Linedanser

En svær balancegang

Jeg lytter for tiden til podcastserien “Detox din hjerne” af Morten Elsøe og Anne Gaardmand. Og selvom jeg får instant lækkersult og dronningemandelcravings af at lytte til dem, så sidder alle informationerne og alle de gode input fast. For eksempel at forbud mod det, man godt kan li’, ikke er vejen frem, for det vender altid tilbage with a vengeance!! Klip til yo-yo-vægt. Så hellere lære at mærke efter sin intuitive sult, og arbejde med om man virkelig er sulten, eller bare propper sig med dårlige transfedtsmåkager, fordi de er der.

Men altså, en af deres tilbagevendende pointer er, at man ikke må sammenligne sig med al det overskud og mad, som man ser i andres opslag på SoMe. For hvordan ved man hvad der ligger bag? Er Louise virkelig så sund, at hun drikker grøntsagssmoothies flere gange om dagen, eller er det bare den ene, hun fik lavet i denne uge? Træner Henrik, med de 3 børn, virkelig 1,5 timer hver dag, eller var det fra den ene ugentlige træningsgang? Spiser alle de andre virkelig kun kålsalat og broccoli? Og træner til maraton hver dag? Nej, vel? Langt de fleste af os lever et hektisk liv med arbejde, hus der skal rengøres, børn der skal hentes og vasketøj – og herimellem ville vi også gerne putte nogle veninde-kaffe-dates eller en tur i hængekøjen en lun sommerdag. Så de fleste af os viser kun den grønne smoothie eller salaten af snittet kål og blomkål frem, når vi en sjælden gang får lavet det. Respekt til dem, der prioriterer de 3 gange træning ugentligt, men så er der andet, der må udgå af programmet.

Elsøe og Gaardmands pointe er blot at vi skal lade være med at sammenligne os med alt det, vi ser i vores feed, i den falske overbevisning at broccolismoothie hver dag er den eneste vej til frelse (her: tabe sig og evig ungdom).

Så var det jeg kiggede på mit feed. Kun ganske få madbilleder eller træningsture, men til gengæld endeløse billeder af roser, gladiolus, vintergækker, lilla palmekål i kontrast med morgenfruer, smukke havelåger og snoede stiforløb ud i eventyrhaver. Så mit feed er fyldt med blomster, havedesign, inspiration og den store ønskeseddel over ting, jeg MÅ plante i min have. Og så er det ikke engang med dårlig samvittighed eller lede over hvad alle de andre havemennesker kan, men som inspiration og glædeskick i min hjerne. Jeg kender mine begrænsninger havemæssigt, og arbejder med stille og roligt at bevæge mig i retning af ønskehaven, fyldt med duftende buske og vintergækketæpper i det sprøde forår. Ildfarver i efterårsløvet, og flotte silhouetter i de nøgne vintermåneder. Farver til øjet, dufte til næsen, raslen af blade og græsser til øret, jordbær til smagen, og jord til følesansen.

Og derfor ligner jeg nok ikke en yndig prinsesse eller slank sylfide, fordi jeg ikke har dét som skønhedsideal eller mål … imens jeg hellere vil male med blomster. I er altid velkomne til en kop kaffe og en begejstret rundvisning i mit vildnis anytime, men bo bedre hjem og modelformer skal man ikke forvente 😉

 

Foto: Gartnerassistenten

2 thoughts on “Vis mig dit feed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *