Folk og Fæ

I sidste weekend havde jeg sagt ja til at være speaker til et arrangement, der vist bedst kan beskrives som et mix mellem et børnedyrskue og et levende landbrugsmuseum. Liv i Landet, hedder det, og finder sted i og omkring en fin gammel 4-længet gård i Morten Korch klassen. Vi har været med som publikum et antal gange, så da de spurgte mig om jeg ville være speaker, da den tidligere speaker var stoppet, var jeg heller ikke i tvivl om at det ville jeg gerne.

Det er et kæmpe arrangement, fandt jeg ud af – og der ligger en kæmpe projektlederindsats bag at få stablet sådan et arrangement på benene. Men jeg nød at det for en gangs skyld ikke var mig, der var den, og kunne “nøjes” med at sætte mig bag mikrofonen, hvor jeg sad og kommenterede det, der skete i ringen og på pladsen omkring mig.

Hold nu fast, hvor var det hyggeligt! Tænk James Herriot, tænk Siegfried Farnon, tænk Folk og Fæ – og alt det finurlige, der følger med. I den ene side af pladsen havde vi alle dyrene, som var udstillet – de fleste af børn, men også enkelte repræsentanter for gamle, danske husdyrracer var med. På den anden side af pladsen, ude på en stubmark, kørte det gamle landbrug, komplet med hesteplov, selvbinder og tærskeværk. Som da (min) far var ung, og hjalp til når der skulle høstes på gården.

Selvbinder. Venligst udlånt af internettet.

Vi havde fremvisning af dyr, veterantraktorer, veteranbiler, rollespillere og det fantastiske hesteshow, og det allersjoveste var ringridningen lørdag aften. Et godt mix af veterantraktorer, ponyer med trækkere og granvoksne heste dystede om at ramme den lillebitte ring, der var monteret i et stativ lige ud for speakervognen. Jeg havde simpelthen nærmest royal balkon lige ud til løjerne, og sjældendt har jeg været SÅ underholdt!

Rundt om på pladsen var der børstenbindere, uldfiltere, træskærere og orker, og jeg følte at jeg var dumpet lige ned i et dyrskue-marked, strikket på bedste, engelske opskrift. Og jeg følte mig en lillebittesmule “hjemme på gården”, for det smukke landbrugsmuseum mindede på så mange måder om mit eget (tabte) barndomsland.

Den skønne røde Massey-Ferguson 35, som trofast har fragtet folk og fæ rundt i barndommens land

PS. Hvis man – som jeg – bliver helt blød i øjenkrogene, når man hører kendingsmelodien til Folk og Fæ, kan jeg varmt anbefale et gensynhttps://youtu.be/yCYY02b0_nM

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *