Linedanser

En svær balancegang

Det følgende kunne såmænd sagtens være hændt for en pige – ja, det er såmænd sket for mig et antal gange, da jeg var barn (altså dengang verden var i sort-hvid, forstås).

Jeg har en knægt på 7 år, hvis det skulle være undsluppet nogens opmærksomhed, og endda en temmelig frisk en af slagsen. Han er i hvert fald ikke bange af sig (undtagen når det er mørkt), og kaster sig derfor glad og gerne ud i “spændende” aktiviteter.

Som nu i går, fx. Jeg blev ringet op af sfo’en kl. lidt i 15, hvor jeg på ingen måde var færdig med at arbejde, hvor de fortalte at knægten havde været ude i noget snavs. Sådan bogstaveligt. Han var nemlig med et par venner “kommet til” at gå ud på et af de endnu ikke færdige (såkaldt) grønne områder, hvor ungerne HAR fået at vide at der er adgang forbudt. I bund og grund er der tale om – MUDDER. Mudder til knæene, mudder i håret, på tøjet, over det hele – og hvad værre er: mudder, der spiser små drenges vinterstøvler. Ubehjælpeligt sad de fast, og end ikke 3-4 tililende kammerater kunne få hevet støvlerne ud af mudderets solide sug. Knægt måtte derfor kravle i land og efterlade sine støvler i pløret, hvorefter hans verden sank i grus. Eller ned i mudderet. Jeg blev i hvert fald ringet op af sød pædagog med hylende knægt i baggrunden. Hun fortalte i øvrigt at de voksne havde prøvet at undsætte støvlerne, men de voksne var også sunket i, så det var opgivet.

Mig hjem efter ekstratøj og -støvler, og af sted efter ungen, som i mellemtiden havde glemt alt, og var i gang med vild leg i puderummet …

Da jeg fik gennet ham igennem garderobe og i de medbragte gummistøvler, bad jeg ham om at se hvor støvlerne var forsvundet hen. Han pegede ud over et større område, og fortalte at “de er derinde et sted”. Nærmere kunne vi ikke komme det, og vi kunne end ikke se en lillebitte støvlekant over mudderkanten. Suk altså. Det var nogle dyre støvler med goretex og alting!

Knægten var noget slukøret og ked af det, fordi han var jo faktisk meget glad for de støvler, dér. Han spurgte i hvert fald hvad de havde kostet, og om hvor mange penge jeg havde. Da jeg svarede at så mange penge havde jeg ikke pt., begyndte han forsigtigt at spørge mig om jeg fik penge hver dag? Og hvor mange penge jeg tjente? Og hvor mange penge far havde? Til sidst bad han om at vi ikke snakkede mere om de støvler, for så blev han bare ked af det.

Jeg har lovet ham en redningsaktion. Egnetlig havde jeg afskrevet de støvler, for HVIS vi finder dem har de siddet fast i mudder og regnvejr et helt døgn. Men så var det manden huskede mig på at vi jo skal af sted til Norge på skiferie om et par uger …

Ja, det er så herude et sted de sidder fast …

 

Follow my blog with Bloglovin

2 thoughts on “Som mor til en dreng … (eller: Hvor er mine vaders?)

    1. Næææh – men bundløst mudder ..! Godt jeg er vokset op på landet med bundløst mudder som nabo – jeg har heldigvis kompetencer indenfor omgåelse af den slags 😜

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *