“Skal det være en børnebillet?”

Første gang jeg blev stillet det spørgsmål var, da jeg som 28-årig skulle en tur i svømmehallen. Hvor voksen-grænsen gik ved 16 år.

Jeg var DYBT fornærmet, for det var alligevel groft at blive fejltaget for en 15-årig pige, når jeg nu var næsten dobbelt så gammel. Alle, jeg fortalte historien til dengang, sagde: “Du skulle da bare ha’ sagt ja, så var du kommet billigere ind!” Det faldt åbenbart ikke nogen ind at det i den grad kan være en fornærmelse at blive sammenlignet med et barn.

Lige siden er jeg adskille gange blevet bedt om ID, når jeg skulle købe alkohol (bl.a. da jeg skulle hente champagnen til vores bryllup i en alder af 33), eller spurgt om jeg skulle have børnebillet – senest i en alder af 35, hvor jeg skulle med tog til København. Og nej, det er ikke særlig fedt at blive forvekslet med et barn. Det er nemlig min oplevelse at jeg ikke bliver taget særligt seriøst før folk har forstået at jeg er en hel del ældre end de tror.

Det sker stadigvæk at folk bliver stærkt overraskede over hvor gammel jeg egentlig er, og jeg kan mærke på både deres umiddelbare reaktion og deres efterfølgende adfærd at det i den grad kom bag på dem – og at jeg lige fik et nøk opad på troværdighedsfaktoren for livskundskab. Indtil flere kollegaer har for nyligt – efter vi har arbejdet sammen et par år – måttet justere deres placering af mig: “Guuuuud, så er du jo ÆLDRE end mig!” Med måben malet i ansigtet. Enkelte kan jeg se på at de ikke kan få regnskabet til at passe, når jeg fortæller at jeg har arbejdet i 10 år som akademiker, inden jeg blev omskolet til lærer, hvorpå jeg så må oplyse dem om at jeg er nok 10-12 år ældre end de tror. Eller dem, der tror at vi snart skal have flere børn, og bliver overraskede når jeg fortæller at jeg var 36 da vi fik vores søn, efter en del mislykkede forsøg.

Det er blevet en sandhed at man ikke må spørge en dame om hendes alder, og at det er et kompliment at gøre hende yngre end hun er, men jeg oplever det altså modsat. Jeg vil tages seriøst. Jeg vil være troværdig. Jeg vil ikke affejes som letvægter, for jeg har altså en hel del erfaring og kvalitet at byde på.

Og bare til regnskabet: Jeg er 43 år. Født i oktober 1974, og stolt af hvert eneste år på bagen.

Intet måltid uden tarme!

Umiddelbart er det jo lidt en selvfølgelighed, da vi ikke er så smaddergode til at fordøje vores mad uden tarme. Og det er måske netop det – at det er så selvfølgeligt inde i mit hoved – der får kastet mig ud i dette for andre grænseoverskridende emne gang på gang.

En af mine venner påpegede forleden, mens vi sad og spiste brunch, at jeg på en eller anden måde altid fik bragt emnet “tarme” op hver gang vi sad og spiste. Og det er på utrolig mange måder, både om vores fordøjelse, hele vores enzym- og hormonsystem, der er forbundet med vores tarme, folk jeg kender der er blevet opereret i tarmene, anekdoter fra dengang jeg havde anatomiøvelser på Landbohøjskolen*, eller bare min videnskabelige tilgang til det vegetariske mantra at kød ikke hører til i vores tarme (hvilket det jo gør, hvorpå jeg straks giver mig i kast med detaljeret at beskrive vores tandsæt, enzymapparat, sammensætning af tyk- og tyndtarm, osv. osv.).

Jeg brød vist ud i latter, for det var ikke mange dage siden min far sagde noget tilsvarende hen over en familiefødselsdagsmiddag – så det er tilsyneladende et særligt talent, jeg har for at nedkalde akut spisevægring hos resten af det spisende selskab.

Foto: internettet

Nu er det absolut aldrig min mening at nedkalde madlede hos andre, men jeg kommer til det gang på gang, fordi jeg ikke forbinder snak om tarme og fordøjelse med noget klamt. Tværtimod, så er det bare et af mine yndlings-nørde-emner, fordi jeg synes det er så pissespændende! Tænk at vi har så kompleks en biokemi indbygget i dette vort jordiske hylster, der så specifikt kan målrette makromolekyler mod proteinstrukturer, således at de nedbrydes til peptider, og siden aminosyrer, der kan optages over tarmepithelet – eller så fantastisk en feedbackmekanisme, der måler vores blodsukker og indstiller hormonproduktionen herefter, afhængigt af hvilken type kulhydrater, vi spiser! Og vidste du forresten at der er et helt hvidt, tyktflydende fedtlag i blodet kort efter vi har guffet en Big Mac menu? Nej? Nå, men det er der – og det kommer jeg altså til at fortælle om når jeg sidder sammen med andre og spiser, for hvad munden er fuld af …

Nå, men hvad gør man så for at eliminere sin begejstring for vores fordøjelsessystem hen over maden? Jeg må jo finde på andre nørdeemner, der er mindst lige så spændende, som fx bændelormens livscyklus med koen som mellemvært, eller hvor mange leverparasitter der må være i en svinelever, der skal bruges til leverpostej. Eller har du et bedre forslag?

Til gengæld bliver jeg IKKE en af dem, der kommer til at snacke sprødristede melorme fredag aften til Disney Sjov, og jeg kommer nok heller ikke hjem fra vildmarken efter 14 dage på ristede græshopper. Velbekomme!

Foto: internettet

* Landbohøjskolen: Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL), som det hed fra 1856 – 2007. Nu opslugt af grådige KU (Københavns Universitet).

How to make risengrød

  1. En god undskyldning for risengrød til frokost er når man har et stks feberramt knægt hjemme fra skole.
  2. Konstatér at der ikke er mere mælk.
  3. Kør til Netto efter mælk. Og bolcher, og chokolade, og andre komplet irrelevante ting.
  4. Sæt vand over i elkedlen.
  5. Hæld ris i gryde, og hæld kogende vand over. Skru nu op på max styrke, og gå ud og sæt vasketøj over.
  6. Kom i tanke om gryde, der nu er kogt over, og risen er næsten-brændt-på i gryden.
  7. Tør op efter gryde, der har kastet halvdelen op.
  8. Hæld en god sjat mælk i, og husk nu at du skal stå ved siden af og røre.
  9. Let utålmodig tjekkes Facebook.
  10. Risengrøden koger over. Igen.
  11. Hiv gryde fra pande, tør op og konstater at den er næsten-brændt-på. Igen.
  12. Skru ned.
  13. Sæt dig ind i sofaen, og glem alt om risengrød, indtil knægt spørger hvornår der er frokost.
  14. Enjoy!

Mind mig lige om igen hvorfor jeg blev lærer?

Egentlig er jeg allerede træt af den lockout. Træt at af høre om den, træt af at snakke om den, træt af at det er “dem og os”, og ikke mindst træt af at jeg selv er omfattet af det lockout-varsel, KL udsendte i denne uge. Som lærer kan jeg nemlig se frem til at min arbejdsgiver – kommunen – nægter mig at møde ind på en arbejdsplads, hvor skolereform, arbejdstidslov 409 og adskillige besparelser lægger et stort pres på mig og mine kollegaer om at trylle endnu bedre samfundsborgere ud i den anden ende, samtidig med at de nægter at forhandle om anstændige arbejdstidsregler og rimelig løn.

Samtidig spørger jeg mig selv om hvorfor det lige var jeg opgav mit tidligere liv som velbetalt akademiker, både privat og i stat, for at blive lærer og gå 1/3 ned i løn.

Jo, det skal jeg fortælle jer: I den forgange uge er en af mine 15-årige 9. klasseselever kommet drønende over til mig med en stor krammer, og sagt at hun savner mig som lærer. Og om jeg ikke kan bytte med den anden 9. klasse, så hun kan få mig igen <3 Det har hun sagt mange gange, og jeg smelter lidt indeni hver eneste gang.

En anden YES-oplevelse var, da mine 5. klasseselever pludselig fattede sammenhængen mellem hundrededele, procent og decimaltal – de fleste af dem, i hvert fald. Når de sidder og er ivrige efter at sige svaret på den næste brøk, jeg slynger ud 🙂

Så ved jeg, at jeg har gjort noget rigtigt. At jeg har ramt nogle elever, for hvem jeg – jeg – har gjort en forskel <3

Og derfor er jeg lærer. Derfor er jeg gået ned i løn mod langt hårdere arbejdsvilkår, derfor står jeg op hver morgen og glæder mig til at møde på arbejde.

At gabe over en større bager end man kan slå ned

Madpakken er smurt aftenen før, tøj pakket i taske, cykeltøj og -hjelm lagt frem, sønneke forberedt på tidlig og hurtig afgang fra matriklen, og en vi-cykler-til-arbejde-i-dag-aftale med kollega (det skal lige siges at jeg kun cykler de sidste 6 km fra kollega til arbejde, da jeg hjemmefra har små 35 km – og det er liiiii langt nok).

Så langt, så godt.

Fin fin cykeltur, hvor jeg dog må konstatere at kageformen er lige lovlig påtrængende, og hvor det er min kollega der snakker for os begge to.

Fantastisk arbejdsdag, omgivet af skønne elever i 9. klasse, som er i gang med superspændende naturfagsprojekter, der er en del af deres eksamensforberedelse. Og ikke mindst fantastiske kollegaer.

Cykeltur tilbage til kollega er lidt mere i modvind, bogstavelig talt, og turen op af Eggeslevmaglebakken føles endeløs og i stigning udenfor kategori, mens blodsmagen trænger sig på i munden. Vi når dog levende frem.

Biltur tilbage, hvor overvejelserne nu går på om jeg skal hente hund først, så barn, for derefter at gå i parken og fange pokemonner, eller det skal være omvendt – jeg vælger hund først. Lille aber dabei er jo at vores vej er gravet op, og der derfor er lang omvej, når man kommer fra arbejde-siden. Nå, omvej forbi og hente hund, brændstoftalarmen begynder at blinke hidsigt, og jeg kan se at jeg ikke kan nå forbi tank før SFO’en lukker – stress, stress! Jeg får hentet Skrumpen, og vi når hen til tank før vi løber helt tør. Pyha. Kaster mig ind i Netto ved siden af (nu vi lige er her) og køber de nødvendigste ting, inden turen går videre til park med nu meeeeget utålmodig hund og barn, der skal nå at fange pokemonner inden mørkets frembrud.

Henne i park danser hund cancan i sin iver over at komme til at sniffe dagens lokale hunde-opdateringer, mens sønneke nærmest er gået i stå … han finder den ene pokemon efter den anden, stort set uden at bevæge sig ud af stedet. Hund hiver hidsigt i sin ende af hundesnoren, mens sønneke famler med min telefon, faretruende tæt på sten og mudderpøle, imens jeg råber efter ham at han skal holde godt fast i telefonen og skynde sig lidt. Tålmodigheden er ved at nå til vejs ende.

Det lykkes at få både hund, barn og telefon bugseret uskadt gennem park tilbage til bilen, hvor tricket nu er at få pladret hund til at lægge sig på hundetæppet , og ikke smide mudderpoterne på førersædet. Lunten bliver kortere, mærkes det.

Hjemme igen kan jeg mærke at stressen stiger til uanede højder, da jeg i næsten-buldermørke skal hive hund, barn, tasker, indkøb, hundesnore og snavset tøj fra ekstrakassen i SFO’en ud af bilen, imens jeg lige skal forklare sønneke at han altså selv må bære sin skoletaske. Den får han så hevet ud, og får lige hevet bagsædet leddeløs på leasingbilen samtidig … Jeg bakser efter nøgler, hunden stikker af i mørket, og Skrumpen stiller en endeløs række af spørgsmål, som jeg skal tage stilling til.

Lige præcis dér – lige dér – forsvinder den sidste rest overskud, og jeg må bide mig hårdt i tungen for ikke at få en total nedsmeltning lige i min gadedør, og rive hovedet af alle i 2 km omkreds.

Jeg tror jeg lader cyklen stå i morgen.

Øksemorderen

Der er en gal øksemorder løs derude. Lørdag overfaldt han et ungt par i Birkerød, mandag røvede han en bank i Ringsted, og for ti dage siden blev han løsladt efter tre år i fængsel.

Normalt er jeg ikke bange for at være alene hjemme, heller ikke selv om det er helt mørkesort herude på landet (til gengæld har vi den smukkeste stjernehimmel, men den historie må I få en anden dag 😉). Jeg kan gå tur med hunden, gå ud med skrald, og endda sove helt uden problemer, selv når jeg er helt mig selv. Ja, normalerweize skænker jeg det ikke en tanke.

Men i dag er der en øksemorder på fri fod derude, og alverdens rædselsbilleder sætter hjernen på overarbejde. Den mindste knirken i gulvet tolkes som motorsavsmassakren, og jeg undlader endda at gå ud med den bugnende fulde skraldepose og tør ikke hente vasketøjet ind fra den overdækkede terasse. Og vi har endda hund og alting 😳

Nå, men nu vil jeg leve livet på kanten og lægge mig til at sove. Jeg håber vi ses i morgen!

Jeg skriver, ergo er jeg

Forleden blev jeg færdig med min pædagogiske grunduddannelse på meritlærerstudiet, efter en drabelig slutspurt, hvor både lungebetændelse, maveonde, stress, livsbegivenheder og hverdagssnublerier prøvede at spænde ben for projektet. Vi, min makker og jeg, har arbejdet sammen i nu 2 år på 4 moduler, og det hele sluttede med en eksamensopgave, der i sin essens skulle sammenfatte alt det, vi har lært, de sidste år.

Men altså, det lykkedes: vi fik tastet en opgave af sted, og var til mundtlig eksamen i den opgave forleden.

Det blev en opgave, der – trods sin svære fødsel – blev rigtig interessant at lave. Vi skulle tage afsæt i en case fra virkeligheden, bruge gængs teori til at analysere hvordan vi kan gøre ting bedre i praksis, og vi skulle argumentere for hvordan teori kan transmogriffes om til virkelighed.

(Nu kommer det spændende!)

I min optrawling af relevant teori stødte jeg på flere spændende forskningsresultater, der i den grad udløste den ene AHA-oplevelse efter den anden. Dem vil jeg lige prøve at dele her, på pixisk:

Vigtig viden #1: Grunden til at vi mennesker kan lære og erfare så hurtigt og kompetent som vi gør, er vores sprog. Allerede helt fra spæde sætter vi lyde og tegn sammen med vores erfaringer, og senere går vi over til at tale os selv igennem udfordringer (hånden på hjertet: hvor mange gange har du ikke gået og snakket med dig selv, mens du har prøvet at løse en udfordring?) Når vi får sat ord på vores proces, lærer vi af den.

Vigtig viden #2: Vi udvikler os gennem samtale. Derfor er det bedre at eleverne snakker med hinanden (om det faglige indhold, forstås!) end at læreren står og lyder klog. Det gælder for livet i øvrigt: du lærer mere af at tale med din kone/kæreste/mand/kollega/veninde/damen i supermarkedet end ved at høre på oplæseren i radioen. I mangel af bedre kan du snakke med dig selv, det kan også bruges 😉

Men den allervigtigste viden er den, at vi må dele vores oplevelser med nogen, før de bliver ægte. Hvad nytter det at bestige Himmelbjerget, hvis der ikke er nogen at vise selfies til? Vi drives derfor af at dele vores oplevelser, vores begejstring med andre, for ellers føles det ikke virkeligt. Det er af afgørende betydning at vores beretninger likes af nogen, og at vi dermed er med i inderkredsen af det fællesskab, vi higer efter at være med i.

Evolutionært er vi bygget til at være sociale væsener – af egoistiske grunde. Hvis jeg hjælper dig, så hjælper du mig, og så har jeg bedre chancer for at sprede mine gener. Bum. I den komplekse virkelighed vi har bygget ovenpå betyder det, at det faktisk ER vigtigt for os at få de likes, og at nogen kommenterer vores blogindlæg. Vi prøver ikke at være for skuffede, hvis ingen kommenterer eller liker, afskriver det med bagateller, og bilder os selv ind at det ikke (burde have) har så stor betydning. For vi kan jo leve videre uden de likes, ikk?

Det er en onlinificering af vores behov for at være med i fællesskabet, og udstødelse (læs: manglende likes og kommentarer, eller invitationer til grupper og netværk) gør lige så ondt som at være den dreng i klassen, der ikke blev inviteret med til fødselsdag.

Så: vores behov for at blive set og hørt er ret vigtigt for os og vores selvværd. Husk i øvrigt det – måske kan dit like redde dagen for en ven?

PS. Vi fik i øvrigt 12 for vores opgave og eksamen 😉

Store øjeblikke

For snart ti år siden sad jeg på en bar med mine kollegaer over en fredagsøl, og sludrede med min chef (som også er min studiekammerat). Vi talte om store øjeblikke, hvor vi var blevet berørt så meget, at vi fik gåsehud – sådan et af de øjeblikke, hvor man er meget krystalklart til stede i nuet, og er fuldt ud bevidst om at dether – det er et af de øjeblikke, som man vil huske helt klart resten af sit liv.

Jeg fortalte først om min farmors bisættelse, hvor min farbror, der var oberstløjtnant i Flyvevåbnet, stod ved siden af mig mens rustvognen stille kørte fra kirken. Han var i fuld uniform, og tog sin hat under armen,  mens han gjorde honnør indtil rustvognen var ude af syne.

Min chef fortalte om da han aftjente værnepligt som matros på Kongeskibet Dannebrog, og et prominent medlem af Befolkningen Danmark (jeg husker ikke hvem – det var i midt-90’erne) var afgået ved døden på en udlandsrejse. Båren blev sejlet til Danmark, og hele Dannebrogs besætning var præsenteret og gjorde honnør, mens vedkommende sejlede forbi.

Så fortalte jeg om dengang, jeg var til landskamp mellem Italien og Frankrig på San Siro i Milano, samme dag som Luciano Pavarotti blev begravet. Hvordan vi var sent på den, og løb som gale op ad den Rundetårn-lignende sneglegang op mod de øverste pladser, som vi havde billet til, og netop som vi kom ind på stadion stemte 85.000 mennesker i “Nessun Dorma”, mens Pavarottis billede stod klart på storskærmen.

En anden oplevelse, som dog ikke var med på bar den dag, var dengang jeg stod ved Axelborg i København i november 2000, mens Dronning Ingrids båre defilerede forbi på sin vej mod sit endelige hvilested i Roskilde. Rådhusklokkerne slog højtideligt sin ceremonielle sørgesang, verden stod stille – og Dronning Margrethe så os alle i øjnene, sørgende og dog til stede.

Himlen stod stille, da en kvadrille af Flyvevåbnets fly fløj æresformationen Missing Man til ære for min førnævnte farbror, da han blev bisat.

Sådan et øjeblik have jeg også i onsdags, da jeg satte vores eget flag på halv. At det var højtideligt, sørgmodigt og ærefyldt. At jeg som undersåt og som menneske bøjer mig dybt i respekt og ærbødighed for en prins, som tydeligvis har været sin hustrus største støtte og faste makker. At jeg føler med vores dygtige dronning, som pludselig er alene, uanset at hun måtte have familiens og alle vi andres støtte.

Det kan godt være, det handler om dødsfald – men døden er en del af livet, og at tage afsked er forbundet med sorg og ærbødighed. Medfølelse med dem, der står bag kisten. Respekt for det menneske, som satte sit fodspor i verden og i sjælen.

Undtagelsestilstand

Ih, hvor jeg glæder mig til den opgave er afleveret i morgen …

Glæder mig til at kunne trække vejret frit igen, og kunne sove om natten.
Glæder mig til at mit hjerte, der buldrer af sted, tager det lidt mere med ro.
Glæder mig til at mavesmerterne forsvinder.

Glæder mig til at komme hjem – og have overskud til at spille et spil med smølfen.
Glæder mig til at have overskud til at tænke i sund mad igen.
Glæder mig til at have tid til at sætte en vask over – og hænge den op.
Glæder mig til at komme i haven.
Glæder mig til gode traveture med lakridsen.
Glæder mig til familie- og vennehygge i weekenderne.
Glæder mig til at slippe den dårlige samvittighed over ikke at være nok nogensteder.

Kort sagt – jeg glæder mig til at få mit liv igen. Livet med job, familie OG studie on the side er ikke for sarte sjæle!