Store øjeblikke

For snart ti år siden sad jeg på en bar med mine kollegaer over en fredagsøl, og sludrede med min chef (som også er min studiekammerat). Vi talte om store øjeblikke, hvor vi var blevet berørt så meget, at vi fik gåsehud – sådan et af de øjeblikke, hvor man er meget krystalklart til stede i nuet, og er fuldt ud bevidst om at dether – det er et af de øjeblikke, som man vil huske helt klart resten af sit liv.

Jeg fortalte først om min farmors bisættelse, hvor min farbror, der var oberstløjtnant i Flyvevåbnet, stod ved siden af mig mens rustvognen stille kørte fra kirken. Han var i fuld uniform, og tog sin hat under armen,  mens han gjorde honnør indtil rustvognen var ude af syne.

Min chef fortalte om da han aftjente værnepligt som matros på Kongeskibet Dannebrog, og et prominent medlem af Befolkningen Danmark (jeg husker ikke hvem – det var i midt-90’erne) var afgået ved døden på en udlandsrejse. Båren blev sejlet til Danmark, og hele Dannebrogs besætning var præsenteret og gjorde honnør, mens vedkommende sejlede forbi.

Så fortalte jeg om dengang, jeg var til landskamp mellem Italien og Frankrig på San Siro i Milano, samme dag som Luciano Pavarotti blev begravet. Hvordan vi var sent på den, og løb som gale op ad den Rundetårn-lignende sneglegang op mod de øverste pladser, som vi havde billet til, og netop som vi kom ind på stadion stemte 85.000 mennesker i “Nessun Dorma”, mens Pavarottis billede stod klart på storskærmen.

En anden oplevelse, som dog ikke var med på bar den dag, var dengang jeg stod ved Axelborg i København i november 2000, mens Dronning Ingrids båre defilerede forbi på sin vej mod sit endelige hvilested i Roskilde. Rådhusklokkerne slog højtideligt sin ceremonielle sørgesang, verden stod stille – og Dronning Margrethe så os alle i øjnene, sørgende og dog til stede.

Himlen stod stille, da en kvadrille af Flyvevåbnets fly fløj æresformationen Missing Man til ære for min førnævnte farbror, da han blev bisat.

Sådan et øjeblik have jeg også i onsdags, da jeg satte vores eget flag på halv. At det var højtideligt, sørgmodigt og ærefyldt. At jeg som undersåt og som menneske bøjer mig dybt i respekt og ærbødighed for en prins, som tydeligvis har været sin hustrus største støtte og faste makker. At jeg føler med vores dygtige dronning, som pludselig er alene, uanset at hun måtte have familiens og alle vi andres støtte.

Det kan godt være, det handler om dødsfald – men døden er en del af livet, og at tage afsked er forbundet med sorg og ærbødighed. Medfølelse med dem, der står bag kisten. Respekt for det menneske, som satte sit fodspor i verden og i sjælen.

2 kommentarer til “Store øjeblikke”

    1. Det slog mig først nogen tid efter den fredagsøl at alle de store øjeblikke, vi havde delt, handlede om døden. Så selv døden kan være smuk og rørende, selv om den nok først og fremmest er forbundet med smerte.

      – og for lige at vende tilbage til de levende: ingen tvivl om at det aller-ALLER-største øjeblik i mit liv var min søns fødsel <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *