Linedanser

En svær balancegang

05.30 Vækkeuret ringer første gang. Nok lidt af en tilsnigelse, det med vækkeur, da det jo ret beset er alarmen i mobilos, der bimler. Nå, men den larmer altså. Og der når at løbe mange tanker gennem hovedet på ret kort tid – hvilket i sig selv er imponerende, tidspunktet taget i betragtning: Er det lørdag nu? Hvad er klokken? Fik jeg vasket hår i går? Hvad er det jeg skal have i første time? Fårk, det er kun onsdag … Hånden rammer den i mørket eneste synlige plet: en orange plamage, hvor man hvis man var vågen og havde briller på kunne læse ordet ‘snooze’.

05.39 Alarmen larmer igen. Snooze.

05.48 Alarm. Snooze. Mand står langsomt op og ramler ud mod badeværelset. Hund sætter af fra stilstand på min hovedpude i ræs mod tiden om at nå at spænde ben får mand, inden han rammer badeværelset. Han skulle helst komme i tanke om hundemad inden han går i bad, jo.

05.57 Alarm. Stop.

Mand kommet ind og rusker i mig. ‘Din tur’.

Suk. Knap vågen vakler jeg på badeværelset.

06.48 Klokken nærmer sig nu kritisk ETD. Det betyder at flere mulige forsinkende scenarier som regel indtræffer samtidig: Hund løber ud og stikker af. Smølfen får en nedsmeltning over at der ikke er flere rosiner til havregrynene. Jeg glemmer min kaffe/handsker/telefon/kagen til kollegaerne, og må tilbage efter det.

7.07 Afgang.

7.42 Svinger ind på skolen, og tjekker om skolepatruljerne er på pladserne.

8.04 Første time er i gang. Fysik i 9., vi er ved at finpudse de sidste forsøg med eleverne inden de skal til eksamen. Fokus er koncentreret, viden hældes på og fagbegreber forklares. Skønne elever, som tilhører fremtiden ❤️

10.23 Matematik i 4. Pludselig skal jeg forholde mig til forsvundne viskelædre og sidemakkeren, der ikke vil holde sig på sin halvdel af bordet (det magiske her er at opleve den fantastiske udvikling, som disse 10-årige gennemgår, inden de om 5 år står i eksamenslokalet).

12.37 Biologi i 7. Alvoren er endnu ikke indtruffet hos de unge mennesker, hvoraf enkelte mener at de aldrig får brug for at vide noget om biologi. Heldigvis er resten til at lokke med væsker, der skifter farve, når man putter det på jord. Magic!

14.04 Sidste elev har forladt lokalet, tilbage står oprydning og klargøring til i morgen. Og så liiiiiiige de løse ender. Nogle af dem. Dem, jeg lige kan huske.

16.02 Bilen kører næsten af sig selv mod SFO’en, hvor Smølfen endnu en gang bliver hentet som en af de sidste.

16.44 “Moar, du skal altså hente mig tidligt! Hvorfor kommer du altid så sent?” “Jamen, jeg skal jo være på arbejdet til kl. 16, det siger min chef.” “Du må altså sige til din chef at du ikk’ skal være der så længe …”

17.03 Runde i Netto for i al hast at finde på noget sundt, nærende, velsmagende, kostrådskorrekt mad, som kan laves med venstre hånd på 7 minutter. Kommer ud med færdig-pizza lige til ovnen.

17.37 Vi lander foran hjemmet, mens en tsunami af ord og spørgsmål til aftensmad, legeaftaler, julegaveønsker, spilletider og om han må låne min mobil vælter ud af munden på Smølfen. Jeg åbner døren, og en lodden pølse, der mest af alt ligner ‘Børsten’ fra Theos julekalender farer ud som en energisk tornado og forlanger mad, nus, gåtur og opmærksomhed på én gang. (Her løber min båndbredde altid tør, jeg smider hunden ud og drengen ind i sofaen med ipadden, mens jeg selv lige får jakke og sko af, og får genstartet systemet…)

18.12 Mand kommer hjem. Pizza sættes i ovn.

18.31 Pizza klar. Det bliver TV-dinner igen igen, fordi spisebordet ikke på magisk vis har ryddet sig selv.

18.57 Vi er allesammen for udmattede til at orke at gøre noget ved rod og uorden.

19.30 Vi ser Theos julekalender. Eller – jeg gør. Mand sover i sofaen, Smølf gemmer sig bag ipad, og hund snorker på mit skød.

20.00 Smølfen burde ligge i sin seng. Det gør han ikke.

20.35 Godnatmusik i form af piano-deep-relaxation-pling-pling sættes på.

20.36 Smølfen sover. Det gør jeg næsten også.

23.17 Jeg vakler radbrækket fra Smølfens seng ind i min egen. Stadig fuldt påklædt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *