Om at løbe i cirkler efter sig selv

Står ved smartboardet med et slide om triglycerider. Det er visse fedtstoffers molekylestruktur, og de spaltes i vores tarmsystem til fedtsyrer, alkohol og vand. Herfra passerer de ind i lymfekarrene, føres til leveren, og videre ud i blodet, hvorfra de skal bruges i cellerne.

Et emne, jeg er 1000 hjemme i, og har undervist i mange gange før. Men pludselig kan jeg ikke huske ordene, selv om de står lige dér på smartboardet. Jeg ved inde i mit hoved hvad det er, jeg vil sige, men jeg kan ikke huske hvad ordene hedder.

Det kommer efter en periode med hjertebanken, tankemylder og dårlig søvn, en følelse af konstant at være kilometer bagud på alle fronter og hvor hverdagen består af brandslukning. På vej hjem kan jeg ikke genkende landskabet, jeg ved ikke hvor jeg er eller er på vej hen. Eller hvad tid det er. Det er skidt, jeg ved det – og tager det igen op til overvejelse om jeg mon skulle gå ned i tid, sådan at jeg fik en fridag om ugen.

Men så. Hvis jeg har én fridag, fortsætter jagten på alle fronterne de 4 andre dage (plus de to weekenddage), og så hjælper det jo ikke. Så derfor gik jeg en ny vej; nemlig at overveje hvad der skulle til for at ændre på tilstanden. Og her kom Skøre Livs indlæg om stress ind i billedet, for det handler nemlig om accept. Accept af at jeg gør det godt nok.

At jeg ikke behøver at være ligesom seje Katrine, der med sin praktiske baggrund kan kombinere dansk og håndværk. Eller rolige Jannik, der med sin tømrerbaggrund kan få eleverne til at sømme en husgavl sammen som led i geometriundervisningen. Eller som Morten, der både er fisker og dykker, som tager eleverne med ud for at snorkle efter tangnåle og hundestejler. Jeg behøver ikke at kunne alt det. Jeg er nemlig kloge Line, der med sin akademikerbaggrund har en enorm viden om naturvidenskab, og hvordan verden derude hænger sammen – videnskabeligt. Som kan finde kontakter til projekter, eller lige ved hvor man skal fremsøge troværdig viden om kød og klima. Og det er også godt og sejt.

Jeg skal ikke længere være familiens projektleder, der skal sørge for at samle alle trådene, og sørge for at alle husker biblioteksbøger og idrætstøj. Jeg behøver ikke at sørge for at min søn skal gå til suzukiviolin eller madlavning for børn, men bare være der sammen med ham, mens vi spiller uno eller koger pasta. Vi behøver ikke lave grøntsagsmad fra bunden hver dag – færdigretter fra Netto kan også bruges, og i øvrigt gider knægten ikke spise grøntsager.

Og nærmest fra det sekund, jeg ændrede min mentalitet, faldt jeg i dyb søvn, som varede lige til næste morgen – min hjertebanken forsvandt instantly, og jeg har overskud til at synge med på yndlingsmusikken i radioen. Dermed ikke sagt at alt er enhjørninger og regnbuestøv, for det halter stadig på fritids- og vennefronten; dér mangler jeg overskud til at være med. Men sådan må det være lige lidt endnu, mens jeg finder mit fodfæste igen.

Venligst udlånt af internettet.

8 kommentarer til “Om at løbe i cirkler efter sig selv”

  1. Og rigtige venner accepterer dit yderst fornuftige valg, og kan sagtens vente på der bliver tid til rødvin og kaffe 👍🙏😘❤️ Det at man ses ofte gør jo ikke altid venskab stærkere, tværtimod kan det risikere at blive “overfladisk” 😉
    Møs fra rescours 1006

    1. Tak for at give mig input til at få sat skik på mit tankemylder 😉 So far, so good! Jeg kan trække vejret ubesværet igen – sådan helt bogstaveligt – og bliver det ved på den måde ender jeg vel med at blive helt overskudsagtig *lol*

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *