Jeg skriver, ergo er jeg

Forleden blev jeg færdig med min pædagogiske grunduddannelse på meritlærerstudiet, efter en drabelig slutspurt, hvor både lungebetændelse, maveonde, stress, livsbegivenheder og hverdagssnublerier prøvede at spænde ben for projektet. Vi, min makker og jeg, har arbejdet sammen i nu 2 år på 4 moduler, og det hele sluttede med en eksamensopgave, der i sin essens skulle sammenfatte alt det, vi har lært, de sidste år.

Men altså, det lykkedes: vi fik tastet en opgave af sted, og var til mundtlig eksamen i den opgave forleden.

Det blev en opgave, der – trods sin svære fødsel – blev rigtig interessant at lave. Vi skulle tage afsæt i en case fra virkeligheden, bruge gængs teori til at analysere hvordan vi kan gøre ting bedre i praksis, og vi skulle argumentere for hvordan teori kan transmogriffes om til virkelighed.

(Nu kommer det spændende!)

I min optrawling af relevant teori stødte jeg på flere spændende forskningsresultater, der i den grad udløste den ene AHA-oplevelse efter den anden. Dem vil jeg lige prøve at dele her, på pixisk:

Vigtig viden #1: Grunden til at vi mennesker kan lære og erfare så hurtigt og kompetent som vi gør, er vores sprog. Allerede helt fra spæde sætter vi lyde og tegn sammen med vores erfaringer, og senere går vi over til at tale os selv igennem udfordringer (hånden på hjertet: hvor mange gange har du ikke gået og snakket med dig selv, mens du har prøvet at løse en udfordring?) Når vi får sat ord på vores proces, lærer vi af den.

Vigtig viden #2: Vi udvikler os gennem samtale. Derfor er det bedre at eleverne snakker med hinanden (om det faglige indhold, forstås!) end at læreren står og lyder klog. Det gælder for livet i øvrigt: du lærer mere af at tale med din kone/kæreste/mand/kollega/veninde/damen i supermarkedet end ved at høre på oplæseren i radioen. I mangel af bedre kan du snakke med dig selv, det kan også bruges 😉

Men den allervigtigste viden er den, at vi må dele vores oplevelser med nogen, før de bliver ægte. Hvad nytter det at bestige Himmelbjerget, hvis der ikke er nogen at vise selfies til? Vi drives derfor af at dele vores oplevelser, vores begejstring med andre, for ellers føles det ikke virkeligt. Det er af afgørende betydning at vores beretninger likes af nogen, og at vi dermed er med i inderkredsen af det fællesskab, vi higer efter at være med i.

Evolutionært er vi bygget til at være sociale væsener – af egoistiske grunde. Hvis jeg hjælper dig, så hjælper du mig, og så har jeg bedre chancer for at sprede mine gener. Bum. I den komplekse virkelighed vi har bygget ovenpå betyder det, at det faktisk ER vigtigt for os at få de likes, og at nogen kommenterer vores blogindlæg. Vi prøver ikke at være for skuffede, hvis ingen kommenterer eller liker, afskriver det med bagateller, og bilder os selv ind at det ikke (burde have) har så stor betydning. For vi kan jo leve videre uden de likes, ikk?

Det er en onlinificering af vores behov for at være med i fællesskabet, og udstødelse (læs: manglende likes og kommentarer, eller invitationer til grupper og netværk) gør lige så ondt som at være den dreng i klassen, der ikke blev inviteret med til fødselsdag.

Så: vores behov for at blive set og hørt er ret vigtigt for os og vores selvværd. Husk i øvrigt det – måske kan dit like redde dagen for en ven?

PS. Vi fik i øvrigt 12 for vores opgave og eksamen 😉

2 kommentarer til “Jeg skriver, ergo er jeg”

  1. Sådan – bum! Godt at vide, man ikke bare er en weirdo fordi man nogle gange sidder og piver over noget, der føles som luksusproblemer – så er det i virkeligheden noget, som er forankret i vores biologi! Funny world… Stort tillykke med 12-tallet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *