Eventyrer? Mig?

“Er der noget, du ikke har prøvet?”

Min 9. klasseselev kigger på mig med næsten-vantro øjne, og stiller spørgsmålet i forlængelse af at jeg fortæller om min tid som radiovært på DTU’s – nu hedengangne – studenterradio, XFM.

Og det får mig i første omgang til at tænke over hvad jeg vitterlig ikke har prøvet. Murer er det første, der falder mig ind – men i det hele taget er praktiske fag, der kræver man er hurtig og snild på fingrene, ikke min spidskompetence. Hey, jeg kan ikke engang strikke ..!

Men ellers, så ja. Der er vist en hel del jeg har prøvet. Jeg har været studerende, og har boet på kollegie. Jeg har været skiguide og radiovært. Redaktør for et universitetsblad. Lavet hjemmesider og læst kommunikation. Arbejdet i et ministerium, hvor jeg fik lov at rejse til Bruxelles og forhandle forordninger (dvs. EU-lovgivning) sammen med delegerede fra de andre EU-lande. Beregnet forurening fra svinestalde, og lavet beredskabsplaner for at beskytte sårbar natur. Arrangeret uddannelsesmesser og lavet store undersøgelser af sammenhængen mellem de studerendes bopæl og deres valg af studie. Sunget gospel på højt plan i København, og har optrådt sammen med Stig Rossen og Bryan Rice. Kender forskere og professorer, der lige kan ryste tal og ny viden ud af ærmerne. Har været udvekslingsstudent i Australien, og besteget Ayers Rock. Har venner rundt om i verden, og har besøgt mange af dem. Har været til gudstjeneste med Hillary Clinton i en sort gospelkirke i Harlem, New York. Har gået på Hogwarts (næsten) og danset  Les Lanciers i lang balkjole med smokingklædte ungersvende, i en af Danmarks smukkeste balsale. Er gift med verdens dejligste mand, og mor til verdens dejligste søn.

Pludselig synes “de sorte år”, med masser af mislykkede graviditeter og tilbagevendende arbejdsløshed, som en lille parentes i et spændende liv med mange oplevelser. Jeg er heldig og priviligeret, det ved jeg, men jeg har også været åben og opsøgende for eventyr. Og jeg har knoklet som en lille hest i snevejr for at komme på eventyr. Så kan det godt være jeg ikke er god til at strikke eller rydde op, men eventyr – det kan jeg da finde ud af 😉

Billede venligst udlånt af internettet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *