Historien om en skoletaske

For 38 år siden havde jeg min første skoledag i det, der dengang hed børnehaveklassen. Jep, vi skal helt tilbage til 1980, til fløjlsbukser, grydehår og store skjorteflipper, og ikke mindst glade farver og rottehaler.

Der var jeg, i klassen med de andre børn, der allesammen havde gået i børnehave – det havde jeg ikke. Det kom jeg til at slås med længe – men det er en anden historie 😉

Ved siden af mig sad en spinkel lille mørkhåret fyr, som hed Kenneth, som spurgte: “Hvor gammel er du?”

“5 år,” svarede jeg, for jeg fyldte først 6 i oktober.

“Så er du for lille, man skal nemlig være 6 år,” sagde Kenneth så.

Jeg fik dog lov til at blive i klassen, selv om jeg vistnok græd lidt lige dér.

Den næste katastrofe indtraf da vi skulle til at gå igen, for der var jeg nær stukket af med en anden piges taske, der var fuldstændig magen til min. Den anden pige stod med store, blanke øjne og rottehaler, og måtte have fat i en voksen inden jeg stak helt af med hendes nye skoletaske, i samme glade farver som min. Katastrofens omfang blev minimeret, da pigens mor greb ind, og fik peget på min taske, der stod tilbage, ensom og forladt henne ved det runde bord, hvor Kenneth nu også havde rejst sig og var på vej hjem.

Pigen og jeg gik i klasse sammen i 10 år, og er stadig rigtig gode veninder den dag i dag. I mandags delte hun så et fint billede af “vores” taske på min væg – i øvrigt samme dag som mit lille bidrag til P4 Morgens lytterhistoriesamling om første skoledag blev læst op i radioen. Helt uden vi havde aftalt det 😂

Vi huggede i øvrigt aldrig mere noget fra hinanden 😉

Mit særlige barn

Jeg har en søn, der befinder sig i kategorien “børn med særlige udfordringer.” Det ved jeg, for jeg er hans mor, og jeg har tilbragt rigtig meget tid sammen med ham. Jeg har brugt – og bruger – enorme mængder tid og kræfter på at (prøve at) opdrage ham, at lære ham hvad der er okay og hvad der ikke er okay opførsel, og at prøve at få ham til at begribe begrebet “konsekvens.”

At han mister tid med iPad’en, hvis han ikke bærer sin tallerken ud efter maden.

At han ikke kan få en is før han har spist rugbrød.

At han ikke får en legeaftale, hvis han ikke går tidligt i seng – fordi han bliver for træt næste dag.

Alle disse ting kan andre forældre helt sikkert genkende, men den nedsmeltning og absurd udadreagerende vrede, der følger med, er ikke almindelig. Han kan ikke forstå det, og han kan heller ikke forstå at det ikke nytter at blive vred. Han er nu for stor og stærk til at jeg bare kan tage ham under armen og bære ham ud i bilen, som jeg har kunnet tidligere, og jeg kommer til kort i at have strategier, jeg kan bruge i hverdagssituationer.

I dag var vi hos frisøren. Han nåede at klippe knægten i siderne og baghovedet med maskine, før knægten fik en nedsmeltning, skreg i vilden sky “JEG VIIIL IIIIIKKEEEE!!!” – så voldsomt at folk vendte sig om på gaden efter lyden inde fra frisørsalonen. Han flåede frisørkappen af og styrtede ud af salonen – hverken halvt eller helt færdig, med ujævne kanter og sære totter stikkende af i alle retninger. Hylende løb han ned af gaden, mens jeg befippet måtte undskylde til frisøren. Ude på fortorvet spurgte flere mig om det var min søn, og flere havde prøvet at standse ham (tak 🙏🏻).

Dette er blot den seneste i rækken af hændelser, som jeg meget ofte står i med ham. Pyt med hvad folk tænker om mig – men bare de ikke lukker min søn ude fra fællesskabet, fordi han har et hidsigt temperement.

Bare jeg dog vidste hvordan jeg bedst kan hjælpe ham!

Sommertid

Efter en hæsblæsende slutspurt med hvad dertil hører af eksaminer, årsafslutning, feriehungrende elever, dimissioner og deslige blev det endelig! ferie – for allerede halvanden uge siden. Tre uger igen – og jeg er allerede slet ikke klar 😖

Men lige her i min hængekøje med et haveblad, og fuglekvidder foroven, så er livet faktisk helt skønt 😊

Strand, sol og hundehømhømer

Det sker hvert år. Og det sker endda flere gange om året (altså undtagen sidste år, hvor sommervejret ikke ligefrem holdt med danskerne). Den der med at jeg ser familiehyggen for mig, når jeg stopper barn og hund i bilen, og sætter kurs mod fjerne kyster.

Jeg forestiller mig hvor hyggeligt det bliver med min glade søn og hund, der ivrigt trasker fra p-pladsen og hen til stranden, hvor hund sætter sig tålmodigt og venter mens vi mennesker får badetøj på inden vi går i vandet. Vi får lagt tøj og håndklæder pænt og uden for meget sand i, og så trisser vi ud i vandkanten, inden vi kaster os i baljen.

Klip til virkelighed.

Hund hyler i bilen hele vejen, og er ved at kratte bagsædet op. Ved ankomst til p-plads springer hund ud af bildør – på en god dag har jeg lige nået at kroge hundesnoren fast, før hun gør sit første forsøg på at rive min skulder af led. Imens hopper barn ud og plager om is og om at låne telefonen, hopper og springer af sted mod stranden, imens jeg ihærdigt prøver at hive strandtaske, strandstol, og køletaske ud af baggagerummet samtidig med at jeg prøver at modvirke skulder-af-led-trækning og råber efter barnet at han skal stoppe og vente på mig. Jeg får mokset tasker, drikkedunke og diverse under den ene arm, hiver i hundesnoren og får overdraget håndklæder til vrangvilligt barn, der klager over at HAN A L T I D skal bære det hele. Imens har hund sat sig til at skide, jeg roder og roder, og får hundeposerne frem. Det lykkes mig at få hundelort på fingrene – på BEGGE hænder … 😖

Tasker og andet overlades til nu meget klagende dreng, mens jagten går på et toilet, hvor jeg kan vaske hænder og håndtag på hundesnor – hund samarbejder ikke, og jeg må bruge tålmodighed det bedste jeg har lært her. Og vi er kun nået 50 meter fra bilen, helt uden at have været i vandet endnu.

Jeg får vasket hænder, vi finder vejnedi sandet, hund graver så det sprøjter, og dreng kaster alting i sandet inden han løber ned i vandet. Jeg holder stadig hund med én arm, mens jeg skifter tøj med den anden. Ikke særlig besværligt! Imidlertid lykkes det for os alle tre at komme i vandet og nyde det, inden turen går til ishuset og derefter hjem.

På turen hjem sidder jeg altid og tænker ALDRIG MERE! 😩 – men lur mig om jeg ikke har glemt det inden næste gang …

Damen med det blå hår

Det har været vældigt på mode at have pangfarver i håret, sådan a’la en hel regnbuemanke i bedste enhjørningestil. Den mode er nok passé i de større byer, men herude på landet glæder vi os over modelunerne i god lang tid, så efter et års tilløb (og sparen sammen af skillinger) fik jeg tid hos frisøren til striber. Af de festlige og på ingen måde diskrete slags.

Den slags havde jeg jo talt om i et helt år, og jeg tror de fleste troede (håbede) det var gået over, men! Min lykke var i hvert fald stor, da jeg trådte ud fra frisørsalonen 🤩

Det har medført to typer reaktioner. Eller faktisk tre:

  • Den første type er “GIIIIIISP!!!! Skal du til karneval eller hva’?” (min søde mor 😘)
  • Den anden type er mere “hmmm. Nå. Ja, jeg troede jo det skulle være hele parykken i alle farver. Nåmen, det er da pænt.”
  • Den tredie type er lige dele “aj, hvad er der sket med dit hår? SeriØØØST?” eller ingenting (mine elever, fortrinsvist).

Jeg er stadig glad for mine (lånte) påfuglefjer, og har tænkt mig en påtår eller to. Så længe lager af lyse striber haves 😊

To sider af samme person

Det er ingen hemmelighed at tilværelsen har kastet mig ud i nogle vilde faldskærmsture uden faldskærm, og at jeg i den grad har taget nogle knubs ved de ublide landinger, som jeg kun har klaret takket være mine nære og kære. Det er heller ingen hemmelighed at jeg – ved et tilfælde – kom ind i skoleverdenen, sådan nærmest ved en håndbremseparkering midt i et af de frie fald, og fandt ud af at jeg faktisk trives ualmindelig godt med at undervise, og at jeg herigennem kom i god kontakt med min basale grundviden om alle de naturvidenskabelige fag – hvilket igen har givet mig en masse AHA-oplevelser, og en højere forståelse af livet, universet og alting (dén indsigt ramte pudsigt nok i det år, hvor jeg fyldte 42 *host*geek*host*).

Men altså. Hvor meget jeg end elsker min nye fagområde, og alt hvad det medfører af rummelighed, omsorg, sociale kompetencer og medmenneskelighed, så hænder det at jeg føler et voldsomt stik af savn i forhold til min gamle tilværelse som agronom (for den uindviede: kandidat i landbrugsvidenskab fra Landbohøjskolen. Ja, sådan hed det dengang i det forrige årtusinde). Det sker, når jeg ser mine studiekammerater fra dengang tjekke ind til Agromek, Plantekongres eller på efteruddannelser i enzymers betydning for metanudledningen hos drøvtyggere – eller hvis jeg selv får sneget mig ind til et arrangement om den nyeste viden indenfor biotek. Fårk, hvor jeg savner at nørde i molekylærbiologi og fysiologi!

Her er det så at jeg minder mig selv om at sådan VAR min tilværelse som agronom jo ikke – den bestod mest af forvaltning efter love og regler, skrivning af laaaaange, juridisk-tekniske rapporter som ingen læste eller forstod, men som var et juridisk krav for at opfylde forvaltningen, og forsvindende lidt om molekyler eller enzymer. Altså meget lidt. Som i – nærmest ingenting. Og jeg ville alligevel have siddet og haft ondt i videnskabssjælen til det arrangement om biotek, jeg var til forleden, og følt at jeg lavede for meget papir, og for lidt forskning.

Så hvad gør en klog for at få stimuleret sit behov for molekyler og syntesebiologi? Tja, jeg har endnu ikke fundet den kloge, der kan svare på det – men i første omgang har jeg sat mig for at følge nogle af de undervisningsforløb om biotek, som Biotech Academy på DTU har lavet specielt til grundskolen. Og forhåbentlig få koblet mig på nogle spark-mås forskere og studerende, der kan fylde på min ivrige tørst efter nørdeviden, og spændende ting at læse.

Foto venligst udlånt af internettet

Linedanser Classic

Endelig blev det sommer, sol, og vi kunne kaste vores hvide arme og ben rundt i solskinnet, mens vi løb rundt i skoven, gravede have, eller bare spiste is nede hos Emils i Sorø.

Så det gjorde vi (jeg) så, nærmest non-stop i 14 dage nu, og så er det regningen venter: halsbetændelse, snot og feber. Ynk, ynk.

Sådan en type er jeg nemlig; hvis jeg er alt for aktiv ude og inde, både fysisk og mentalt, så knækker kroppen sammen i sygdom, hvis jeg ikke selv husker at holde pause. Og det er dælme svært at holde pause, når nu det hele vælter op af jorden, alting skal sås til i haven, ukrudt skal fjernes, og … og så er der lige al den ude-træning, som jeg er kommet bagud med hele vinteren. Altsammen skal indhentes NUUUU!

I det hele taget er jeg sådan en type, der har et større søvn- og hvilebehov end gennemsnittet, hvilket godt kan betyde at jeg må rive hele dage ud af kalenderen, hvor jeg skal sove og lave ingenting. Ellers brager jeg helt ned på både den fysiske og den mentale konto, og bliver både syg og får en ualmindelig kort lunte. Det er værst om vinteren, men selv når det er skønt og sommerligt udenfor, kan jeg sagtens trænge til en ordentlig hviledag (eller to) for at hænge sammen.

Det betyder også at jeg ikke kan overkomme det samme som andre – hvilket betyder at vores hjem til stadighed ligner et bombenedslag, og haven er et vildnis frem for det paradis, jeg så for mig, da vi købte stedet. I mange år har jeg lidt under at jeg ikke var lige så god som alle andre til at rydde op, gøre rent, holde hus og have, men er nået frem til en erkendelse af at jeg ikke kan overkomme det samme som gennemsnittet. Når jeg prøver, så er det jeg ramler ned med sygdom og udmattelse, og endnu en følelse af nederlag. Øv bøv.

Kunsten er at kunne være kærlig mod sig selv, selv når jeg ikke synes jeg kan nå målet om det rimeligt ryddede hjem og den præsentable have, og jeg altid starter med at undskylde dybt for nye mennesker, jeg inviterer indenfor. Ja, jeg er sågar mere eller mindre holdt op med at invitere nye mennesker hjem, da jeg selv er flov over hvordan her ser ud – og er samtidig ude af stand til at generere den energi og det overskud, der skal til at få bunkerne til at makke ret.

Men lige nu, i disse dage, må jeg lide under endnu engang ikke at have givet mig selv den nødvendige hvile, og sluge den bitre kamel, det er, at ligge og kigge på det pæne vejr, mens jeg kan høre ukrudtet i haven, der holder abefest.

Åh, frihed …

I går aftes tabte jeg sten-saks-papir, og måtte derfor trille en tur i Netto efter fredagsguf til familien. Det var nu okay, for det var sådan en skøn majaften, hvor hele verden endelig er vågnet op fra vinterdvale, og livsglæden bare pibler ud i takt med hvert et lysegrønt bøgeblad, der springer ud.

Jeg skulle bare lige have en pose chips og lidt slik til junior, og ovre bed chipshylden render jeg ind i en flok ganske unge mænd, vel sagtens 16-17 år, som tydeligvis var på vej hjem til den ene for at varme op til nattens morskab. Åh, man husker det …

Jeg trak lidt på smilebådet, og lyttede med til deres muntre ping-pong og forventninger til aftenens forløb, alt imens de skovlede litervis af sodavand, chips, sodapops og øl op på kassebåndet. Det var næsten ved at gå galt, da kassedamen ikke havde mere af “den billigste vodka” 😳 – heldigvis redde hun dagen (natten?), da det viste sig hun havde noget af det næstbilligste. Absolut Vodka for kendere 😉

Jeg stod der med smil på læben, og tænkte tilbage på mine egne udskejelser udi ungdommelig livsglæde, mens de unge mænd pakkede drikkevarerne sammen, og satte kursen mod opvarmning på teenageværelset.

Jeg håber ikke håndværkerne er for larmende i dag … 😁

I cannot brain today …

Og så så man lige mig stå dér i de første regndråber, med torden lige i hælene, fumle efter nøglerne i nøglelommen i dametasken. Hvor de så ikke var. Tæt på at sprænge en sikring i “AJHVORDUMTATGLEMMENØGLERNE”-boksen putter jeg migselv og skrumpen ind i bilen igen, og kører en runde. Tilfældigvis ned forbi tanken, som tilfældigvis har pølsehorn. Vi tøffer lidt videre, mens vi venter på at farmand kommer hjem.

Da farmand har lukket os ind, begynder jagten på nøglerne, så jeg da ikke glemmer dem igen i morgen. Du gætter aldrig hvor jeg fandt dem …