Strand, sol og hundehømhømer

Det sker hvert år. Og det sker endda flere gange om året (altså undtagen sidste år, hvor sommervejret ikke ligefrem holdt med danskerne). Den der med at jeg ser familiehyggen for mig, når jeg stopper barn og hund i bilen, og sætter kurs mod fjerne kyster.

Jeg forestiller mig hvor hyggeligt det bliver med min glade søn og hund, der ivrigt trasker fra p-pladsen og hen til stranden, hvor hund sætter sig tålmodigt og venter mens vi mennesker får badetøj på inden vi går i vandet. Vi får lagt tøj og håndklæder pænt og uden for meget sand i, og så trisser vi ud i vandkanten, inden vi kaster os i baljen.

Klip til virkelighed.

Hund hyler i bilen hele vejen, og er ved at kratte bagsædet op. Ved ankomst til p-plads springer hund ud af bildør – på en god dag har jeg lige nået at kroge hundesnoren fast, før hun gør sit første forsøg på at rive min skulder af led. Imens hopper barn ud og plager om is og om at låne telefonen, hopper og springer af sted mod stranden, imens jeg ihærdigt prøver at hive strandtaske, strandstol, og køletaske ud af baggagerummet samtidig med at jeg prøver at modvirke skulder-af-led-trækning og råber efter barnet at han skal stoppe og vente på mig. Jeg får mokset tasker, drikkedunke og diverse under den ene arm, hiver i hundesnoren og får overdraget håndklæder til vrangvilligt barn, der klager over at HAN A L T I D skal bære det hele. Imens har hund sat sig til at skide, jeg roder og roder, og får hundeposerne frem. Det lykkes mig at få hundelort på fingrene – på BEGGE hænder … 😖

Tasker og andet overlades til nu meget klagende dreng, mens jagten går på et toilet, hvor jeg kan vaske hænder og håndtag på hundesnor – hund samarbejder ikke, og jeg må bruge tålmodighed det bedste jeg har lært her. Og vi er kun nået 50 meter fra bilen, helt uden at have været i vandet endnu.

Jeg får vasket hænder, vi finder vejnedi sandet, hund graver så det sprøjter, og dreng kaster alting i sandet inden han løber ned i vandet. Jeg holder stadig hund med én arm, mens jeg skifter tøj med den anden. Ikke særlig besværligt! Imidlertid lykkes det for os alle tre at komme i vandet og nyde det, inden turen går til ishuset og derefter hjem.

På turen hjem sidder jeg altid og tænker ALDRIG MERE! 😩 – men lur mig om jeg ikke har glemt det inden næste gang …

Damen med det blå hår

Det har været vældigt på mode at have pangfarver i håret, sådan a’la en hel regnbuemanke i bedste enhjørningestil. Den mode er nok passé i de større byer, men herude på landet glæder vi os over modelunerne i god lang tid, så efter et års tilløb (og sparen sammen af skillinger) fik jeg tid hos frisøren til striber. Af de festlige og på ingen måde diskrete slags.

Den slags havde jeg jo talt om i et helt år, og jeg tror de fleste troede (håbede) det var gået over, men! Min lykke var i hvert fald stor, da jeg trådte ud fra frisørsalonen 🤩

Det har medført to typer reaktioner. Eller faktisk tre:

  • Den første type er “GIIIIIISP!!!! Skal du til karneval eller hva’?” (min søde mor 😘)
  • Den anden type er mere “hmmm. Nå. Ja, jeg troede jo det skulle være hele parykken i alle farver. Nåmen, det er da pænt.”
  • Den tredie type er lige dele “aj, hvad er der sket med dit hår? SeriØØØST?” eller ingenting (mine elever, fortrinsvist).

Jeg er stadig glad for mine (lånte) påfuglefjer, og har tænkt mig en påtår eller to. Så længe lager af lyse striber haves 😊

To sider af samme person

Det er ingen hemmelighed at tilværelsen har kastet mig ud i nogle vilde faldskærmsture uden faldskærm, og at jeg i den grad har taget nogle knubs ved de ublide landinger, som jeg kun har klaret takket være mine nære og kære. Det er heller ingen hemmelighed at jeg – ved et tilfælde – kom ind i skoleverdenen, sådan nærmest ved en håndbremseparkering midt i et af de frie fald, og fandt ud af at jeg faktisk trives ualmindelig godt med at undervise, og at jeg herigennem kom i god kontakt med min basale grundviden om alle de naturvidenskabelige fag – hvilket igen har givet mig en masse AHA-oplevelser, og en højere forståelse af livet, universet og alting (dén indsigt ramte pudsigt nok i det år, hvor jeg fyldte 42 *host*geek*host*).

Men altså. Hvor meget jeg end elsker min nye fagområde, og alt hvad det medfører af rummelighed, omsorg, sociale kompetencer og medmenneskelighed, så hænder det at jeg føler et voldsomt stik af savn i forhold til min gamle tilværelse som agronom (for den uindviede: kandidat i landbrugsvidenskab fra Landbohøjskolen. Ja, sådan hed det dengang i det forrige årtusinde). Det sker, når jeg ser mine studiekammerater fra dengang tjekke ind til Agromek, Plantekongres eller på efteruddannelser i enzymers betydning for metanudledningen hos drøvtyggere – eller hvis jeg selv får sneget mig ind til et arrangement om den nyeste viden indenfor biotek. Fårk, hvor jeg savner at nørde i molekylærbiologi og fysiologi!

Her er det så at jeg minder mig selv om at sådan VAR min tilværelse som agronom jo ikke – den bestod mest af forvaltning efter love og regler, skrivning af laaaaange, juridisk-tekniske rapporter som ingen læste eller forstod, men som var et juridisk krav for at opfylde forvaltningen, og forsvindende lidt om molekyler eller enzymer. Altså meget lidt. Som i – nærmest ingenting. Og jeg ville alligevel have siddet og haft ondt i videnskabssjælen til det arrangement om biotek, jeg var til forleden, og følt at jeg lavede for meget papir, og for lidt forskning.

Så hvad gør en klog for at få stimuleret sit behov for molekyler og syntesebiologi? Tja, jeg har endnu ikke fundet den kloge, der kan svare på det – men i første omgang har jeg sat mig for at følge nogle af de undervisningsforløb om biotek, som Biotech Academy på DTU har lavet specielt til grundskolen. Og forhåbentlig få koblet mig på nogle spark-mås forskere og studerende, der kan fylde på min ivrige tørst efter nørdeviden, og spændende ting at læse.

Foto venligst udlånt af internettet

Linedanser Classic

Endelig blev det sommer, sol, og vi kunne kaste vores hvide arme og ben rundt i solskinnet, mens vi løb rundt i skoven, gravede have, eller bare spiste is nede hos Emils i Sorø.

Så det gjorde vi (jeg) så, nærmest non-stop i 14 dage nu, og så er det regningen venter: halsbetændelse, snot og feber. Ynk, ynk.

Sådan en type er jeg nemlig; hvis jeg er alt for aktiv ude og inde, både fysisk og mentalt, så knækker kroppen sammen i sygdom, hvis jeg ikke selv husker at holde pause. Og det er dælme svært at holde pause, når nu det hele vælter op af jorden, alting skal sås til i haven, ukrudt skal fjernes, og … og så er der lige al den ude-træning, som jeg er kommet bagud med hele vinteren. Altsammen skal indhentes NUUUU!

I det hele taget er jeg sådan en type, der har et større søvn- og hvilebehov end gennemsnittet, hvilket godt kan betyde at jeg må rive hele dage ud af kalenderen, hvor jeg skal sove og lave ingenting. Ellers brager jeg helt ned på både den fysiske og den mentale konto, og bliver både syg og får en ualmindelig kort lunte. Det er værst om vinteren, men selv når det er skønt og sommerligt udenfor, kan jeg sagtens trænge til en ordentlig hviledag (eller to) for at hænge sammen.

Det betyder også at jeg ikke kan overkomme det samme som andre – hvilket betyder at vores hjem til stadighed ligner et bombenedslag, og haven er et vildnis frem for det paradis, jeg så for mig, da vi købte stedet. I mange år har jeg lidt under at jeg ikke var lige så god som alle andre til at rydde op, gøre rent, holde hus og have, men er nået frem til en erkendelse af at jeg ikke kan overkomme det samme som gennemsnittet. Når jeg prøver, så er det jeg ramler ned med sygdom og udmattelse, og endnu en følelse af nederlag. Øv bøv.

Kunsten er at kunne være kærlig mod sig selv, selv når jeg ikke synes jeg kan nå målet om det rimeligt ryddede hjem og den præsentable have, og jeg altid starter med at undskylde dybt for nye mennesker, jeg inviterer indenfor. Ja, jeg er sågar mere eller mindre holdt op med at invitere nye mennesker hjem, da jeg selv er flov over hvordan her ser ud – og er samtidig ude af stand til at generere den energi og det overskud, der skal til at få bunkerne til at makke ret.

Men lige nu, i disse dage, må jeg lide under endnu engang ikke at have givet mig selv den nødvendige hvile, og sluge den bitre kamel, det er, at ligge og kigge på det pæne vejr, mens jeg kan høre ukrudtet i haven, der holder abefest.

Åh, frihed …

I går aftes tabte jeg sten-saks-papir, og måtte derfor trille en tur i Netto efter fredagsguf til familien. Det var nu okay, for det var sådan en skøn majaften, hvor hele verden endelig er vågnet op fra vinterdvale, og livsglæden bare pibler ud i takt med hvert et lysegrønt bøgeblad, der springer ud.

Jeg skulle bare lige have en pose chips og lidt slik til junior, og ovre bed chipshylden render jeg ind i en flok ganske unge mænd, vel sagtens 16-17 år, som tydeligvis var på vej hjem til den ene for at varme op til nattens morskab. Åh, man husker det …

Jeg trak lidt på smilebådet, og lyttede med til deres muntre ping-pong og forventninger til aftenens forløb, alt imens de skovlede litervis af sodavand, chips, sodapops og øl op på kassebåndet. Det var næsten ved at gå galt, da kassedamen ikke havde mere af “den billigste vodka” 😳 – heldigvis redde hun dagen (natten?), da det viste sig hun havde noget af det næstbilligste. Absolut Vodka for kendere 😉

Jeg stod der med smil på læben, og tænkte tilbage på mine egne udskejelser udi ungdommelig livsglæde, mens de unge mænd pakkede drikkevarerne sammen, og satte kursen mod opvarmning på teenageværelset.

Jeg håber ikke håndværkerne er for larmende i dag … 😁

I cannot brain today …

Og så så man lige mig stå dér i de første regndråber, med torden lige i hælene, fumle efter nøglerne i nøglelommen i dametasken. Hvor de så ikke var. Tæt på at sprænge en sikring i “AJHVORDUMTATGLEMMENØGLERNE”-boksen putter jeg migselv og skrumpen ind i bilen igen, og kører en runde. Tilfældigvis ned forbi tanken, som tilfældigvis har pølsehorn. Vi tøffer lidt videre, mens vi venter på at farmand kommer hjem.

Da farmand har lukket os ind, begynder jagten på nøglerne, så jeg da ikke glemmer dem igen i morgen. Du gætter aldrig hvor jeg fandt dem …

“Skal det være en børnebillet?”

Første gang jeg blev stillet det spørgsmål var, da jeg som 28-årig skulle en tur i svømmehallen. Hvor voksen-grænsen gik ved 16 år.

Jeg var DYBT fornærmet, for det var alligevel groft at blive fejltaget for en 15-årig pige, når jeg nu var næsten dobbelt så gammel. Alle, jeg fortalte historien til dengang, sagde: “Du skulle da bare ha’ sagt ja, så var du kommet billigere ind!” Det faldt åbenbart ikke nogen ind at det i den grad kan være en fornærmelse at blive sammenlignet med et barn.

Lige siden er jeg adskille gange blevet bedt om ID, når jeg skulle købe alkohol (bl.a. da jeg skulle hente champagnen til vores bryllup i en alder af 33), eller spurgt om jeg skulle have børnebillet – senest i en alder af 35, hvor jeg skulle med tog til København. Og nej, det er ikke særlig fedt at blive forvekslet med et barn. Det er nemlig min oplevelse at jeg ikke bliver taget særligt seriøst før folk har forstået at jeg er en hel del ældre end de tror.

Det sker stadigvæk at folk bliver stærkt overraskede over hvor gammel jeg egentlig er, og jeg kan mærke på både deres umiddelbare reaktion og deres efterfølgende adfærd at det i den grad kom bag på dem – og at jeg lige fik et nøk opad på troværdighedsfaktoren for livskundskab. Indtil flere kollegaer har for nyligt – efter vi har arbejdet sammen et par år – måttet justere deres placering af mig: “Guuuuud, så er du jo ÆLDRE end mig!” Med måben malet i ansigtet. Enkelte kan jeg se på at de ikke kan få regnskabet til at passe, når jeg fortæller at jeg har arbejdet i 10 år som akademiker, inden jeg blev omskolet til lærer, hvorpå jeg så må oplyse dem om at jeg er nok 10-12 år ældre end de tror. Eller dem, der tror at vi snart skal have flere børn, og bliver overraskede når jeg fortæller at jeg var 36 da vi fik vores søn, efter en del mislykkede forsøg.

Det er blevet en sandhed at man ikke må spørge en dame om hendes alder, og at det er et kompliment at gøre hende yngre end hun er, men jeg oplever det altså modsat. Jeg vil tages seriøst. Jeg vil være troværdig. Jeg vil ikke affejes som letvægter, for jeg har altså en hel del erfaring og kvalitet at byde på.

Og bare til regnskabet: Jeg er 43 år. Født i oktober 1974, og stolt af hvert eneste år på bagen.

Intet måltid uden tarme!

Umiddelbart er det jo lidt en selvfølgelighed, da vi ikke er så smaddergode til at fordøje vores mad uden tarme. Og det er måske netop det – at det er så selvfølgeligt inde i mit hoved – der får kastet mig ud i dette for andre grænseoverskridende emne gang på gang.

En af mine venner påpegede forleden, mens vi sad og spiste brunch, at jeg på en eller anden måde altid fik bragt emnet “tarme” op hver gang vi sad og spiste. Og det er på utrolig mange måder, både om vores fordøjelse, hele vores enzym- og hormonsystem, der er forbundet med vores tarme, folk jeg kender der er blevet opereret i tarmene, anekdoter fra dengang jeg havde anatomiøvelser på Landbohøjskolen*, eller bare min videnskabelige tilgang til det vegetariske mantra at kød ikke hører til i vores tarme (hvilket det jo gør, hvorpå jeg straks giver mig i kast med detaljeret at beskrive vores tandsæt, enzymapparat, sammensætning af tyk- og tyndtarm, osv. osv.).

Jeg brød vist ud i latter, for det var ikke mange dage siden min far sagde noget tilsvarende hen over en familiefødselsdagsmiddag – så det er tilsyneladende et særligt talent, jeg har for at nedkalde akut spisevægring hos resten af det spisende selskab.

Foto: internettet

Nu er det absolut aldrig min mening at nedkalde madlede hos andre, men jeg kommer til det gang på gang, fordi jeg ikke forbinder snak om tarme og fordøjelse med noget klamt. Tværtimod, så er det bare et af mine yndlings-nørde-emner, fordi jeg synes det er så pissespændende! Tænk at vi har så kompleks en biokemi indbygget i dette vort jordiske hylster, der så specifikt kan målrette makromolekyler mod proteinstrukturer, således at de nedbrydes til peptider, og siden aminosyrer, der kan optages over tarmepithelet – eller så fantastisk en feedbackmekanisme, der måler vores blodsukker og indstiller hormonproduktionen herefter, afhængigt af hvilken type kulhydrater, vi spiser! Og vidste du forresten at der er et helt hvidt, tyktflydende fedtlag i blodet kort efter vi har guffet en Big Mac menu? Nej? Nå, men det er der – og det kommer jeg altså til at fortælle om når jeg sidder sammen med andre og spiser, for hvad munden er fuld af …

Nå, men hvad gør man så for at eliminere sin begejstring for vores fordøjelsessystem hen over maden? Jeg må jo finde på andre nørdeemner, der er mindst lige så spændende, som fx bændelormens livscyklus med koen som mellemvært, eller hvor mange leverparasitter der må være i en svinelever, der skal bruges til leverpostej. Eller har du et bedre forslag?

Til gengæld bliver jeg IKKE en af dem, der kommer til at snacke sprødristede melorme fredag aften til Disney Sjov, og jeg kommer nok heller ikke hjem fra vildmarken efter 14 dage på ristede græshopper. Velbekomme!

Foto: internettet

* Landbohøjskolen: Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL), som det hed fra 1856 – 2007. Nu opslugt af grådige KU (Københavns Universitet).

How to make risengrød

  1. En god undskyldning for risengrød til frokost er når man har et stks feberramt knægt hjemme fra skole.
  2. Konstatér at der ikke er mere mælk.
  3. Kør til Netto efter mælk. Og bolcher, og chokolade, og andre komplet irrelevante ting.
  4. Sæt vand over i elkedlen.
  5. Hæld ris i gryde, og hæld kogende vand over. Skru nu op på max styrke, og gå ud og sæt vasketøj over.
  6. Kom i tanke om gryde, der nu er kogt over, og risen er næsten-brændt-på i gryden.
  7. Tør op efter gryde, der har kastet halvdelen op.
  8. Hæld en god sjat mælk i, og husk nu at du skal stå ved siden af og røre.
  9. Let utålmodig tjekkes Facebook.
  10. Risengrøden koger over. Igen.
  11. Hiv gryde fra pande, tør op og konstater at den er næsten-brændt-på. Igen.
  12. Skru ned.
  13. Sæt dig ind i sofaen, og glem alt om risengrød, indtil knægt spørger hvornår der er frokost.
  14. Enjoy!