Kender du typen?

  • Der konstant halser bagefter, og i sidste øjeblik får kastet noget mad sammen altforsent til at sønneke kommer i seng til tiden?
  • Som desperat kaster rodet ind i skabe/gæsteværelser/garage 7 minutter før gæsterne kommer?
  • Som først husker at der skal købes gave til sønnekes legekammerat, når vi er på vej til fødselsdag – og vi derfor kommer liiiige lidt for sent (men med hasteindkøbt gave)?

I årevis har det været mig. På ydersiden kunne det godt se ud som om vi havde styr på tilværelsen, men under overfladen lurede panikken og den knap så blankpolerede virkelighed. Som vi nok allesammen kender i større eller mindre grad.

Men hende er jeg ikke mere.

Nu er jeg hende, der glemmer gaven, og fødselsdagsinvitationen i det hele taget. Hende, der ikke når hverken at skubbe rodet ud i garagen eller få gjort bare lidt rent inden gæsterne kommer (af samme årsag har vi næsten aldrig gæster, selv om jeg ELSKER gæster). Hende, som gang på gang spiser dårlige småkageleftovers fra møder til frokost, fordi hun igen-igen-igen ikke fik smurt madpakke. Og som ikke får købt toiletpapir, selv om de sidste nødløsninger synger på allersidste vers. Og som glemmer. Glemmer aftaler, ting, steder, løfter til sønneke, ord og alt muligt andet. Hele tiden. Og som i øvrigt er helt fantastisk til at få slået sig selv i hovedet med alle fiaskoerne, hvilket ikke gør godt for noget. Som sover det meste af weekenden (og de eftermiddage, hun kan slippe af sted med det) væk, fordi trætheden bare invaderer i bredspektrum.

Jeg prøver at tænke det væk, forstået på den måde at jeg accepterer at jeg ikke kan klare det hele til perfektion, og det virker periodevis. Men hvis jeg har glemt din fødselsdag, en aftale, eller noget jeg skulle have med for dig, så er det ikke af ond vilje. Så er det bare fordi jeg har for travlt til at huske det hele.

8 kommentarer til “Kender du typen?”

  1. Jeg sidder og trækker lidt på smilebåndet af din måde at beskrive tingene på, fordi jeg absolut kan genkende det. Men samtidig bliver jeg “tante stram” med en løftet pegefinger, fordi jeg mellem linjerne læser faresignalerne for stress. Jeg håber, at du (også) tager det alvorligt. Jeg HAR været dér, sådan rigtig for alvor og det er bare ikke let at arbejde sig tilbage igen.
    Men jeg tror godt, du ved det, så bare pas på dig selv – sådan rigtig.
    Kærligst Henriette

    1. Tak for din omsorg ❤️ Jeg er godt klar over jeg lever på kanten, og prøver mit bedste på at passe på mig. Og min familie 😊

      Jeg er så stjerneheldig at have en arbejdsplads og en ledelse, der er meget, meget menneskelig og lydhør, og de passer godt på os medarbejdere. Så vi er ved at finde ud af lidt omprioritering, så jeg er mindre presset dér. Og så øver jeg mig i at lade være med at stille for store forventninger til mig selv, og tro på at jeg er god nok som jeg er.

  2. Uh, Linedanser! Min alarmklokker ringer. HØJT.

    Men jeg kan jo se, at du er opmærksom på, at stresssignalet er stærkt. Det var nogenlunde sådan min optakt til stress var.

    Måske lidt hjælp på hjemmefronten også er nødvendig.

    Pas på dig selv <3

    1. Tak, søde Volapyk <3
      Jeg har nu også fået en deltidssygemelding. Hold nu op, det var en lettelse ... og jeg har instant fået det bedre. Kunsten er nu ikke at køre for hurtigt på fuld gas igen, så jeg også lige selv kan nå at følge med >.< Kram tilbage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *