At gabe over en større bager end man kan slå ned

Madpakken er smurt aftenen før, tøj pakket i taske, cykeltøj og -hjelm lagt frem, sønneke forberedt på tidlig og hurtig afgang fra matriklen, og en vi-cykler-til-arbejde-i-dag-aftale med kollega (det skal lige siges at jeg kun cykler de sidste 6 km fra kollega til arbejde, da jeg hjemmefra har små 35 km – og det er liiiii langt nok).

Så langt, så godt.

Fin fin cykeltur, hvor jeg dog må konstatere at kageformen er lige lovlig påtrængende, og hvor det er min kollega der snakker for os begge to.

Fantastisk arbejdsdag, omgivet af skønne elever i 9. klasse, som er i gang med superspændende naturfagsprojekter, der er en del af deres eksamensforberedelse. Og ikke mindst fantastiske kollegaer.

Cykeltur tilbage til kollega er lidt mere i modvind, bogstavelig talt, og turen op af Eggeslevmaglebakken føles endeløs og i stigning udenfor kategori, mens blodsmagen trænger sig på i munden. Vi når dog levende frem.

Biltur tilbage, hvor overvejelserne nu går på om jeg skal hente hund først, så barn, for derefter at gå i parken og fange pokemonner, eller det skal være omvendt – jeg vælger hund først. Lille aber dabei er jo at vores vej er gravet op, og der derfor er lang omvej, når man kommer fra arbejde-siden. Nå, omvej forbi og hente hund, brændstoftalarmen begynder at blinke hidsigt, og jeg kan se at jeg ikke kan nå forbi tank før SFO’en lukker – stress, stress! Jeg får hentet Skrumpen, og vi når hen til tank før vi løber helt tør. Pyha. Kaster mig ind i Netto ved siden af (nu vi lige er her) og køber de nødvendigste ting, inden turen går videre til park med nu meeeeget utålmodig hund og barn, der skal nå at fange pokemonner inden mørkets frembrud.

Henne i park danser hund cancan i sin iver over at komme til at sniffe dagens lokale hunde-opdateringer, mens sønneke nærmest er gået i stå … han finder den ene pokemon efter den anden, stort set uden at bevæge sig ud af stedet. Hund hiver hidsigt i sin ende af hundesnoren, mens sønneke famler med min telefon, faretruende tæt på sten og mudderpøle, imens jeg råber efter ham at han skal holde godt fast i telefonen og skynde sig lidt. Tålmodigheden er ved at nå til vejs ende.

Det lykkes at få både hund, barn og telefon bugseret uskadt gennem park tilbage til bilen, hvor tricket nu er at få pladret hund til at lægge sig på hundetæppet , og ikke smide mudderpoterne på førersædet. Lunten bliver kortere, mærkes det.

Hjemme igen kan jeg mærke at stressen stiger til uanede højder, da jeg i næsten-buldermørke skal hive hund, barn, tasker, indkøb, hundesnore og snavset tøj fra ekstrakassen i SFO’en ud af bilen, imens jeg lige skal forklare sønneke at han altså selv må bære sin skoletaske. Den får han så hevet ud, og får lige hevet bagsædet leddeløs på leasingbilen samtidig … Jeg bakser efter nøgler, hunden stikker af i mørket, og Skrumpen stiller en endeløs række af spørgsmål, som jeg skal tage stilling til.

Lige præcis dér – lige dér – forsvinder den sidste rest overskud, og jeg må bide mig hårdt i tungen for ikke at få en total nedsmeltning lige i min gadedør, og rive hovedet af alle i 2 km omkreds.

Jeg tror jeg lader cyklen stå i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *