Linedanser

“Du er en af heltene,” sagde en veninde til mig forleden, “fordi du står dér i frontlinjen og råber STOP.” Vi talte om at det samfund, vi har skabt os, er ved at ødelægge os med stress, angst og mange andre overbelastningssymptomer, og det, at jeg har måttet trække håndbremsen inden det stak helt af, er et signal helt ude på frontlinjen.

En anden ven kaldte mig et “indikatordyr”. I søer med stabile økosystemer findes der nogle små dyr, som skrider som de første, når der bliver ubalance i ting. Og her var sammenligningen at jeg – som et andet pH-følsomt dyr – forsvandt, og dermed er min forsvinden et sikkert tegn på at der er noget, der er råddent i Danmark.

Jeg føler mig nu ikke særlig helteagtig. Når jeg kigger rundt i landskabet findes der enormt mange mennesker, der er hårdere ramt end mig. Sygeplejesker fx. Eller pædagoger. Som allesammen arbejder under urimelige forhold med så få resourcer til rådighed, at det er uartigt. Hvordan kan vi være så rige, og samtidig så fattige?

Jeg synes vi skulle lave en trivselsdag. En national trivselsdag, hvor alle skal mingle med andre faggrupper, og hvor vi skal debattere om vi har det liv, vi ønsker os – og hvad vi kan gøre anderledes. Sådan at ingen skal slides op af deres arbejde, hverken fysisk eller psykisk.

Politikere ingen adgang.

Foto venligst udlånt af internettet.

Hold nu op, hvor har det gjort underværker med den deltidssygemelding! På bare en uge er de fleste stresssymptomer forsvundet, hukommelsen er i bedring OG jeg har fået overskud 😍 Ikke overskud i “jeg laver lige en festival”-klassen, men overskud til at sætte vask over, få ryddet lidt op i et par bunker, gå en tur med hunden, og få plantet et par planter i min have.

De første 3-4 dage sov jeg nærmest væk … så har jeg været få timer på arbejde – FEDT, fordi jeg har overskud til det, og oplever en kæmpe glæde ved det ❤️ I går tog jeg på cykeltur med min mand (vi er sådan nogle MTB-typer med hang til små skovstier og mudder), og i dag nyder jeg en kop kaffe, uden det bare skal være IV-koffein på overlevelsesniveau.

Mit mål må være at jeg kan gå på arbejde, og alligevel mønstre den slags overskud, når jeg kommer hjem. Det må da være en menneskeret?

God søndag 😊🌱🍀

Nå, men nu er jeg så typen med en deltids sygemelding. Jeg er VILD med mit job, og rimelig træt af at det er nødvendigt … men min krop har talt med STORE bogstaver. Og det skal man lytte til. Så jeg har fået fredet et par områder i hverdagen til bare at sidde og kigge på min have, mens jeg drikker en kop the og nusser med min hund.

Fotografen er såmænd mig selv 🙂

• Der konstant halser bagefter, og i sidste øjeblik får kastet noget mad sammen altforsent til at sønneke kommer i seng til tiden?
• Som desperat kaster rodet ind i skabe/gæsteværelser/garage 7 minutter før gæsterne kommer?
• Som først husker at der skal købes gave til sønnekes legekammerat, når vi er på vej til fødselsdag – og vi derfor kommer liiiige lidt for sent (men med hasteindkøbt gave)?

I årevis har det været mig. På ydersiden kunne det godt se ud som om vi havde styr på tilværelsen, men under overfladen lurede panikken og den knap så blankpolerede virkelighed. Som vi nok allesammen kender i større eller mindre grad.

Men hende er jeg ikke mere.

Nu er jeg hende, der glemmer gaven, og fødselsdagsinvitationen i det hele taget. Hende, der ikke når hverken at skubbe rodet ud i garagen eller få gjort bare lidt rent inden gæsterne kommer (af samme årsag har vi næsten aldrig gæster, selv om jeg ELSKER gæster). Hende, som gang på gang spiser dårlige småkageleftovers fra møder til frokost, fordi hun igen-igen-igen ikke fik smurt madpakke. Og som ikke får købt toiletpapir, selv om de sidste nødløsninger synger på allersidste vers. Og som glemmer. Glemmer aftaler, ting, steder, løfter til sønneke, ord og alt muligt andet. Hele tiden. Og som i øvrigt er helt fantastisk til at få slået sig selv i hovedet med alle fiaskoerne, hvilket ikke gør godt for noget. Som sover det meste af weekenden (og de eftermiddage, hun kan slippe af sted med det) væk, fordi trætheden bare invaderer i bredspektrum.

Jeg prøver at tænke det væk, forstået på den måde at jeg accepterer at jeg ikke kan klare det hele til perfektion, og det virker periodevis. Men hvis jeg har glemt din fødselsdag, en aftale, eller noget jeg skulle have med for dig, så er det ikke af ond vilje. Så er det bare fordi jeg har for travlt til at huske det hele.

Det allerbedste jeg ved, er:

• En sønneke-krammer
• At pjatte, grine og kramme med min familie
• At pjatte, grine og kramme med mine venner
• At danse til god musik
• At synge
• At plante stauder, og se dem blomstre
• At gå tur i skoven med hunden
• En dukkert på en varm sommerdag
• En ridetur på en frisk hest
• Dugperler i edderkoppespind
• Majgøgeurt og hjertegræs

… og mange flere i samme genre 🙂

Hvad er dine?

Billeder venligst udlånt af internettet

Kender I den? Der hvor man lover sig selv ikke at lægge sig ned til barnet, selv om han sender nok så bedende øjne til én? Og når knægten lynhurtigt får jagtet spyddet ind i det iskolde skjold, man har forskanset sic i? Og det falder til jorden i et stjerneskud?

Så ligger man der jo, under den varme dyne. Med den varme barnehånd i sin egen. Med rolige åndedrag lige ind i ansigtet. Og fortrænger det der arbejde, der skal være færdigt til i morgen tidlig. 10 minutter gør jo ingen skade, vel? Eller bare lige 2 mere … her er så … fredfyldt … og dejligt lunt … 😴

I sidste weekend havde jeg sagt ja til at være speaker til et arrangement, der vist bedst kan beskrives som et mix mellem et børnedyrskue og et levende landbrugsmuseum. Liv i Landet, hedder det, og finder sted i og omkring en fin gammel 4-længet gård i Morten Korch klassen. Vi har været med som publikum et antal gange, så da de spurgte mig om jeg ville være speaker, da den tidligere speaker var stoppet, var jeg heller ikke i tvivl om at det ville jeg gerne.

Det er et kæmpe arrangement, fandt jeg ud af – og der ligger en kæmpe projektlederindsats bag at få stablet sådan et arrangement på benene. Men jeg nød at det for en gangs skyld ikke var mig, der var den, og kunne “nøjes” med at sætte mig bag mikrofonen, hvor jeg sad og kommenterede det, der skete i ringen og på pladsen omkring mig.

Hold nu fast, hvor var det hyggeligt! Tænk James Herriot, tænk Siegfried Farnon, tænk Folk og Fæ – og alt det finurlige, der følger med. I den ene side af pladsen havde vi alle dyrene, som var udstillet – de fleste af børn, men også enkelte repræsentanter for gamle, danske husdyrracer var med. På den anden side af pladsen, ude på en stubmark, kørte det gamle landbrug, komplet med hesteplov, selvbinder og tærskeværk. Som da (min) far var ung, og hjalp til når der skulle høstes på gården.

Selvbinder. Venligst udlånt af internettet.

Vi havde fremvisning af dyr, veterantraktorer, veteranbiler, rollespillere og det fantastiske hesteshow, og det allersjoveste var ringridningen lørdag aften. Et godt mix af veterantraktorer, ponyer med trækkere og granvoksne heste dystede om at ramme den lillebitte ring, der var monteret i et stativ lige ud for speakervognen. Jeg havde simpelthen nærmest royal balkon lige ud til løjerne, og sjældendt har jeg været SÅ underholdt!

Rundt om på pladsen var der børstenbindere, uldfiltere, træskærere og orker, og jeg følte at jeg var dumpet lige ned i et dyrskue-marked, strikket på bedste, engelske opskrift. Og jeg følte mig en lillebittesmule “hjemme på gården”, for det smukke landbrugsmuseum mindede på så mange måder om mit eget (tabte) barndomsland.

Den skønne røde Massey-Ferguson 35, som trofast har fragtet folk og fæ rundt i barndommens land ❤

PS. Hvis man – som jeg – bliver helt blød i øjenkrogene, når man hører kendingsmelodien til Folk og Fæ, kan jeg varmt anbefale et gensyn: https://youtu.be/yCYY02b0_nM

Så var vi tilbage i hamsterhjulet igen. Med travle arbejdsdage, madpakkesmøring og hente-bringe-ræs, en træt 7-årig, en overstadig, understimuleret cocker-locker, og to trætte forældre. Som klapper sammen ved synet af sofaen.

I ferien havde vi tid. Tid til at snakke sammen, spille sammen, være sammen, spise is sammen og sidde under parasollen uden at sige noget sammen. Nu når vi knapt at veksle tre ord med hinanden, og det meste kommunikation består af sms’er og korte telefonsamtaler i kategorien “Husk hundemad!” til “Har du set barnets sandaler?”

Ingen af os har kræfter til noget, dér sidst på dagen. Ingen af os orker madlavning, oprydning, vasketøj eller at spille med knægten, og det er med slæbende fødder vi får frembragt et eller andet spisbart, mens vi håber den anden tømmer opvaskemaskine.

Weekenderne går med at sove ud. Hvis vi skal noget, må det kun være den ene dag, for ellers er der ingen kræfter mandag morgen – og så er der bare uendeligt langt til fredag.

Selv om vi begge to er glade for vores jobs, og vi elsker vores søn højt, så er det et hårdt liv. Et liv hvor vi giver afkald på meget – selv om der også er meget mening og indhold. Selv savner jeg RIGTIG meget mine venner udenfor jobbet, og at kunne gå til noget, bare én gang om ugen. Og at kunne klare at skulle noget to dage i en weekend uden at brænde sammen.

Er det bare alderen, der trykker, eller er der lys forude ..?

For 38 år siden havde jeg min første skoledag i det, der dengang hed børnehaveklassen. Jep, vi skal helt tilbage til 1980, til fløjlsbukser, grydehår og store skjorteflipper, og ikke mindst glade farver og rottehaler.

Der var jeg, i klassen med de andre børn, der allesammen havde gået i børnehave – det havde jeg ikke. Det kom jeg til at slås med længe – men det er en anden historie 😉

Ved siden af mig sad en spinkel lille mørkhåret fyr, som hed Kenneth, som spurgte: “Hvor gammel er du?”

“5 år,” svarede jeg, for jeg fyldte først 6 i oktober.

“Så er du for lille, man skal nemlig være 6 år,” sagde Kenneth så.

Jeg fik dog lov til at blive i klassen, selv om jeg vistnok græd lidt lige dér.

Den næste katastrofe indtraf da vi skulle til at gå igen, for der var jeg nær stukket af med en anden piges taske, der var fuldstændig magen til min. Den anden pige stod med store, blanke øjne og rottehaler, og måtte have fat i en voksen inden jeg stak helt af med hendes nye skoletaske, i samme glade farver som min. Katastrofens omfang blev minimeret, da pigens mor greb ind, og fik peget på min taske, der stod tilbage, ensom og forladt henne ved det runde bord, hvor Kenneth nu også havde rejst sig og var på vej hjem.

Pigen og jeg gik i klasse sammen i 10 år, og er stadig rigtig gode veninder den dag i dag. I mandags delte hun så et fint billede af “vores” taske på min væg – i øvrigt samme dag som mit lille bidrag til P4 Morgens lytterhistoriesamling om første skoledag blev læst op i radioen. Helt uden vi havde aftalt det 😂

Vi huggede i øvrigt aldrig mere noget fra hinanden 😉