden om kød og klima. Og det er også godt og sejt.

Jeg skal ikke længere være familiens projektleder, der skal sørge for at samle alle trådene, og sørge for at alle husker biblioteksbøger og idrætstøj. Jeg behøver ikke at sørge for at min søn skal gå til suzukiviolin eller madlavning for børn, men bare være der sammen med ham, mens vi spiller uno eller koger pasta. Vi behøver ikke lave grøntsagsmad fra bunden hver dag – færdigretter fra Netto kan også bruges, og i øvrigt gider knægten ikke spise grøntsager.

Og nærmest fra det sekund, jeg ændrede min mentalitet, faldt jeg i dyb søvn, som varede lige til næste morgen – min hjertebanken forsvandt instantly, og jeg har overskud til at synge med på yndlingsmusikken i radioen. Dermed ikke sagt at alt er enhjørninger og regnbuestøv, for det halter stadig på fritids- og vennefronten; dér mangler jeg overskud til at være med. Men sådan må det være lige lidt endnu, mens jeg finder mit fodfæste igen.

Venligst udlånt af internettet.