“Skal det være en børnebillet?”

Første gang jeg blev stillet det spørgsmål var, da jeg som 28-årig skulle en tur i svømmehallen. Hvor voksen-grænsen gik ved 16 år.

Jeg var DYBT fornærmet, for det var alligevel groft at blive fejltaget for en 15-årig pige, når jeg nu var næsten dobbelt så gammel. Alle, jeg fortalte historien til dengang, sagde: “Du skulle da bare ha’ sagt ja, så var du kommet billigere ind!” Det faldt åbenbart ikke nogen ind at det i den grad kan være en fornærmelse at blive sammenlignet med et barn.

Lige siden er jeg adskille gange blevet bedt om ID, når jeg skulle købe alkohol (bl.a. da jeg skulle hente champagnen til vores bryllup i en alder af 33), eller spurgt om jeg skulle have børnebillet – senest i en alder af 35, hvor jeg skulle med tog til København. Og nej, det er ikke særlig fedt at blive forvekslet med et barn. Det er nemlig min oplevelse at jeg ikke bliver taget særligt seriøst før folk har forstået at jeg er en hel del ældre end de tror.

Det sker stadigvæk at folk bliver stærkt overraskede over hvor gammel jeg egentlig er, og jeg kan mærke på både deres umiddelbare reaktion og deres efterfølgende adfærd at det i den grad kom bag på dem – og at jeg lige fik et nøk opad på troværdighedsfaktoren for livskundskab. Indtil flere kollegaer har for nyligt – efter vi har arbejdet sammen et par år – måttet justere deres placering af mig: “Guuuuud, så er du jo ÆLDRE end mig!” Med måben malet i ansigtet. Enkelte kan jeg se på at de ikke kan få regnskabet til at passe, når jeg fortæller at jeg har arbejdet i 10 år som akademiker, inden jeg blev omskolet til lærer, hvorpå jeg så må oplyse dem om at jeg er nok 10-12 år ældre end de tror. Eller dem, der tror at vi snart skal have flere børn, og bliver overraskede når jeg fortæller at jeg var 36 da vi fik vores søn, efter en del mislykkede forsøg.

Det er blevet en sandhed at man ikke må spørge en dame om hendes alder, og at det er et kompliment at gøre hende yngre end hun er, men jeg oplever det altså modsat. Jeg vil tages seriøst. Jeg vil være troværdig. Jeg vil ikke affejes som letvægter, for jeg har altså en hel del erfaring og kvalitet at byde på.

Og bare til regnskabet: Jeg er 43 år. Født i oktober 1974, og stolt af hvert eneste år på bagen.

2 kommentarer til ““Skal det være en børnebillet?””

  1. Arj, jeg er misundelig!! Jeg tror (håber, that is!) at jeg ser aldersvarende ud – altså 41… – men når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg bare Tollundmanden, og jeg forestiller mig, at min mand har skilsmissespapirerne klar ved siden af morgenkaffen når jeg kommer ud af badet. Jeg ville virkelig gi’ min højre arm og en børnebillet for at kunne holde foldegardinerne bare lidt i ave….

    1. Nu har jeg jo set et billede af dig, og det er altså ikke heeeelt galt 😉 Jeg er mere end sikker på at din mand på ingen måde kan undvære dig og alle dine skønne indfald, uanset hvor mange foldegardiner, der måtte ligge på lur 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *