At gabe over en større bager end man kan slå ned

Madpakken er smurt aftenen før, tøj pakket i taske, cykeltøj og -hjelm lagt frem, sønneke forberedt på tidlig og hurtig afgang fra matriklen, og en vi-cykler-til-arbejde-i-dag-aftale med kollega (det skal lige siges at jeg kun cykler de sidste 6 km fra kollega til arbejde, da jeg hjemmefra har små 35 km – og det er liiiii langt nok).

Så langt, så godt.

Fin fin cykeltur, hvor jeg dog må konstatere at kageformen er lige lovlig påtrængende, og hvor det er min kollega der snakker for os begge to.

Fantastisk arbejdsdag, omgivet af skønne elever i 9. klasse, som er i gang med superspændende naturfagsprojekter, der er en del af deres eksamensforberedelse. Og ikke mindst fantastiske kollegaer.

Cykeltur tilbage til kollega er lidt mere i modvind, bogstavelig talt, og turen op af Eggeslevmaglebakken føles endeløs og i stigning udenfor kategori, mens blodsmagen trænger sig på i munden. Vi når dog levende frem.

Biltur tilbage, hvor overvejelserne nu går på om jeg skal hente hund først, så barn, for derefter at gå i parken og fange pokemonner, eller det skal være omvendt – jeg vælger hund først. Lille aber dabei er jo at vores vej er gravet op, og der derfor er lang omvej, når man kommer fra arbejde-siden. Nå, omvej forbi og hente hund, brændstoftalarmen begynder at blinke hidsigt, og jeg kan se at jeg ikke kan nå forbi tank før SFO’en lukker – stress, stress! Jeg får hentet Skrumpen, og vi når hen til tank før vi løber helt tør. Pyha. Kaster mig ind i Netto ved siden af (nu vi lige er her) og køber de nødvendigste ting, inden turen går videre til park med nu meeeeget utålmodig hund og barn, der skal nå at fange pokemonner inden mørkets frembrud.

Henne i park danser hund cancan i sin iver over at komme til at sniffe dagens lokale hunde-opdateringer, mens sønneke nærmest er gået i stå … han finder den ene pokemon efter den anden, stort set uden at bevæge sig ud af stedet. Hund hiver hidsigt i sin ende af hundesnoren, mens sønneke famler med min telefon, faretruende tæt på sten og mudderpøle, imens jeg råber efter ham at han skal holde godt fast i telefonen og skynde sig lidt. Tålmodigheden er ved at nå til vejs ende.

Det lykkes at få både hund, barn og telefon bugseret uskadt gennem park tilbage til bilen, hvor tricket nu er at få pladret hund til at lægge sig på hundetæppet , og ikke smide mudderpoterne på førersædet. Lunten bliver kortere, mærkes det.

Hjemme igen kan jeg mærke at stressen stiger til uanede højder, da jeg i næsten-buldermørke skal hive hund, barn, tasker, indkøb, hundesnore og snavset tøj fra ekstrakassen i SFO’en ud af bilen, imens jeg lige skal forklare sønneke at han altså selv må bære sin skoletaske. Den får han så hevet ud, og får lige hevet bagsædet leddeløs på leasingbilen samtidig … Jeg bakser efter nøgler, hunden stikker af i mørket, og Skrumpen stiller en endeløs række af spørgsmål, som jeg skal tage stilling til.

Lige præcis dér – lige dér – forsvinder den sidste rest overskud, og jeg må bide mig hårdt i tungen for ikke at få en total nedsmeltning lige i min gadedør, og rive hovedet af alle i 2 km omkreds.

Jeg tror jeg lader cyklen stå i morgen.

Øksemorderen

Der er en gal øksemorder løs derude. Lørdag overfaldt han et ungt par i Birkerød, mandag røvede han en bank i Ringsted, og for ti dage siden blev han løsladt efter tre år i fængsel.

Normalt er jeg ikke bange for at være alene hjemme, heller ikke selv om det er helt mørkesort herude på landet (til gengæld har vi den smukkeste stjernehimmel, men den historie må I få en anden dag 😉). Jeg kan gå tur med hunden, gå ud med skrald, og endda sove helt uden problemer, selv når jeg er helt mig selv. Ja, normalerweize skænker jeg det ikke en tanke.

Men i dag er der en øksemorder på fri fod derude, og alverdens rædselsbilleder sætter hjernen på overarbejde. Den mindste knirken i gulvet tolkes som motorsavsmassakren, og jeg undlader endda at gå ud med den bugnende fulde skraldepose og tør ikke hente vasketøjet ind fra den overdækkede terasse. Og vi har endda hund og alting 😳

Nå, men nu vil jeg leve livet på kanten og lægge mig til at sove. Jeg håber vi ses i morgen!

Jeg skriver, ergo er jeg

Forleden blev jeg færdig med min pædagogiske grunduddannelse på meritlærerstudiet, efter en drabelig slutspurt, hvor både lungebetændelse, maveonde, stress, livsbegivenheder og hverdagssnublerier prøvede at spænde ben for projektet. Vi, min makker og jeg, har arbejdet sammen i nu 2 år på 4 moduler, og det hele sluttede med en eksamensopgave, der i sin essens skulle sammenfatte alt det, vi har lært, de sidste år.

Men altså, det lykkedes: vi fik tastet en opgave af sted, og var til mundtlig eksamen i den opgave forleden.

Det blev en opgave, der – trods sin svære fødsel – blev rigtig interessant at lave. Vi skulle tage afsæt i en case fra virkeligheden, bruge gængs teori til at analysere hvordan vi kan gøre ting bedre i praksis, og vi skulle argumentere for hvordan teori kan transmogriffes om til virkelighed.

(Nu kommer det spændende!)

I min optrawling af relevant teori stødte jeg på flere spændende forskningsresultater, der i den grad udløste den ene AHA-oplevelse efter den anden. Dem vil jeg lige prøve at dele her, på pixisk:

Vigtig viden #1: Grunden til at vi mennesker kan lære og erfare så hurtigt og kompetent som vi gør, er vores sprog. Allerede helt fra spæde sætter vi lyde og tegn sammen med vores erfaringer, og senere går vi over til at tale os selv igennem udfordringer (hånden på hjertet: hvor mange gange har du ikke gået og snakket med dig selv, mens du har prøvet at løse en udfordring?) Når vi får sat ord på vores proces, lærer vi af den.

Vigtig viden #2: Vi udvikler os gennem samtale. Derfor er det bedre at eleverne snakker med hinanden (om det faglige indhold, forstås!) end at læreren står og lyder klog. Det gælder for livet i øvrigt: du lærer mere af at tale med din kone/kæreste/mand/kollega/veninde/damen i supermarkedet end ved at høre på oplæseren i radioen. I mangel af bedre kan du snakke med dig selv, det kan også bruges 😉

Men den allervigtigste viden er den, at vi må dele vores oplevelser med nogen, før de bliver ægte. Hvad nytter det at bestige Himmelbjerget, hvis der ikke er nogen at vise selfies til? Vi drives derfor af at dele vores oplevelser, vores begejstring med andre, for ellers føles det ikke virkeligt. Det er af afgørende betydning at vores beretninger likes af nogen, og at vi dermed er med i inderkredsen af det fællesskab, vi higer efter at være med i.

Evolutionært er vi bygget til at være sociale væsener – af egoistiske grunde. Hvis jeg hjælper dig, så hjælper du mig, og så har jeg bedre chancer for at sprede mine gener. Bum. I den komplekse virkelighed vi har bygget ovenpå betyder det, at det faktisk ER vigtigt for os at få de likes, og at nogen kommenterer vores blogindlæg. Vi prøver ikke at være for skuffede, hvis ingen kommenterer eller liker, afskriver det med bagateller, og bilder os selv ind at det ikke (burde have) har så stor betydning. For vi kan jo leve videre uden de likes, ikk?

Det er en onlinificering af vores behov for at være med i fællesskabet, og udstødelse (læs: manglende likes og kommentarer, eller invitationer til grupper og netværk) gør lige så ondt som at være den dreng i klassen, der ikke blev inviteret med til fødselsdag.

Så: vores behov for at blive set og hørt er ret vigtigt for os og vores selvværd. Husk i øvrigt det – måske kan dit like redde dagen for en ven?

PS. Vi fik i øvrigt 12 for vores opgave og eksamen 😉

Store øjeblikke

For snart ti år siden sad jeg på en bar med mine kollegaer over en fredagsøl, og sludrede med min chef (som også er min studiekammerat). Vi talte om store øjeblikke, hvor vi var blevet berørt så meget, at vi fik gåsehud – sådan et af de øjeblikke, hvor man er meget krystalklart til stede i nuet, og er fuldt ud bevidst om at dether – det er et af de øjeblikke, som man vil huske helt klart resten af sit liv.

Jeg fortalte først om min farmors bisættelse, hvor min farbror, der var oberstløjtnant i Flyvevåbnet, stod ved siden af mig mens rustvognen stille kørte fra kirken. Han var i fuld uniform, og tog sin hat under armen,  mens han gjorde honnør indtil rustvognen var ude af syne.

Min chef fortalte om da han aftjente værnepligt som matros på Kongeskibet Dannebrog, og et prominent medlem af Befolkningen Danmark (jeg husker ikke hvem – det var i midt-90’erne) var afgået ved døden på en udlandsrejse. Båren blev sejlet til Danmark, og hele Dannebrogs besætning var præsenteret og gjorde honnør, mens vedkommende sejlede forbi.

Så fortalte jeg om dengang, jeg var til landskamp mellem Italien og Frankrig på San Siro i Milano, samme dag som Luciano Pavarotti blev begravet. Hvordan vi var sent på den, og løb som gale op ad den Rundetårn-lignende sneglegang op mod de øverste pladser, som vi havde billet til, og netop som vi kom ind på stadion stemte 85.000 mennesker i “Nessun Dorma”, mens Pavarottis billede stod klart på storskærmen.

En anden oplevelse, som dog ikke var med på bar den dag, var dengang jeg stod ved Axelborg i København i november 2000, mens Dronning Ingrids båre defilerede forbi på sin vej mod sit endelige hvilested i Roskilde. Rådhusklokkerne slog højtideligt sin ceremonielle sørgesang, verden stod stille – og Dronning Margrethe så os alle i øjnene, sørgende og dog til stede.

Himlen stod stille, da en kvadrille af Flyvevåbnets fly fløj æresformationen Missing Man til ære for min førnævnte farbror, da han blev bisat.

Sådan et øjeblik have jeg også i onsdags, da jeg satte vores eget flag på halv. At det var højtideligt, sørgmodigt og ærefyldt. At jeg som undersåt og som menneske bøjer mig dybt i respekt og ærbødighed for en prins, som tydeligvis har været sin hustrus største støtte og faste makker. At jeg føler med vores dygtige dronning, som pludselig er alene, uanset at hun måtte have familiens og alle vi andres støtte.

Det kan godt være, det handler om dødsfald – men døden er en del af livet, og at tage afsked er forbundet med sorg og ærbødighed. Medfølelse med dem, der står bag kisten. Respekt for det menneske, som satte sit fodspor i verden og i sjælen.

Undtagelsestilstand

Ih, hvor jeg glæder mig til den opgave er afleveret i morgen …

Glæder mig til at kunne trække vejret frit igen, og kunne sove om natten.
Glæder mig til at mit hjerte, der buldrer af sted, tager det lidt mere med ro.
Glæder mig til at mavesmerterne forsvinder.

Glæder mig til at komme hjem – og have overskud til at spille et spil med smølfen.
Glæder mig til at have overskud til at tænke i sund mad igen.
Glæder mig til at have tid til at sætte en vask over – og hænge den op.
Glæder mig til at komme i haven.
Glæder mig til gode traveture med lakridsen.
Glæder mig til familie- og vennehygge i weekenderne.
Glæder mig til at slippe den dårlige samvittighed over ikke at være nok nogensteder.

Kort sagt – jeg glæder mig til at få mit liv igen. Livet med job, familie OG studie on the side er ikke for sarte sjæle!

Det skæve Danmark flytter ud

Ja undskyld mig, men nu skriver jeg i affekt. Og jeg kommer helt sikkert til at træde nogen af de mennesker, jeg ellers holder meget af, over tæerne – men helt ærligt! Tør øjnene, og kom op på hesten igen.

Det handler om udflytning af statslige arbejdspladser. Jeg synes, og har hele tiden syntes, at det var på mere end høje tid at vi vendte trafikken fra at gå mod København (og til en vis grad Aarhus), til nu at gå den anden vej – ud i Danmark. For landet er stort set blevet næsten-støvsuget for arbejdspladser, som er suget helt ned i maven på københavnerdyret, og har efterladt de nøgne landskaber med de faldefærdige huse, de tomme skolebygninger og de lukkede butikker bag sig. “I kan jo pendle eller flytte,” har det lydt, hver gang en lokal arbejdsplads lukkede og rykkede teltpælene til København. Især har resten af Sjælland lidt under københavnereffekten, fordi Sjælland blot anses for at være en slags forhave til Valby Bakke. Vi kan jo bare pendle!

Når arbejdspladser skal flyttes den anden vej, SÅ starter hylekoret for alvor. Der er ingen ende på hvor forfærdeligt og dumt det hele er, og at det koster penge. Ja det gør det – se det som en investering i HELE Danmark, hvor det ikke længere bliver en taber-stempling at bo i den rådne banan. Hvor husene igen kan sælges, lokalsamfund kan vokse og blomstre, og butikkerne genåbnes.

Danske virksomheder har i mange år lukket afdelinger eller hele produktionssites ned og flyttet dem til udlandet, med mange, mange tabte arbejdspladser til følge, og selv om det er en krise for den enkelte, er det ikke noget der bliver begrædt tilnærmelsesvis så højt og jammerligt, udover at det bliver nævnt på side 12 i en lokalavis. Her står der lige pludselig hundreder af mennesker uden jobs, som nu er tvunget til at flytte efter nyt job – oftest ind til de største byer – men ingen løfter et øjenbryn.

Det er SÅ arrogant, og det er SÅ forargende at se hvordan medierne ensidigt viser billedet af de stakkels københavnere, der skal ud at lede efter nyt job, hvis de ikke vil flytte med. Der er virkelig langt mellem de gode historier i de landsdækkende medier om den gavnlige effekt af at investere i et HELT Danmark, hvor det ikke bare er byboerne der nyder godt af alle goderne.

Tag en tudekiks. Kom op på hesten igen.

At være praktisk ubegavet

I undervisningsverdenen opererer nogle med begreber som “bogligt begavet” og “praktisk begavet” (jeg foretrækker selv begrebet “elever”). Men for lige at blive i den sfære, så kan jeg – uden at ryste i bukserne – godt afsløre at jeg er det, man må kalde “praktisk ubegavet”.

Det betyder at jeg ikke er meget bevendt, når der skal renoveres huse eller bygges haveskure, og jeg fungerer bedre som køkkenskriver end som kok (jo, jeg kan godt finde ud af at lave mad – det tager bare lang tid 😉 )

Men det har også andre bagsider. Fx er jeg bare ikke god til at gennemskue hvad der lige skal gøres, når vi er ved at gøre klar til forældremøde for 7. årgang. Jeg kan ikke lige gennemskue at der mangler tallerkener/gafler/servietter/stole/andet, sådan at jeg finder tingene frem af mig selv. Jeg ender altid med at være hende den lidt ubehjælpsomme, klodsede type, der virkelig ikke kan tage initiativ, og som skal sættes i gang med alting. Over tid er jeg dog blevet bedre til at informere mine medmennesker om at det vil være en god ide, hvis de giver mig en målrettet, konkret opgave, og så en ny bagefter. Så er alle nemlig mere glade, og jeg står ikke tilbage med oplevelsen af at være “forkert”.

En anden bagside er når mængden af forskellige praktiske gøremål hober sig op. Det kan fx være mængden af rod i huset, som jeg ikke kan overskue – jo, jeg kan godt finde ud af at rydde op og smide ud, men jeg ved bare ikke hvor jeg skal begynde, eller hvad jeg skal gøre med mængden af overskudsting, som ikke har en fast bopæl i et skab eller på en hylde.

Det er også i min ellers højtelskede have … Jeg har massevis af ideer til hvordan jeg gerne vil indrette den, og vilde ideer om frodige staudebede og lækre hjemmedyrkede grøntsager, men ideerne står i kø – og jeg kan ikke beslutte mig for hvilken ide jeg skal gå med.

Derfor: jeg ender med at bruge timevis med at vandre hvileløst frem og tilbage, mens jeg snakker med mig selv, får fjernet én bunke ét sted fra, men får dannet tre nye et andet sted. Jeg begynder at grave i ét hjørne af haven, mens haveredskaber og bunker af opgravet ukrudt ligger et andet sted, fordi jeg ikke lige ved hvor jeg skal gøre af dem. Ofte går jeg i stå med projektet, fordi jeg ikke helt kan beslutte mig for hvordan det skal ende – og så går jeg i gang et andet sted.

Resultat? Rod alle steder, ufærdige projekter overalt. Og mig, der simpelthen har mistet overblikket.

Til gengæld er jeg mega-go’ til naturvidenskab 🙂

When the shit hits the fan

Vi er alene hjemme, mig og knægten. Farmand er på tre dages kick-off med arbejdet, så vi må klare os selv så længe. Det kunne umiddelbart lyde let og ligetil, men som regel indtræffer mindst tre af nedenstående hændelser – gerne flere:

  • Hunden får dårlig mave, og skide-brækker sig på gulvtæppet på 1. sal (JA, vi ønsker os virkelig meget et nyt, ikke-tæppegulv, men “tid”, ikk?)
  • Fyret går ud. Gerne i løbet af natten, så der er iskoldt i huset næste morgen.
  • Fyret kaster op, og spyr sod ud i hele bryggerset, og nægter at fortælle hvad der er galt. Det står bare dér og blinker.
  • Hunden finder noget ræddi, ræddi lækkert at rulle sig i (læs: eau de ådsel) på sidste haverunde inden sengetid, hvilket vi som regel først opdager når hun hopper op i sengen og vil ligge i arm. Ad. Ofte fører dette til scenarie 1, da hun også kan finde på at gnaske i ådslet >.<
  • Det bliver østenvind, og så dur hverken fyr eller brændeovn.
  • Strømmen går, og så så man lige mig stå der og glo fortabt på eltavlen og sikringerne.
  • Vi løber tør for mælk. Og værre – kaffe!
  • Lige pt. har kommunen besluttet at grave vores vej op for at lave nyt kloakrør, så vi må parkere ca. 500 m væk fra huset. Normalt intet problem, men vi sjosker af sted i ankelhøjt pladder – med armene fulde af det mælk, vi glemte at købe i går.

Godt vi kan grine af det – ellers kunne man godt synes det var en kende træls 😉

Linedanser

Velkommen til!

Både til jer og til mig. Jeg har taget hul på en hel ny blog, som jeg glæder mig til at sætte ord og billeder til, ikke bare i 2018, men forhåbentlig i årevis fremover.

Jeg kommer til at skrive om min hverdag som mor til en knægt med krudt i måsen, som kone til en skøn mand, der – ligesom jeg – har mange ideer til livets indhold og hvordan man gør det, og som lærer til en samling skønne unger, som jeg er så priviligeret at få lov til at undervise i mine yndlingsfag: naturfagene.

Men først og fremmest kommer jeg til at skrive om mine tanker om livet, om hvordan livet former mig og mine medmennesker, om at holde tungen lige i munden, når man balancerer på den spændte line, som hedder livet.

Linedanser.