Puttefælden

Kender I den? Der hvor man lover sig selv ikke at lægge sig ned til barnet, selv om han sender nok så bedende øjne til én? Og når knægten lynhurtigt får jagtet spyddet ind i det iskolde skjold, man har forskanset sic i? Og det falder til jorden i et stjerneskud?

Så ligger man der jo, under den varme dyne. Med den varme barnehånd i sin egen. Med rolige åndedrag lige ind i ansigtet. Og fortrænger det der arbejde, der skal være færdigt til i morgen tidlig. 10 minutter gør jo ingen skade, vel? Eller bare lige 2 mere … her er så … fredfyldt … og dejligt lunt … ?

3 kommentarer til “Puttefælden”

  1. Åh ja – DEN kender jeg godt. Min den yngste (en pige) sov helst sammen med mig – indtil hun var 10-11 år. Heldigvis har hun næsten altid haft 1½-mands-seng, så pladsen var til det. En overgang havde jeg dårlig samvittighed: “nu er hun da for stor til det her”. Men til sidst overgav jeg mig og ganske rigtigt holdt det pludseligt op fra den ene dag til den anden. I dag (tøsen er knap 13) skal jeg OVERHOVEDET ikke komme i nærheden af sengen – jeg skal ikke engang stikke hovedet ind på værelset for lige at sige godnat 😉

    1. Hvor er det dejligt at høre – altså, at I havde den trygge, gode sov-sammen-oplevelse 🙂 Jeg hører til dem der mener at man bør følge sin egen mavefornemmelse for hvornår barnet har brug for mere tryghed, og ikke kigge på et eller andet tal for hvornår barnet er gammelt nok. Og de holder jo op på et tidspunkt, som du også skriver – det er jo de færreste 18-årige, der stadig ligger i forældrenes senge 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *