Linedanser

Jeg har en sang! Den introducerede min 5. klasse mig for her til morgen (helt uden at de ved at jeg har en blog 😉 ). Fantastisk smuk sang, der er fuld af livsvisdom, håb og kærlighed. Lyt blot til Pigekoret her:

 

• Jeg kalder det #1, fordi jeg forventer der kommer flere. Så ved du det.
• Kender du det der med at man står dér, søndag aften efter deeeejlig ferie, og tænker “NNNNAAAAAJJJJJJ, jeg magter ikk’ arbejde i morgen tidlig!” ? – og så komme på arbejde mandag, og være hovedet fuld af smil inden man når fra parkeringspladsen hen til hoveddøren? Sådan et job har jeg nemlig ❤️
• Når man har købt en skridttæller til sin søn for at motivere ham til at bevæge sig mere … for så at opdage at han går dobbelt så mange skridt som mig på en dag 😳
• Manden kommer hjem med et par langærmede cykelbukser (du ved – til de langærmede ben, ikk?) til mig, så jeg ikke skal køre i korte cykelbukser på søndag. Og så forklarer han at det er “dame-edition” – dvs. de har en fin lynlås fra hofte til hofte, hen over rumpetten, så man kan lyne op, når man skal besørge i naturen …

Giver begrebet “smækbukser” en helt ny betydning …

• Har købt et par hjemmebukser* i størrelse XL, for at konstatere at de er for store. Det er nu i grunden rart.
• Mangler egentlig også et par nye hjemmesko. Hmm. Det må vente til næste løn.

* Hjemmebukser: Bløde, deforme bukser, man har på derhjemme, og absolut ingen andre steder. Ikke at forveksle med cykelbukser. Eller smækbukser.

Indtil for ca. 3 år siden, og så en 6-8 år baglæns, havde jeg en rigtig hæslig periode i mit liv, hvor jeg i den grad fik bank med en morgenstjerne på næsten alle fronter. Hvordan jeg kom igennem og om på den anden side kan jeg kun tilskrive særdeles stærke og stædige mennesker i mit liv – mest af alt min mand ❤️

Men en del af pakken i alle de år var utallige ture på operationsbordet (mislykkede graviditeter for det meste), langt flere end jeg kan huske eller opremse på én gang. Hver gang var sorgens og fortvivlelsens gang, og hver gang følte jeg mig helt alene under den store, ubamhjertige operationslampe i loftet. Og hver gang har min mand været ved min side, når jeg vågnede op og i dagene, ugerne efter. På trods af dette har det været en ensom kamp med og mod min krop, som ikke ville makke ret, og på en eller anden måde har jeg alligevel fået rejst mig, og er gået videre. Noget med styrke, bilder jeg mig ind i dag, selv om jeg i situationen bestemt ikke følte mig særlig stærk. Noget med at den psykiske smerte langt oversteg den fysiske.

I dag var det anderledes. I dag lå jeg igen på operationsbordet, dennegang for at få fjernet en mindre og ufarlig ‘skavank’, i lokalbedøvelse. Jeg var mere skræmt og bekymret forud for indgrebet end jeg før har været, og både læge og sygeplejerske bemærkede at jeg var bleg, og de tog højde for at jeg ikke skulle besvime undervejs. Den søde sygeplejerske stod ved siden af mig og holdt mig på armen mens hun småsnakkede. På et tidspunkt bad lægen om at få rettet på en dims, og sygeplejersken gik kortvarigt væk. Dér, lige dér, blev jeg utryg, og hørte mig selv sige: “uh, jeg kan mærke at du ikke skal gå for langt væk.”

Hun kom hurtigt tilbage, men de vel ca. 17 sekunder var meget, meget lange. Og utrygge. Store, stærke mig var pludselig blevet lille, bange mig. Med behov for en voksen, der kunne holde mig i hånden.

Jeg er hende evigt taknemmelig for sin omsorg og overskud, og for at tage en voksen, bleg, surt udseende dame med blålige totter i håret under sin vinge ❤️

At få (nogle af) disse før-billeder til at blive til pæne efter-billeder …

Lige om 2 dage og nogle minutter sidder vi i kransekage og bobler til halsen, og venter på at det store ur siger DONG. Forinden er gået endnu en af årets store traditionsrige aftener, hvor vi har set nytårstale, skålet med Dronningen, poppet bordbomber og knaldperler, pustet serpentiner og metalliske nytårstruthorn, og lige om et øjeblik er det tid til Dinner for One – eller 90 års fødselsdagen, som vi kender den på dansk. Cheerio, Miss Sophie.

Men!

For hvor vi helt har forglemt at få lavet aftaler for denne aften, og derfor kun er os tre hjemme (+ en hund, som vi fra tidligere år ved kan være hundeangst lige der omkring midnat), så kan vi lige så godt gøre det lidt festligt for os selv. Og lækkert.

Jeg må derfor ty til google for at se om der ikke var en lille smule inspiration til lidt festlig og velsmagende mad, når vi nu har god tid til at lave det. Og bevares – der er ikke det dameblad med respekt for sig selv, som ikke har mindst 25 forskellige menuforslag, lige til at lave i det svinedyre franske landkøkken, anrette smukt på det kongelige porcelæn, uden at det i øvrigt ligner at hverken du selv eller dit køkken har brugt timevis på at kreere lækkerbidskenerne.

Lige nu står kampen mellem hummersuppe med cognac til forret, oksemørbrad med kantarelsauce, kartoffelpuré og syltede rødløg til hovedret, og minipavlova med citron-mynte-sorbet til dessert i skarp konkurrence med rugbrødschips med vagtelæg og feta-basilikum-valnøddecreme til forret, krondyrfilet med saltbagt knoldselleri og nøddesmør til hovedret, og chokoladekrokant med saltkaramelsauce og limecreme til dessert. Til midnat naturligvis perfekt boblende champagne direkte fra den indbyggede vinkælder, og det hjemmebagte overflødighedshorn af en kransekage. Og glem ikke at køkkenet, såvel som værtinden, stadig er skinnende rene og smukke!

What to do, what to choose …

Med det kendskab jeg har til mig selv og min familie, forudser jeg følgende scenarie:

• Vi får ikke rigtig lavet indkøbsliste, og vi glemmer et par vigtige ingredienser eller to. Men hey – ketchup kan redde alt, det lærte jeg på kostskolen!
• Vi overvurderer fuldstændigt hvor lang tid det tager at lave citron-mynte-sorbet, og går derfor med hyldeblomstsorbeten, som vi har en sjat stående af i fryseren.
• Vi er slet ikke i nærheden af klar, når Dronningen skal tale, og når derfor hverken at finde champagneglas eller bobler – eller klæde om fra hjemme-tøjet – imens saltkaramelsaucen brænder på.
• Ingen af dem, jeg bor sammen med, kan lide hummersuppe. Eller vagtelæg.
• Faktisk kan Smølfen slet ikke lide noget af det, der er på menuen.
• Hverken køkken, værtinde, middagsdeltagere eller hund er skinnende rene. Faktisk meget langt fra.

Hmm. Måske skal vi bare lave pizza, og købe os fra kransekagen …

Foto venligst udlånt af internettet

05.30 Vækkeuret ringer første gang. Nok lidt af en tilsnigelse, det med vækkeur, da det jo ret beset er alarmen i mobilos, der bimler. Nå, men den larmer altså. Og der når at løbe mange tanker gennem hovedet på ret kort tid – hvilket i sig selv er imponerende, tidspunktet taget i betragtning: Er det lørdag nu? Hvad er klokken? Fik jeg vasket hår i går? Hvad er det jeg skal have i første time? Fårk, det er kun onsdag … Hånden rammer den i mørket eneste synlige plet: en orange plamage, hvor man hvis man var vågen og havde briller på kunne læse ordet ‘snooze’.

05.39 Alarmen larmer igen. Snooze.

05.48 Alarm. Snooze. Mand står langsomt op og ramler ud mod badeværelset. Hund sætter af fra stilstand på min hovedpude i ræs mod tiden om at nå at spænde ben får mand, inden han rammer badeværelset. Han skulle helst komme i tanke om hundemad inden han går i bad, jo.

05.57 Alarm. Stop.

Mand kommet ind og rusker i mig. ‘Din tur’.

Suk. Knap vågen vakler jeg på badeværelset.

06.48 Klokken nærmer sig nu kritisk ETD. Det betyder at flere mulige forsinkende scenarier som regel indtræffer samtidig: Hund løber ud og stikker af. Smølfen får en nedsmeltning over at der ikke er flere rosiner til havregrynene. Jeg glemmer min kaffe/handsker/telefon/kagen til kollegaerne, og må tilbage efter det.

7.07 Afgang.

7.42 Svinger ind på skolen, og tjekker om skolepatruljerne er på pladserne.

8.04 Første time er i gang. Fysik i 9., vi er ved at finpudse de sidste forsøg med eleverne inden de skal til eksamen. Fokus er koncentreret, viden hældes på og fagbegreber forklares. Skønne elever, som tilhører fremtiden ❤️

10.23 Matematik i 4. Pludselig skal jeg forholde mig til forsvundne viskelædre og sidemakkeren, der ikke vil holde sig på sin halvdel af bordet (det magiske her er at opleve den fantastiske udvikling, som disse 10-årige gennemgår, inden de om 5 år står i eksamenslokalet).

12.37 Biologi i 7. Alvoren er endnu ikke indtruffet hos de unge mennesker, hvoraf enkelte mener at de aldrig får brug for at vide noget om biologi. Heldigvis er resten til at lokke med væsker, der skifter farve, når man putter det på jord. Magic!

14.04 Sidste elev har forladt lokalet, tilbage står oprydning og klargøring til i morgen. Og så liiiiiiige de løse ender. Nogle af dem. Dem, jeg lige kan huske.

16.02 Bilen kører næsten af sig selv mod SFO’en, hvor Smølfen endnu en gang bliver hentet som en af de sidste.

16.44 “Moar, du skal altså hente mig tidligt! Hvorfor kommer du altid så sent?” “Jamen, jeg skal jo være på arbejdet til kl. 16, det siger min chef.” “Du må altså sige til din chef at du ikk’ skal være der så længe …”

17.03 Runde i Netto for i al hast at finde på noget sundt, nærende, velsmagende, kostrådskorrekt mad, som kan laves med venstre hånd på 7 minutter. Kommer ud med færdig-pizza lige til ovnen.

17.37 Vi lander foran hjemmet, mens en tsunami af ord og spørgsmål til aftensmad, legeaftaler, julegaveønsker, spilletider og om han må låne min mobil vælter ud af munden på Smølfen. Jeg åbner døren, og en lodden pølse, der mest af alt ligner ‘Børsten’ fra Theos julekalender farer ud som en energisk tornado og forlanger mad, nus, gåtur og opmærksomhed på én gang. (Her løber min båndbredde altid tør, jeg smider hunden ud og drengen ind i sofaen med ipadden, mens jeg selv lige får jakke og sko af, og får genstartet systemet…)

18.12 Mand kommer hjem. Pizza sættes i ovn.

18.31 Pizza klar. Det bliver TV-dinner igen igen, fordi spisebordet ikke på magisk vis har ryddet sig selv.

18.57 Vi er allesammen for udmattede til at orke at gøre noget ved rod og uorden.

19.30 Vi ser Theos julekalender. Eller – jeg gør. Mand sover i sofaen, Smølf gemmer sig bag ipad, og hund snorker på mit skød.

20.00 Smølfen burde ligge i sin seng. Det gør han ikke.

20.35 Godnatmusik i form af piano-deep-relaxation-pling-pling sættes på.

20.36 Smølfen sover. Det gør jeg næsten også.

23.17 Jeg vakler radbrækket fra Smølfens seng ind i min egen. Stadig fuldt påklædt.

Det er først på lørdag eftermiddag, og jeg sidder i toget på vej mod København. Jeg nåede ikke at tanke en latte på stationen inden toget kom, men da der jo findes adskillige kaffesteder i Kbh går det nok.

Jeg browser. Lidt på facebook, lidt på insta, får skrevet et par beskeder, og får så åbnet Skøre Livs blog. Om tanker, og tid til tanker. Det er temmelig tankevækkende, og jeg kigger op.

Der er ret mange mennesker med toget, og de sidder allesammen og glor ned i en skærm. Jeg smider resolut min egen skærm i tasken, og konstaterer at tog-tid er tænketid. Rigtig god tænketid endda.

Jeg får kigget på landskabet, der suser forbi. På de våde, nøgne træer, der har en barsk, poetisk skønhed over sig, på de mennesker, der sidder i toget. Og jeg får tænkt en masse tanker.

Om min veninde, jeg gerne ville give et tip om bankskifte.

Om min bror, som jeg talte med forleden, og ting, jeg gerne vil sige som opfølgning på den samtale.

Om julegaver.

Om min bedste veninde, som jeg virkelig trænger til at få en kop kaffe med, og få grineflip over fjollede ting med.

Om de veninder, jeg sås med i går aftes, og hvordan det er 38 (wtf??) år siden jeg startede i skole med.

Om hvordan jeg har fået meget mere overskud på energi på arbejdet (mere om det senere …)

Om den gospelkoncert, jeg er på vej ind for at høre med mit yndlingskor.

Det er i den grad kvalitetstid, opdager jeg pludselig. Og jeg opdager også at jeg trænger mere til vand end til kaffe, hvilket jeg så går efter på Kbh H. Det er holdt op med at regne, og jeg beslutter at gå det sidste stykke vej fra H til Brorsons Kirke på Rantzausgade, hvor koncerten finder sted. Mere kvalitetstid med plads til tanker.

Brorsons Kirke. Foto: undertegnede.

Jeg tænkte at det var tid til at læse Brødrene Løvehjerte for smølfen. Men måske var det for tidligt at begynde på det med min lille, følsomme dreng – min følsomme dreng, der uden videre spiller skydespil, hvor det gælder om at myrde de andre. Men “de andre” i skydespillet har ikke brødre og mødre, eller bor på en slagbænk i et køkken, og er syge og skal snart dø.

Smølfen kravler helt ind under huden på mig, og spørger om Tvebaks mor ikke bliver ked af det. Og jo, det gør hun … og jeg martres af at historien ikke levner moderen lykke.

Men nu er jeg begyndt.

Nu har jeg været efter mig selv her på siden for at være dårlig til en masse ting, primært de praktiske, de der “det kan alle da”-ting. Og jeg må indrømme at jeg i skrivende stund har en lille smule koldsved over at vores søn i morgen for første gang skal hentes og følges hjem af en stor skoledreng her fra vejen – fordi her roder! Samtidig ligger jeg med feber på penicillin med infektion i kroppen, og det er ikke det bedste udgangspunkt for at få stuvet ting af vejen.

Men så blev jeg trodsig. Hvem siger man kan måle menneskelig kvalitet på graden af oprydning? Og så begyndte jeg at finde på gode ting om mig – og os, her i familien – for vi er jo i virkeligheden nogle elskelige og søde væsener her på matriklen 😊

• Vi er gode til at grine sammen.
• Vi er gode til matematik.
• Vi er gode til at være snedige.
• Vi er gode til at være nogens venner.
• Vi er gode til at hygge os.
• Vi er passionerede og engagerede.
• Vi er ildsjæle.
• Vi elsker det, vi laver.
• Vi er nørder (og nørder er for seje 🤓)
• Vi er kloge og forstandige.
• Vi er sjove at være sammen med.
• Vi kan li’ dig.
• Vi har en sort, sort humor 😎
• Vi er gode til at lave god mad.
• Vi drikker kvalitetsøl.
• Vi er gæstfrie.

Og det har vel også en slags værdi ☀️

7.14
Hunden lusker sig op i benenden af min seng. Sjosker 3 gange rundt om sig selv, og lægger sig til at snorke.

7.33
Et bump og lyden af løbende fødder fortæller at smølfen er vågnet. Han kommer ind i min seng, hvor han begynder at baske rundt med arme og ben, imens han hvisker “hej mor!” og but’er mig på næsen.

7.34
Hunden bliver jaloux, og kravler op på hovedpuden over mit hoved, hvor den lægger sig, med snuden og ørerne ned i mit ansigt.

7.35
Smølfen siger nu højt: “moar, kan du ikke lige sige til hunden at den skal gå væk!” Jeg forsøger at verfe den væk, men den lægger sig igen på min hovedpude efter at have trasket lidt frem og tilbage. Oftest træder den på mit hår en del gange. Det gør ondt at blive trådt på håret.

7.37
Manden synes da ikke at han vil gå glip af al morskaben, og kravler tættere på. Nu ligger vi så 4 i min seng, der har den imponerende bredde af 90 cm.

7.41
Hvis familien stadig ligger der, giver jeg op og går ned og tænder for kaffemaskinen …